0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jeg er bange, men jeg vil gøre mit bedste

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Polfoto
Foto: Polfoto

John Steinbeck og frue ved Nobelfesten 1962. Polfoto.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I slutningen af oktober 1962 meddeltes det, at Nobelprisen i Litteratur var tildelt den amerikanske forfatter John Steinbeck (1902-68). 6. november skrev han til mig på Gyldendal:

»Jeg er selvfølgelig glad for at få prisen, men jeg har ikke ændret min frygt for den. Og jeg vil med næb og kløer kæmpe imod dens onde sider ... Vi mellemlander i København 8. december ... Det er vores håb, at du vil tage med os til Stockholm og give os nogen beskyttelse eller i det mindste noget mod. Jeg er bange, men jeg vil gøre mit bedste«.

Tidligere havde han talt om Nobelprisen som en forbandelse, der gjorde modtageren til en slags levende monument, og ingen - undtagen George Bernhard Shaw - havde skabt noget af værdi efter modtagelsen. Det gjaldt bl.a. Sinclair Lewis, Hemingway og Faulkner. Han frygtede, at den samme skæbne skulle overgå ham.

Han frygtede også for sin nobeltale. Han, som havde hjulpet præsidentkandidaten Adlai Stevenson med hans taler, påstod, at han selv kun havde holdt én tale i sit liv. Men da han mellemlandede i København, var talen færdig, og den nervøsitet overvundet.

Han var dog stadig urolig over de forestående formaliteter og det kjolesæt, som han altid havde syntes var en latterlig påklædning. Han havde en idé om, at det nye sæt, han havde måttet anskaffe, måtte kunne genbruges ved bisættelsen af ham selv.


Det sad ellers perfekt ved den store nobelfest, og han førte sig flot, næsten imposant, da han ved middagen gik til talerstolen for at holde hovedtalen, som han indledte på svensk: »Majestäter - min vackra fru«. Det vakte munterhed, og fruen, Elaine Steinbeck, var virkelig ekstra smuk den aften.

Talen var ellers ikke præget af Steinbecks sædvanlige humor. Han havde tydeligt nok opfattet, at situationen, krævede højtidelighed og visioner:

»Nobelprisens prestige og den situation jeg står i, tvinger mig til ikke at pibe som en taknemmelig, undskyldende mus, men at brøle som en løve af stolthed over min profession og over de store og gode mænd, som har udøvet den gennem tiderne«.

Der havde i USA været hadske kommentarer fra visse litterære kritikere, der fandt, at Steinbeck var for folkelig til at kvalificere sig til den fornemme pris. Det havde såret og forbitret ham. Han ville jo netop være mere end en harmløs underholdningsforfatter.

Derfor var talen også et angreb på et litterært præsteskab, som håner den litteratur, der får betydning ud over det såkaldt intellektuelle miljø.


Ved 'andendagsgildet', middagen for nobelpristagerne på slottet, havde kongen taget Elaine Steinbeck til bords og derved brudt en gammel tradition om, at det ikke skulle være en litteraturpristagers kone.

Da denne sidste formelle pligtselskabelighed var overstået, kom ægteparret Steinbeck lettede tilbage til Grand Hotel, hvor vi - dvs. enken efter Steinbecks amerikanske forlægger, hans agent og jeg - hjalp dem med at ånde lettet op efter alle de formelle prøvelser.

Det betød også, at forbuddet mod hård spiritus, som Steinbeck havde lovet Elaine at overholde under festivitasen, nu var ophævet, og vi kunne alle slappe af med whiskyen.

Dagen efter tog John og Elaine Steinbeck til London, og jeg tog hjem til Gyldendal, hvor vi på selve nobeldagen havde lanceret Steinbecks hovedværker i ti bind.

I reklamematerialet for nobeludgaven brugte vi hele den artikel, Niels Barfoed havde skrevet i Information, da offentliggørelsen kom. Her sammenligner han de tre amerikanske forfattere, som inden for en tyveårs periode havde modtaget Nobelprisen: William Faulkner (1949), Ernest Hemingway (1954) og John Steinbeck:

»I dette trekløver er Steinbeck den varme, den brede og den uanstrengt virile. Han har utvivlsomt skrevet ringere ting end de andre ... men han har til gengæld skrevet et fortællerværk af en scenisk storhed og en episk uudtømmelighed, som ligger aldeles uden for de to andres evne ... Hos Steinbeck - uimodståeligst i 'Dagdriver-banden' - strømmer humoren fra en livsfortrolighed, fra en rolig og uanfægtet menneskekærlighed, der suverænt unddrager sig sentimentalitet«.

Og vi udnyttede Tom Kristensens begejstring ved at citere konklusionen fra hans nobelkronik i Politiken: »Nobelprisen vil vække stor glæde hos hans læsere og stor forventning hos de mange, der endnu ikke har læst ham. Man misunder de sidste. Tænk at have Steinbeck til gode!«.

Han havde dog allerede mange læsere i Danmark. Selv inden Nobel