Nu ser det endelig ud til, at Thorshavn kan komme til at interessere franske læsere lige så meget som Gabriel Garcia Márquez' Macondo i Colombia«, skrev Henrik Stangerup i 1985 hjem fra Paris om den særlige formæling mellem magien og realismen i 'De fortabte spillemænd' og 'Hundrede års ensomhed'. Men det var nu den åndsbeslægtede islænding Einar Már Gudmundsson der omkring samme tid hævdede, at mikset var et fælles særkende ved netop udkanternes bidrag til verdenslitteraturen. Thorshavn og Macondo kan man læse om på side 467 i det mammutudvalg af Stangerups essayistik, der omtales nærmere side 6 i sektionen her. Men det udkommer først på mandag, så her vender vi os mod to andre nordiske afkroge: Västerbotten ved den Bottniske Bugts nordvestlige ende og Østerbygden på Grønlands sydvestlige spids. Det sidste forsvandt som bekendt ud af sagaen (den skandinaviske, ikke den eskimoiske!) i nogle århundreder, men kaldes nu tilbage til virkeligheden af en dansk roman. Mens den nordsvenske provins nærmest er ved at gå i opløsning i en dérværende romanforfatters sorte gryde. At komme Norden rundt på dén slags opløsningsmidler er »virkelig langt ude i Malmö«, mener redaktionens litterære internetstrømpe ganske vist, men til sagen: Søg sandheden I Østbygden foregår Hanne Marie Svendsens ny roman 'Unn fra Stjernestene', og det er åbenbart ikke kun dens næsten 500 sider, der gør den til »en læseoplevelse af de virkelig store - dén slags hvor man bagefter tænker: øv, er der virkelig ikke mere, nu havde jeg lige lært dem alle så godt at kende«, som Informations Erik Skyum-Nielsen skriver. »Grundigheden i den historiske research forenes med sprød poesi i alt, hvad der angår kærlighed, krop og natur« i denne fortælling om nordbokvinden, der bliver nonne i det grønlandske kloster i 1300-tallet og dér bakser med livets største spørgsmål. Romanen »brænder roligt og længe, lidt ligesom tørv«, skriver Skyum, men den »funkler også som eventyrenes blafrende nordlys«, og dét ikke mindst, fordi 'Guldkuglens' forfatter her har besluttet »at vælge en kvindes synsvinkel på epoken og spejle nutidens krav om et kvindeliv med helhed og vidde i en skikkelse, der træder frem, klarøjet og rank, af middelaldermørket oppe under polen«. »En storslået fortælling« kalder Jyllands-Postens Annelise Vestergaard romanen, ja, endnu »et mesterværk« fra Hanne Marie Svendsen. I Berlingske Tidende hylder Niels Houkjær også romanen, der er »gennemført med imponerende sproglig og stærkt billeddannende omhu«, men dertil »en europæisk idéhistorie, der rækker fra hedenskab og naturreligion over katolicismens indædte fundamentalisme til et spirende rationelt verdensbillede«. Unns læsning i de forbudte skrifter, der peger fremad og anfægter det kirkelige verdensbillede, minder Houkjær om Umberto Ecos gennembrudsroman 'Rosens navn'. Samme association får Liselotte Wiemer i Weekendavisen til beretningen fra denne »afsidesliggende fortællerkrog, hvorfra energistråler går ud i alle retninger, frem og tilbage i historien - og langt ud over historiens kant. Det er betagende gjort«, skriver hun og undrer sig kun over én ting: sin egen tørre øjenkrog: »Det er altså ikke Salka Valka eller Kristin Lavransdatter«, fastholder hun, selv om »sproget danser sort sol over hver eneste side, stoffet er så overvældende flot gennemarbejdet og kompositionen så raffineret tænkt ud«. Og her i Politiken fik »den farverige, underholdende og eventyrlige roman« May Schack til at se forfatteren »som en kvindelig pendant til Ib Michael. Samme uforfærdede, grådige og gavmilde brug af alskens materiale - historisk, sociologisk, magisk - og uden smålig skelen til stramme genrekrav«. Kort sagt et kvindeligt 1300-tals »modstykke til den mandlige europæiske quest myth - myten om den sandhedssøgende helt, der skal hele kompasset rundt i sin higen og søgen«! Søg opskriften »To mænds jagt på, ikke den hellige gral, men den sublime pölsa« drejer det sig om i Torgny Lindgrens roman, her i John Chr. Jørgensens sammenfatning i Ekstra Bladet. Historien om at fylde avisen med »selvopfundne historier« er ganske vist efter hans opfattelse »langt, langt ude. Så meget desto mere beundringsværdigt er det, at den hænger sammen som velkogt pölsa«, dvs. »en lokal ret bestående af indvolde i eget kogevand«. »Et lille mærkværdigt vidunder« kalder Ide Hejlskov i B.T. romanen med den sære titel 'Pölsa', der med sine 168 sider er lige så tynd, som 'Unn fra Stjernestene' er tyk. »At læse bogen er som at blive kastet ud over afgrunden og ankomme i det tomme og berusende intet«, takket være »fiktionens labyrintiske og medrivende bevægelse ind i dét, der betyder noget og er meningsløst på samme tid«, skriver hun. Skrevet på »en absurd, nøgtern og bevidsthedsudvidende måde« er det en »konkret, meta-fiktiv og uundværlig roman, som sender magiske stråler og pölsa-dufte gennem hjernen og hjertet. Go for it!«. »Lindgrens underspillede humor og hans sikre blik for de nødvendige ord både lindrer og dufter af mere«, bekræfter Martin Deichmanns sanseapparat. Romanen kan principielt ikke afsluttes, påpeger han i sin anmeldelse i Weekendavisen, eftersom dens projekt »er en slags afskrivning af livet« . Just derved svarer skriften jo til opskriften, romanen til pölsan - denne besynderlige egnsspecialitet, hvis recept udvikler sig mod det absurde, når den vinde og skæve kogekone og hendes køkkenskriver til sidst henter hele den nordsvenske flora og fauna op af jordkælderen og hælder det i den sorte gryde for at fremstille, hvad jeg selv - lige så beruset som de førnævnte - i min anmeldelse her i avisen kaldte for »Livets pölsa«.