Ikke hver uge udkommer der bøger i Danmark, som gør sig fortjent til opmærksomhed i sladderspalter og billedblade, men noget af dén duft hang der ved to af denne uges skønlitterære nyheder. Hvad angår den danske udgave af norske Ari Behns debutnoveller 'Fandens trist' skyldes sensationsinteressen jo forfatterens forestående bryllup med norske prinsesse Märtha Louise: »Vi ville næppe have fået dem på dansk nu«, hvis ikke det var for bryllupsklokkerne - selv om bogen er »om ikke fandens god, så i hvert fald ret talentfuld«, som John Chr. Jørgensen skrev i Ekstra Bladet. Helt på linje med de andre avisers anmeldere, hvoraf flere sammenlignede med Ernest Hemingway og Raymond Carver og dermed tog tonen noget højere end vor egen Susanne Bjertrup, der nøjedes med at notere »en ganske udmærket og lovende novellesamling«. Behn skrev sig så at sige ud af sensationen og ind i det pæne litterære selskab igen. International lufthavnslitteratur Vanskeligere er det at forklare, hvad der placerer Iselin C. Hermanns roman nr. 2 i nærheden af sensationsspalterne. Men det har noget at gøre med månen - som mytisk og freudiansk symbol for kvindelig seksualitet. Og med den brug af samme som debutforfatteren til brevromansuccesen 'Prioritaire' for fire år siden nu gør af samme himmellegeme. Hendes nye roman modtog de danske anmeldere så indbyrdes forskelligt, som havde de hhv. studeret månens blanke, kølige forside og dens dunkle, fyldige bagside - og dét har måske også med den mandlige seksualitet at gøre, for alle anmelderne er mænd. 'Der hvor månen ligger ned' lyder titlen på romanen, der på den ene side beskrives sådan: »En uangribeligt kultiveret bog«, som sammen med debuten var tilløb til »en hel lille kunstindustri« (Politiken). Eller ligefrem »international lufthavnslitteratur« (Jyllands-Posten) og »føljeton til f.eks. Alt for Damerne eller Eurowoman« (Weekendavisen). Men på den anden side: Et »sprogkunstværk af høj klasse« (Ekstra Bladet), ja, et »lille, fortættet værk« med »en avanceret, men meget vellykket, kalejdoskopisk fortællemåde« (Berlingske Tidende). Er det samme bog, de taler om? Klangbund i begæret I Jyllands-Posten stiller Erik Svendsen spørgsmålet på en anden måde: Er Iselin Hermann »fremtidens store kvindeforfatter« i hælene på Thorup, Brøgger, Holst m.fl., og han besvarer spørgsmålet med et rungende: »tja«. For selv om romanen har »et overraskende plot« og »klangbund i begæret«, gode forudsætninger for succes, så er det »alt sammen til husbehov og primært intellektuelt-kulørt underholdende. Hverken indtrængende eller uinteressant«. Lars Bukdahl mener tilsvarende i Weekendavisen, at bogen er »ikke god i nogen som helst objektiv forstand, men den er langtfra så slem som debuten«. Ligesom Svendsen er han tilbøjelig til at opfatte romanen som noget, der kan »indtages på weekendflyet frem og tilbage til Paris«, og han er godt træt af »den allestedsnærværende, massivt nydelige og korrekte eksotisme«. Det samme overkultiverede præg, som fik Bjørn Bredal til her i Politiken at udbryde: »Nøj, hvor er det nydeligt«, ja, »politisk ukorrekt på den helt korrekte måde«. Så selv om der »er masser af kvalitet« i denne »historie som fængsler og skrider fremad«, indgav den ham - på linje med et besøg i Illums Bolighus eller på Louisiana - en uimodståelig trang til at »lette ben i en urtepotte af den berømte designer Tytte-Gurkemaja Rosenknop«. Eller op ad romanen, altså. Fire års orgasme Tampen brænder måske, for rent ud sagt kunne det se ud til at rykke i samme legemsdel hos de anmeldere, der er vilde med romanen - om end af en anden trang: I Ekstra Bladet forudser John Chr. Jørgensen snarlig filmatisering, og scene og handlingsgang inspirerer ham til et titelforslag: 'Damaskusse med syrisk jalousi'. »Den store væverske« indvæver med »mild ironi ... bipersoner i det rige tæppe«, og da en af d'herrer elskere lader sin finger glide over den kvindelige hovedpersons hud, tænker hun »Det må gerne vare ved«. »Det samme tænker læseren, når han med sitrende fingerspidser vender bladene i denne forførende roman. Bravo, Iselin!«. Berlingske Tidendes mindst lige så sanselige Jens Andersen har også været opstemt: »Det islamiske Paradis er en evig nydelse - en orgasme varer helt op til fire år i Paradiset«, citerer han benovet en af romanens mænd for og priser en fiktion, der »ikke kun skal læses med kraniekassen, men også kan indåndes gennem huden«, og som tilbyder »fascinerende, foruroligende ture gennem lystens labyrinter«. Hans slutpointe overgår faktisk John Chr. Jørgensens i kurtiserende, kropslig medleven, når han fra romanen citerer »»at en kvinde ikke er færdig, når hun er færdig, at alt i hende står på vid gab i lang tid efter, at hun er blevet elsket«. Det samme kan man sige om hendes bog, der står på vid gab inde i én længe efter, at man har vendt den sidste side«. Var det også godt for dig? spurgte forfatteren sin anmelder. Ja, mon ikke! Men hvem ved, måske ligger de varme Jørgensen og Andersen bare under for det, som lunkne Svendsen havde gennemskuet, da han skrev, at bogen er »guf for den læser, der vil føle, hvordan det er som kvinde at være interessant i mænds øjne«.