De tyske boglader bugner med litteratur om landets nazistiske fortid og manden, der førte Tyskland og Europa ud i kaos, nemlig føreren Adolf Hitler. Romaner og fagbøger om denne periode bliver solgt i store oplag, for eksempel nobelpristageren Günter Grass' roman 'Im Krebsgang' og historikeren og journalisten Joachim Fests nye, fascinerende bog, 'Der Untergang' om Det Tredje Riges dramatiske endeligt. Filmen 'Leo und Claire' havde premiere i sidste uge og handler om forholdet mellem en ældre, jødisk fotograf og en ung, tysk og 'arisk' pige i Det Tredje Rige, hvor den form for 'Rassenschande', raceskændsel, var strengt forbudt. Men midt i alt dramaet og tragedierne får tyskerne sig også et grin. For nitten år siden blev en del af landets medieverden nemlig taget grundigt ved næsen af to plattenslagere, som præsenterede det store ugemagasin 'Stern' for et af journalistikkens største scoops, nemlig offentliggørelsen af Adolf Hitlers hidtil ukendte dagbøger. Men der var tale om mere end et fupnummer for at tjene penge. Bag svindelnummeret stod også kræfter, der ønskede at fremstille Adolf Hitler i et langt mere positivt lys end hidtil, skriver den østrigskfødte britiske journalist Gitta Sereny i en stor artikel i dagbladet Der Tagesspiegel. Afsløringen af falsknerierne bidrog til en gang for alle at ramme en pæl igennem sådanne forsøg, skriver Gitta Sereny, der blandt andet har skrevet en meget stor og rost biografi om en af Hitlers nærmeste medarbejdere, den gådefulde arkitekt, rustningsminister og iscenesætter af nazipartiets store kongresser og ceremonier, Albert Speer. Lurvet reporter Hun bringer også en række præciseringer af hele sagen, der rystede Tyskland og resten af verden, for de falske dagbøger blev ikke alene offentliggjort i Stern, men også i udenlandske medier, inden falsknerierne blev opdaget. Bag fupnummeret stod en maler og fotograf, Konrad Kujau, der blev født i 1938 i Sachsen. Trods dette fødselsår havde han i sit hjem et håndskrevet brev fra Hitler hængende på væggen. I brevet - der var et dygtigt gennemført falskneri - bad Hitler ham om at udgive sin dagbog for eftertiden. Kujau havde allerede i 1976 tilbudt amerikanske antikvariater originale Hitler-dagbøger, som de sagde nej tak til. Men han gav ikke op. Tre år senere viste han en af de forfalskede dagbøger til et ledende medlem af en venskabsforening for tidligere nazister og påstod, at han havde modtaget den af en general i DDR. Derefter kom der gang i sagen. For en af disse tidligere nazister plejede omgang med en lettere lurvet reporter på Stern, Gerd Heidemann. Hans karriere var på lavpunktet, men hans pengeforbrug var til gengæld helt i top. En del af pengene blev brugt på en stor lystyacht, der havde tilhørt Hitlers stedfortræder og nærmeste medarbejder i mange år, Hermann Göring. Heidemann, der havde specialiseret sig i artikler om tidligere nazister og nazitiden, plejede omgang med dem under store fester, som han organiserede på Görings gamle skib, og under en af disse fester omtalte den tidligere nazist dagbogen for Heidemann, og han så omgående lyset. Den humane Hitler Det samme gjorde Sterns chefredaktion, og den nedsatte en undersøgelsesgruppe, der skulle analysere autenticiteten af det første bind. Men Heidemann fik samtidig grønt lys til at købe hele serien på 26 dagbøger, som Kujau lovede at fremskaffe. Frem til 1982 arbejdede Konrad Kujau dagligt med fabrikationen af dagbøgerne i notesbøger i A4-format, der blev hældt over med te for at give siderne patina, ligesom de enkelte bind blev slået mod et bord, ridset og slebet for at give dem det nødvendige, ældede udseende. Men Gitta Sereny viser, at stærke kræfter bag platuglerne løbende sørgede for, at Kujau fik det rigtige materiale til dagbøgernes indhold. Det handlede dels om at fastholde en vis logik, sprogbrug og overensstemmelse med virkeligheden, dels om at fremstille Hitler i et positivt lys. Dagbøgerne viser, at han for eksempel ikke kendte noget til beslutningen om en endegyldig udryddelse af jøderne. Han arbejdede snarere for, at de skulle deporteres til Sibirien, fremgår det af de falske dagbøger. Ifølge dagbøgerne havde Hitler også godkendt topnazisten Rudolf Hess' mystiske 'fredsmission' til England i 1943. Men tonen i dem var så realistisk, at selv en anerkendt historiker som briten Hugh Trevor Roper i nogle uger lod sig overbevise, da den britiske søndagsavis Sunday Times, som havde købt rettighederne til serien sammen med Stern, bad ham vurdere ægtheden. Han kom først i tvivl lørdag aften inden den første artikel skulle bringes søndag 24. april 1983, men hans telefonbesked kom ikke igennem til chefredaktionen, og artiklen blev trykt. Afsløringen Sterns egne undersøgere lod sig også narre, blandt andet fordi Kujaus og Heidemanns nazistiske bagmænd udstyrede dem med autentisk materiale fra topnazister, som gamle nazister ansat i det vesttyske forbundsarkiv stjal til dem. Det overbeviste Sternfolkene om, at det hele var autentisk, og i tre år pumpede Kujau og Heidemann flere millioner tunge tyske mark ud af Sternkoncernen. Få uger efter offentligggørelsen af de første dagbøger i Stern i april 1983 konstaterede det vesttyske forbundsarkiv, at der var tale om falsknerier. Stern og en hel chefredaktion var latterliggjort, mens Konrad Kujau ved den efterfølgende retssag var stolt af at have ført førende medier verden over bag lyset. Han fik ligesom Heidemann en fængselsstraf og levede efter løsladelsen fedt af at male kopier af kendte maleres værker. Men sagen viste også, mener Gitta Sereny, at to af dokumenterne, herunder Hitlers optegnelser fra 1935, var ægte, og hun henviser til, at flere af Hitlers medarbejdere, herunder hans sekretærer, ofte har talt om, at han modsat tidligere opfattelser af ham dagligt skrev private notater helt frem til 1945. Men bortset fra få, personlige optegnelser er det gået til grunde. Resten var århundredets tyske plattenslageri, og efter snart 20 år griner og græmmer tyskerne sig stadig.