Dante, Marx, Galilei - Jeg kan simpelthen ikke se nogen sammenhæng i det«, sagde Theis og rystede lidt på hovedet. »Hvor er den røde tråd?«. »Måske er der ikke nogen sammenhæng«, svarede Jens og rakte ham mælken. »Det er vel derfor, du får den stump garn med hver gang?«. Theis nikkede. »Men det er, som om alle sentenserne passer på min disputats! For hvert nyt citat jeg får, læser jeg den på en ny måde«. Jens' lille datter, Klara, kravlede hen over hans sko og væltede en bogstabel. »Du må vælge«, sagde Jens. Klara mavede sig op på armlænet af den lænestol, Theis sad i. »Vælge?«, sagde Theis. »Ja. Hvad er det vigtige? Hvad er det, du vil?«. »Det ved du jo godt. Jeg vil have det professorat!«. Theis rynkede brynene. Klara støttede sig til stoleryggen og begyndte at rejse sig op på armlænet. Jens smilede: »Hvad er det, du vil med din forskning? Hvad er det, du interesserer dig for?«. »Jamen?«, tøvede Theis, »du har jo læst disputatsen?«. Klara slap stoleryggen og stod et øjeblik og svajede frem og tilbage. »Ja«, svarede Jens og lænede sig frem, »men det er dig, der har skrevet den! Du må da vide, hvad det er, der er på spil i den!«. Klara mistede balancen og faldt forover. Theis greb hende om maven og trak hende ned på sit skød. Hendes kinder var smurt ind i snot og kiksekrummer. »Jo«, sagde Theis. »Men det er, som om jeg slet ikke kan finde ud af det mere. Jeg kan ikke fokusere. Alle de sentenser«. »Du har snart lige så mange sentenser, som du har kvinder«, smilede Jens. »Ja«, sukkede Theis, »og jeg har kun brug for én«. Jens smilede. »Sentens, altså!«, sagde Theis. På vej ind mod Øster Farimagsgade hentede han dagens post på Vodroffsvej 21A. Citatet nagede ham hele vejen hjem: »Eller: At leve er at være en anden. Pessoa«.