De gør det stadig i de yderste egne af landet. Hjemme i stuerne i Sønderjylland og på Bornholm sidder de ældre generationer og fører samtaler på gamle, lokale dialekter. »Go' awten« og »det var ønte sa darlijt« bliver der sagt, men det varer ikke længe, før de og de øvrige danske dialekter er forsvundet, mener danske sprogforskere. Den tid er slut, hvor hvert et sogn havde sin egen særlig variation af det danske sprog, som i de lokales mund blev formet i en udtale, der kun tilhørte dem, og som fortalte verden udenom, at de havde deres rødder i sognets jord. »Vi vil gerne signalere, hvilken gruppe vi tilhører, men i dag er der andre ting, der spiller en større rolle for, hvor vi synes, vi hører til, end hvor vi kommer fra. Det kan være uddannelse, social status eller køn for eksempel«, siger dialektforsker Inge Lise Pedersen, der er lektor ved Københavns Universitets Institut for Dansk Dialektforskning. Derfor er unge sønderjyder og bornholmere holdt op med at tale den lokale dialekt, og fra Als til Allinge er det mest udbredte sprog blevet en form for rigsdansk. En rest af regional tone og sang kan der stadig være tilbage i sproget, men rigsdansk - eller standarddansk, som dialektforskerne kalder det - er blevet alle danskeres fælles sprog. Så snak dog ordentligt! Det har ikke været let for den dialekttalende del af befolkningen at leve i Danmark. Undersøgelser viser gang på gang, at selvom vi umiddelbart mener, at vi synes, det er charmerende og hyggeligt, at nogle mennesker har en anden klang i sproget end os selv, kryber vi til fordommene, når det kommer til stykket, og vi hører en provinsiel sproglig sang. Gammeldags, uintelligente og langsomme er nogle af de ikke så flatterende associationer, vi danskere har til folk, der taler dialekt. Moderne, dynamisk og smart er til gengæld ord, vi associerer til det rigsdanske sprog. »De, der taler dialekt, føler, at de har et dårligt sprog. Og når man har det sådan, kan man enten aflægge sig dialekten og tillægge sig et sprog, der har mere prestige, eller også kan man fortsætte med at blive nedvurderet. Det siger sig selv, at de fleste unge mennesker vælger det første«, siger Inge Lise Pedersen og fortæller, at det oplagte valg for frafaldne dialekttalere på jagt efter et sprog, der ikke latterliggør dem, igennem flere århundreder har været rigsdansk. Borgerskabets sprog, kongens sprog, storbyens og dynamikkens sprog. Man bliver ikke chikaneret for at tale rigsdansk, hvilket man ifølge Inge Lise Pedersen bliver, hvis man taler dialekt. »Vi er frygteligt intolerante. På det punkt kan vi godt slå nogle rekorder. Der er mange tilfælde af børn, der er blevet chikaneret i skolen af andre elever eller af lærere. For eksempel skulle en pige fra Langeland for et par år siden begynde i gymnasiet i Svendborg. Hun fik at vide af sin lærer, at hun godt kunne vente med at sige noget, til hun havde lært at tale ordentligt. Den slags er der masser af eksempler på«, siger Inge Lise Pedersen. Selv pædagogerne taler rigsdansk Det begyndte allerede at gå ned ad bakke for de danske dialekter, da stavnsbåndet blev ophævet i 1788. Indtil da havde bønderne været bundet til at blive på en bestemt gård, men pludselig kunne de rejse frit omkring og tage arbejde, hvor det passede dem. Bønderne flyttede, byerne voksede, og allerede da begyndte sprogets lokale præg at aftage. Endnu værre gik det for dialekterne, da der i 1814 blev indført offentlige skoler, hvor det blev betragtet som udannet og bondsk at tale dialekt, og selv lokale lærere slog over i rigsdansk, når de var inden for skolens mure. »Vi oplever stadig, at folk opfatter dialekter som privatsprog, og når de er på arbejde, taler de ikke dialekt. Indadtil - til forældre for eksempel - er det i orden at bruge dialekten, men udadtil bliver de nødt til at tale rigsdansk for at blive taget alvorligt. Sønderjylland og Bornholm er nogle af de steder, hvor dialekterne har stået meget stærkt, men selv her taler pædagogerne rigsdansk til børnene. Og så kan man ikke opretholde en dialekt, for børnene får aldrig dialekten som aktivt talesprog, selvom de kender den og behersker den«, siger Inge Lise Pedersen. Også medierne, der kun meget sjældent bruger de danske dialekter og endda kan finde på at tekste et interview med en vestjysk fisker, er med til at give det danske sprogs variationer dødsstødet. Mens de ældre generationer holder dialekterne i live lidt endnu, har de yngre fundet andre måder at bruge sproget til at udtrykke, hvad de tilhører. Til forskellige tider har det været industrisamfundets klasseskel, uddannelsesbaggrund og nu også etnisk baggrund, der har sat sit præg på de danske dialekter. I de multietniske miljøer - specielt på Nørrebro i København - er der opstået en ny dialekt, som dialektforskerne kalder multietnolekt. 'Perkerdansk' er den også blevet kaldt, og på den kan den ene unge dansker med indvandrerbaggrund sige til den anden: »Wallah mand, jeg siger dig, efter den der tur jeg tænker bare på fest og kiz«. (Kiz betyder piger, red.) »Når de unge andengenerationsindvandrere taler den dialekt, trækker de på alle de sprog, der er i hele miljøet, for at signalere, at de hører til i dén gruppe og ikke er en gammel dansker«, siger dialektforskeren. Andre unge konstruerer et helt personligt sprog ved at kombinere de moderne københavnske træk med deres lokale dialekter, og på den måde får de dannet en identitet, der på én gang er både lokal og moderne, fortæller Inge Lise Pedersen. »Vi er mere bevidste om vores stil nu end tidligere. Det gælder både i identitetsbilledet som helhed, men også i sproget, som vi bruger i konstruktionen af vores identitet«, siger hun. Også i reklamernes verden er de gamle danske dialekter begyndt at dukke op. Her bruger vi dem til at udtrykke nogle særlige værdier, fortæller professor i medievidenskab Stig Hjarvard. »Dialekter er synonymt med noget tilbagestående og dumt. Kort sagt: bonderøv. Og det er interessant at se, hvordan dialekter er ved at få en renæssance som kitsch i den globale tidsalder, vi lever i«, siger han. I Sonofons reklamer om Polle fra Snave, der ik' ka' hitte u' af det der med mobiltelefoner, er den fynske dialekt en vigtig del af den kiksede og alligevel elskelige figur Polle. Den nye teknologi kan være svær at bruge, men når selv den fynsktalende Polle kan finde ud af det, kan den ikke være så svær, som vi tror, siger Stig Hjarvard. »Der er oprindelige værdier knyttet til dem, der taler dialekt - en bonderomantik og ægthed, som vidner om, at man har rødder. I reklamerne foregår der et ironisk spil, for på den ene side identificerer vi os med Polle og bliver opmærksom på, at vi har rødder, men i samme bevægelse skaber vi en form for distance til dem«, siger Stig Hjarvard, der synes, at det på den måde er en venlig humor, der træder frem i Sonofons reklamer. Reklamebureauet bag kampagnen har brugt Polles fynske rødder til at gøre mobiltelefoni en lille smule morsomt, fortæller art director Peter Stenbæk fra Wibroe, Duckert & Partners. »Vi bruger Polles dialekt til at pakke noget ind, som dybest set er dødsygt. Vi ville finde noget, der var undseligt og hyggeligt, og som folk ikke bliver bange for. Til det findes der ikke noget som dialekter. De giver nærhed og nærvær i stedet for et mainstream udtryk«, mener han. Og næste gang ryger hele det danske sprog Alligevel er de danske dialekters dage talte, hvis de ikke allerede er forbi. Det er alle dialektforskere enige om. »Man kan frede bygninger, men man kan ikke frede sprog. Alt levende sprog forandrer sig, så man kan ikke fastholde det - kun i en død form«, siger Inge Lise Pedersen, som alligevel opfordrer danskerne til at tage vare på vores sprog. I dag presser den engelske sprogverden på, og mange danskere er allerede tosprogede. Det får nogle forskere til at mene, at det næste sprog, vi skiller os af med, bliver det danske. »Om vi gør det, kommer til at afhænge af vores bevidsthed om sproget. Man kan sagtens være tosproget, men det kræver, vi bliver mere bevidste om, hvad vi vil med vores danske sprog, og hvornår vi vil bruge engelsk. I det hele taget kan man håbe på, at danskerne får en større sproglig bevidsthed, for som den er nu, er den meget ringe. Og én ting er, når intolerancen rammer vores egne dialekter, men en anden ting er, at vi overfører den til de indvandrere, vi har i landet. Vi stiller urimelige krav til deres dansk. Vi skal ikke forlange, at de skal tale dansk ligesom os; de skal bare tale, så vi forstår det. Måske er det os danskere, der skulle skærpe ørerne lidt«, siger hun.