I kærlighed er det jo sådan ...« ... Med så ambitiøse ord begynder en anmeldelse af Jens Christian Grøndahls 'Et andet lys' - en central roman i det frodige bogefterår 2002. I anledning af bogmessen griber vi tilbage til kritikken af denne bog, som ikke tidligere har optrådt her i 'Ugens bøger'. Det er en kvinde, Christa Leve Poulsen på dagbladet Børsen, der indleder sin særdeles kritiske læsning med en slaglinje, der kunne stå som definition på romaner overhovedet. Hvordan er det nu, det er i kærlighed? En anden kvinde, Me Lund på Berlingske Tidende, indleder sin anmeldelse af samme roman med et tilsvarende generelt udsagn, men om forfatteren selv: »Jens Christian Grøndahl er på mange måder den ideelle forfatter«. Et udsagn, som Gyldendal tydeligvis er ganske på linje med, idet forlagets efterårskatalog 2002 prydes af én og kun én person, denne ideelle forfatter, hvis foto Weekendavisens Jens Kistrup aflæser på følgende måde i en kommentar om lanceringen: »... med sin hvide skjorte og det mørke sæt tøj synes han programmeret til i enhver situation at kunne optræde som firmaets førstemand, pæn og præsentabel, nem at forhandle med, når bare han ender med at få sin vilje«. Tilbage til de to kvindelige anmeldere. Deres kritiske læsninger står i kontrast til en række mænds uforbeholdne beundring. Det er ikke nogen ros, når Me Lund kalder Grøndahl for den ideelle forfatter. Hvilket har den særlige kønsvinkel, at 'Et andet lys' er et kvindeportræt. Skrevet af en mand. Glansbilleder En af de begejstrede mænd, Politikens Thomas Bredsdorff, resumerer indledningsvis romanen sådan her: »Hun er 56 år og advokat, mor til to voksne børn. Jeg vil skilles, siger hendes jævnaldrende mand. Han har fundet en yngre model. Dér står Irene med håret i postkassen. Hvor skal hun gå hen, og hvordan er hun kommet herhen?«. Bredsdorff beundrer Grøndahls svar på alle spørgsmål: »Irene Beckman er en af den slags romankvinder, som lever i læseren, efter at man har lukket bogen«. Hun hedder Irene Beckman, og Børsens Christa Leve Poulsen kan supplere Bredsdorffs resumé: »Hvis hovedtemaet er den modne skilsmisse, eller bare brud og livsløgn i det hele taget, er sidetemaet Irenes familiemæssige opklaringsarbejde. Tilgivelsens vej tilbage til rødderne«. Men denne historie er ifølge Børsens anmelder »desværre pakket ind i den nydelighed, der efterhånden er blevet hans vartegn«. - »Det hele går op og glider som smurt i forfinede sætninger. (...) Hvad ville der ske, hvis Grøndahl for én gangs skyld ikke pakkede sin klogskab - og dette er ikke ironisk ment - ind i denne gnidningsfrie, glansbilledagtige prosa?«. Berlingskes Me Lund siger om »den ideelle forfatter«: »Hans favn er stærk og åben, hans blik er fuldt af forståelse, hans ord er som blide kærtegn (...) Men keder han sig ikke en lille smule? Er det ikke et lille gab, han skjuler? Er Jens Christian Grøndahl i grunden ikke selv som den mand, Irene møder ved et selskab hos sin excentriske veninde og siden kører hjem med gennem natten? - en diskret og delikat flirt, der konverserer nobelt om sin egen skilsmisse, mens whiskyen skvulper kontrolleret i glasset (...) Favntaget fungerer, men ejer ingen varme«. Privatliv Hvad Grøndahl selv mente om disse ord fik Berlingskes læsere svar på i et interview med Miriam Katz et par dage senere: »Det har virkelig irriteret mig. Det var min person, der blev anmeldt lige så meget som min bog. På en insinuerende måde inddrager anmelderen mit privatliv og leder efter steder i romanen, hvor der er sammenfald med begivenheder i mit eget liv«. I samme interview meddeler forfatteren en del privat stof, såsom at han først i sit andet ægteskab for alvor har oplevet kærlighedsmødet. Men han siger også, at »De forestillinger, mange - både anmeldere og læsere - har om min person, stiller sig i vejen for en åben læsning af det, jeg skriver. Der er nogle klicheer i Danmark om, hvordan en forfatter skal se ud og opføre sig. Hvis man stryger sin skjorte og ikke ligner noget, der er hevet op fra en baggård, så er ens bøger nok ikke i orden«. Alt i alt bærer både forlagets markedsføring, anmeldelserne, kommentarerne og interviewene præg af flydende overgange fra forfatterens person til hans værk. Men uanset hvor i kredsløbet man slår ned, så bliver der taget stilling til ét bestemt ord: pænhed. Er det dækkende for romanen? Er det dækkende for forfatteren? Informations Erik Skyum-Nielsen er under overskriften 'Pænheden afskrællet' fremme på bladets forside og oppe i højeste begejstring, navnlig når det gælder de steder »hvor ledefiguren tager ordet for i vildt opskruet indre monolog at skælde ud på sig selv (...) Dér skræller han pænheden af sig, og netop fordi det i dette værk er en mandlig forfatter, der indlever sig i en kvindes sind (...) bliver bogens på én gang glatte og sammensatte skrift et gyldigt æstetisk pant på dens tanke om udsat, sårbar menneskelighed«. Skyum konkluderer: »Romanen er så god, som en international bestseller kan blive«. Jyllands-Postens Erik Svendsen bruger i en tilsvarende struktur, og lige så begejstret, hele første del af sin anmeldelse på at afvise billedet af Jens Christian Grøndahl som »grænsende op til det delikat sentimentale«, som én, der »mondænt dyrker melankolien« eller én, der manieret serverer »lapset udlevering af tidens livsstile«. For Erik Svendsen er 'Et andet lys' »en af de mest illusionsløse og usentimentale romaner, den nyere danske litteratur har præsteret«. Summa summarum: begejstrede mænd, som nyder Jens Christian Grøndahls kvindebillede. Og kritiske kvinder. Men Berlingskes Me Lund er også selvkritisk: »Måske forlanger jeg for meget af Jens Christian Grøndahl - som mand og som forfatter«.