OK. Lad os lige et kort øjeblik lægge hånden på hjertet og spørge, hvor mange af os, der lige havde hørt om Kazuo Ishiguro, før han fik Bookerprisen for 'Resten af dagen'? Nej, beklager, selv om det var en dejlig film, var der ikke oprindelig tale om et filmmanuskript. Det hele startede med en bog, en lille, tæt roman om en butler og hans indeklemte kærlighed til en kvinde, og det er nok tvivlsomt, om James Ivory nogensinde havde indspillet historien med Anthony Hopkins i glansrollen som den mest britiske af alle britiske butlere, hvis ikke Booker- komiteen havde peget på Ishiguro i 1989. Og hvor mange havde lige fået stavet sig igennem Michael Ondaatjes komplekse krigsroman om 'Den engelske patient' fra 1992, hvis ikke der efterfølgende var blevet lavet en billedskøn film ud af denne Bookervinder? I dag ved alle også, hvem Salman Rushdie er, men hvem gjorde det i starten af 1980'erne, da han fik udsendt sin vinderroman 'Midnatsbørn' (1981) om det selvstændige Indiens fødsel. De fleste kender også Margaret Atwood og Roddy Doyle, og mange ville også have læst Atwoods 'Den blinde morder' (2000) og Doyles 'Paddy Clarke ha ha ha' (1993) uden prisen, men de har som vindere af Storbritanniens mest prestigefyldte litteraturpris nået et langt større publikum, end de ellers ville have gjort. Udenlandsk opmærksomhed Vinderen af årets Bookerpris når traditionelt længere ud end de snævre litterære cirkler, og eftersom det er en pris, hvor vinderen er sikker på at ramme de britiske avisers forsider dagen efter, er det også en litterær anerkendelse, der har en vis opmærksomhed i udlandet. Når udlandet skæver til årets Booker-vinder, skyldes det også, at der måske nok er meget mindre prestige, end der er i den langt større Nobelpris, men til gengæld kan der godt være flere penge i at udgive Bookervinderen. Der er næsten altid tale om en forholdsvis tilgængelig roman, der er skrevet på engelsk, hvad der sikrer, at den hurtigt og uden større problemer kan oversættes til alle sprog - i modsætning til vinderen af Nobelprisen, som gives for et forfatterskab, hvor vinderen ikke sjældent har været en forfatter, meget få indtil da har hørt om. Ikke fordi vedkommende er uinteressant, men måske fordi forfatterens litteratur har været vanskelig og er skrevet på et ikke særligt tilgængeligt sprog. Sponsorens svipser Jo, Bookervinderen er sikker på opmærksomhed. Og nu er det Yann Martels tur til at komme i den store Booker-tombola, hvor der altid er frit valg på alle hylder. Faktisk havde Martel allerede foden inden for i sidste uge, da sponsoren bag den store pris på 50.000 pund, firmaet Man, ved et uheld kom til at lægge vinderens navn ud på nettet. Firmaet skyndte sig at sige, at der var tale om en fejl, og at man altid har seks pressemeddelelser klar - en for hver bog, der er med i slutspurten - men den var der ikke mange, der troede på. I hvert fald holdt et britisk bookmakerfirma op med at tage imod væddemål på årets vinder. Der var efterhånden lidt for mange tegn på, at vinderen ville blive romanen om manden, der forliste med et skib i Stillehavet og tilbragte syv måneder alene på en båd sammen med en 450 punds bengalsk tiger ved navn Richard Parker. Med andre ord romanen 'Life of Pi' af Yann Martel, der vandt blandt 130 indsendte romaner. I slutspurten slog han de fem forfattere Rohinton Mistry, Carol Shields, William Trevor, Tim Winton og Sarah Waters. Imperiet truet Årets konkurrence tager temperaturen på samtlige romaner, der er udkommet i det gamle britiske imperium inklusive områder som Canada, Sydafrika, Indien, Australien og New Zealand, men noget tyder på, at en af de sidste bastioner fra det britiske imperium er truet. I årets løb har sponsoren Man talt om, at man fremover bør udvide feltet af forfattere, som kan deltage i konkurrencen. Eksempelvis med forfattere fra USA. Der er masser af modstand i Storbritannien, men hvis det sker, kan Bookerprisen udvikle sig til at blive den mest betydningsfulde pris, der gives for et enkelt værk.