I slutningen af oktober 1962 meddeltes det, at Nobelprisen i Litteratur var tildelt den amerikanske forfatter John Steinbeck (1902-68). 6. november skrev han til mig på Gyldendal: »Jeg er selvfølgelig glad for at få prisen, men jeg har ikke ændret min frygt for den. Og jeg vil med næb og kløer kæmpe imod dens onde sider ... Vi mellemlander i København 8. december ... Det er vores håb, at du vil tage med os til Stockholm og give os nogen beskyttelse eller i det mindste noget mod. Jeg er bange, men jeg vil gøre mit bedste«. Tidligere havde han talt om Nobelprisen som en forbandelse, der gjorde modtageren til en slags levende monument, og ingen - undtagen George Bernhard Shaw - havde skabt noget af værdi efter modtagelsen. Det gjaldt bl.a. Sinclair Lewis, Hemingway og Faulkner. Han frygtede, at den samme skæbne skulle overgå ham. Han frygtede også for sin nobeltale. Han, som havde hjulpet præsidentkandidaten Adlai Stevenson med hans taler, påstod, at han selv kun havde holdt én tale i sit liv. Men da han mellemlandede i København, var talen færdig, og den nervøsitet overvundet. Han var dog stadig urolig over de forestående formaliteter og det kjolesæt, som han altid havde syntes var en latterlig påklædning. Han havde en idé om, at det nye sæt, han havde måttet anskaffe, måtte kunne genbruges ved bisættelsen af ham selv.