»Varer det længe, før du er færdig?«, spurgte Theis. Martin stod i kopirummet. »Nejnej. Et minut«. Theis blev ved med at kigge på ham. »Hvad?«, sagde Martin med et bredt grin. »Det var et stenhårdt citat i forgårs«, sagde Theis. »Marx«. »Marx?«, sagde Martin. »Men Galilei-citatet kendte jeg«. »Hvad snakker du om?«. Theis fandt hurtigt sedlen ved Dannerhuset: »Eller: Giv mig et sted at stå, og jeg skal vippe jorden. Archimedes«. Og så som sædvanlig en stedsangivelse og en stump rødt garn. Theis cyklede ud mod Vesterbro. Butiksvinduerne i Istedgade bugnede: Store røve, tykke læber; kusser. Jens boede på femte i en toværelses. Med en kone, to børn og femten tusind bøger. Foruden en hel masse sten. Jens stillede kaffekopperne på hver sin bogstabel og skubbede en lille dynge sten ned fra en stol. »Har du gjort nogle gode fund for nylig?«, spurgte Theis. »Jah ... Jeg graver i den arabiske litteratur for tiden. Der er især halvædelsten. Jeg er ved at notere dem«. Han klappede på en stor stak papirer. Næsten tusind sider måtte der være. »Skal du ikke snart publicere noget af alt det der?«, spurgte Theis. »Du har arbejdet på det, siden vi begyndte på uni«. »Åh, det har ingen hast. Det er jo her. Men hvad med dig? Hvordan har du det for tiden?«. Theis tøvede et øjeblik. Men så fortalte han det hele. E-mailen, sedlerne, citaterne. »Og du tror, det er Riemann?«. spurgte Jens. »Ja. Jeg mødte ham i går. Det er jo ikke ham, der bestemmer, om det bliver mig eller Katrine, men jeg tror sgu, han prøver at hjælpe mig«. »Hvordan det?«, spurgte Jens. »Med mottoet. Og da han gik, kiggede han på mig og sagde »Den nye professor skal der være stil over«!«. Jens grinede. »Det kan også være, han mente, at så kan det aldrig blive dig!«