Sidste uge udkom den østrigske forfatter Adolf Schröders roman 'Kortspillet', og denne uge bød på den unge danske historiker Andreas Skovs bog om besættelsens moralske vendepunkt, Augustoprøret i1943, der ledte til sammenbruddet af den danske regerings samarbejdspolitik med Tyskland. Schröders roman var det kun nærværende avis, der opdagede, men den fik særdeles pæne ord med på vejen af Søren Vinterberg: »Ja, pointen kunne såmænd røbes på de få linjer, jeg her har til rådighed. Men så ville De gå glip af den æstetiske nydelse og psykiske pine, det er selv at følge Markus' tranceagtige afmagt gennem Schröders mesterkomposition ned mod fortællingens nulpunkt«. Jeg skal heller ikke røbe pointen her, men blot nævne, at emnet er 'de overlevendes ufattelige traume'. Det er behandlet før og ofte netop mesterligt af f.eks. Primo Levi, som Vinterberg nævner, eller af Imre Kertész, der sidste år fik Nobelprisen i Litteratur for sin skildring af en opsigtsvækkende længsel tilbage til koncentrationslejren. Ingen af de bøger, heller ikke Adolf Schröders, synes unødvendige. Det syntes til gengæld Berlingske Tidendes anmelder Mogens Rüdiger, at historikeren Andreas Skovs bog om augustoprøret var: »Endnu en overflødig bog om 'de fem lange år'«. Rendestensagtigt sprog Bogen blev som den eneste for nylig behandlet i de tre store morgenaviser. Jyllands-Posten bragte foruden anmeldelsen et uddrag og et interview, Politiken anmeldte den meget positivt, og Berlingske skød den ned. Gerhardt Eriksen kalder i Jyllands-Posten Andreas Skovs bog en spændende skreven fremstilling og må slå sig i tøjret med en indskudt sætning, da han indrømmer, at »i de urolige oprørsdage i 1943 var det - uanset deres motiver i øvrigt - i vidt omfang kommunister, der fik sat gang i Danmarks frihedskamp«. Det var angiveligt ikke gentagelsen af den historie, der fik Berlingskes anmelder til at se rødt og give bogen en stjerne ud af seks. I sin anmeldelse skriver Mogens Rüdiger: »Årsdagen er formodentlig den væsentligste grund til at udgive en bog om de mange strejker, der normalt kaldes for Augustoprøret. Der er ikke noget nyt i forhold til den grundige gennemgang i tre bind af oprøret, som Hans Kirchhoff udgav i 1979. Det skulle da være, at Andreas Skov har mange fyldige citater, blandt andet fra interview han selv har foretaget. Udsagnene tages imidlertid for gode varer og behandles uden videre som sandfærdige fortællinger om de overophedede augustdage. Om ikke andet viser de, at dele af modstandsbevægelsen førte et rendestensagtigt sprog«. I Politiken istemmer Steffen Heiberg, at der er skrevet om emnet før: »Augustoprøret og de begivenheder, der førte til bruddet 29. august, er blandt de bedst udforskede begivenheder i Danmarks historie; det er ikke let at komme med noget nyt ... Men det er en særdeles velskrevet fremstilling baseret på beretninger og erindringer fortalt af aktørerne fra dengang. Skov har ikke alene brugt de velkendte beretninger fra biblioteker og arkiver, han har også selv været opsøgende og talt med gamle modstandsfolk. Derved kan han supplere og korrigere detaljer, ikke mindst vedrørende urolighederne i Esbjerg og Odense ... Forfatterens styrke er, at han uden at gå på akkord med de videnskabelige normer formår at knytte begivenhederne sammen i et spændende og logisk handlingsforløb, ganske som i en god roman«. Tre slutninger Mogens Rüdiger vurderede beretningerne og fortælleformen ganske anderledes: »Andreas Skov - eller forlagets - ambition har åbenbart blot været at 'holde mikrofonen' for mere eller mindre troværdige erindringer. Resultatet er også blevet derefter: en docu-soap, der forsøger at udnytte den store interesse for besættelsestiden. Endnu en overflødig bog om 'de fem lange år'«. Steffen Heiberg sluttede sin anmeldelse med følgende salut: »Det er ikke hovedværket om 29. august, men bogen er god at begynde med for unge mennesker, der vil vide noget om besættelsen. For dagens tyveårige er besættelsen og modstandskampen mentalt formentlig lige så langt væk som svenskekrigene og Gøngehøvdingen, et forhold, som historieskrivningen er nødt til at tage højde for. Andreas Skov har vist vejen med en bog, som han og hans arbejdsfællesskab, Det Historiske Hus i Odense, kan være meget tilfredse med«. Og Gerhardt Eriksen skrev i Jyllands-Posten: »Kan der virkelig stadig skrives bøger om modstandsbevægelsen? spurgte den skeptiske forleden. Ja, den historie er slet ikke fortalt til ende endnu«.