»Hvem kunne også forestille sig Mozart med langt hvidt skæg og gangstativ«, spurgte Katarina Lewkovitch i Kristeligt Dagblad. Det gik ikke stille for sig i nogen dagblade, at Dan Turèll i onsdags døde for præcis ti år siden. Sammenligningen mellem digteren Turèll og komponisten Mozarts korte liv skulle vise, at livet både kan måles i tid og i fylde. Og de to fyldte langt ud over deres egne korte livs bredder. »For fanden - det var jo DK's sidste ægte hipster, der havde stillet glasset fra sig og overladt os til vores forpulede skæbne!«, skrev Klaus Lynggaard i sin bevægede og bevægende 'Messe for en hipster' i Information. Så stærkt var savnet, at Lynggaard både beskrev »den der særegne blanding af kynisme og sentimentalitet, man kendte så godt fra Turèll selv« og »den frimodige og usentimentale bølgelængde, via hvilken Radio Turèll sendte«. Om Turrèll så var sentimental eller ej eller begge dele, kan vel også være lige meget, når han nu i særskilt grad var en mand af mange positioner (endog alfabetisk ordnet): »... barflyen, bogormen, buddhisten, eroten, familiemennesket, filosoffen, flanøren, gavflaben, Giro 413-nostalgikeren, heltedyrkeren, hipsteren, historiefortælleren, hitmageren, hjemstavnsbesyngeren, humanisten, ikonoklasten, jazzimprovisatoren, krimikenderen, musikambassadøren, mytomanen, nattevandreren, provokatøren, rimerøven, rock'n'rolleren, snakkemaskinen, syrehovedet, tekstteoretikeren, vennen, vampyrspecialisten og meget andet«. Lort i hovedet 'Grænseløs' var et ord, som Berlingske Tidendes Jørgen Johansen brugte, da han forsigtigt leverede sit besyv på Dan Turèll-dagen. Og dog havde han forinden karakteriseret forfatteren som et »generøst og blufærdigt menneske«. Altså netop med visse grænser. Vores egen avis brugte lejligheden til mindre pompøst at citere digtet 'Skråt op i røven med det hele' - in extensa ud over Kultursektionens forside. Og det er ikke så lidt, Onkel Danny i løbet af digtet får plads til i det hul, hvor solen aldrig skinner. Indeni - sektionen vel at mærke - kunne man så over endnu en side og under den uforlignelige overskrift »Skriften er røgen fra det brændende kød«, som var et citat af Turèll selv, læse Niels Lyngsøs domme over de ikke mindre end tre bøger, der udkom onsdag, og som var den egentlige årsag til, at tiårsdagen blev mindet så højlydt. Billedsproget forblev rabelaisk: »»Hvor slutter lagkagen, hvor begynder lortet?«, spørger Turèll selv et sted. Jeg kunne sagtens udpege en hel del lortelinjer og mindst lige så mange lagkageditto, men det er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at både lort og lagkage blæser ud i hovedet på én i en intensiv og eksplosiv strøm«. Mediemagneten Danny I Information skrev Klaus Lynggaard om midthalvfjerdsernes Turèll, og hvordan ikonet blev til: »Håndsky eller berøringsangst var han fandeme ikke, og man må beundre den ildhu, hvormed han benyttede gennembruddet til at slå sit navn fast - også ved brug af sin imponerende fysiognomi, som han fremhævede ved at kronrage issen, male neglene sorte, bære bredskyggede hatte og generelt klæde sig som en derangeret hipster, fjernt fra tidens aseksuelle og fodformede venstrefløjsuniform og på en facon, så det lignede et varemærke til forveksling. Denne Dan Turèll ville leve af at skrive«. Men Lyngsø understregede i Politiken: »Digteren og mennesket Dan Turèll er der derimod færre, der kender. Under den folkelige provomaske gemte der sig nemlig en aristokratisk og dybt elitær, ja, nærmest esoterisk poet; bag den villigt eksponerede og rapkæftede Onkel Danny-figur stod en langt mere usikker og meget privat mand, som de færreste kom ind på livet af«. Om portrætbogen 'Onkel Danny fortalt' skrev han: »Helt ind på livet af Turèll kommer man ikke (hvad skal man også dér? - det er hans skrift, der er interessant), men både skriveren og hans miljø og tid, især de tidlige 1970'ere, træder tydeligt frem ... Men det afgørende er og bliver digtene. For Turèll var først og fremmest digter - selv om digteren Dan stod noget i skyggen af mediemagneten Onkel Danny«. Lars Bukdahl i Weekendavisen holdt sig fra at skrive om manden, men beklagede sig over, at det ikke bare var samlede uredigerede skrifter, der udkom onsdag: »... omfangsrigdommen må nye læsere altså stadig undvære at få fingre i, og den er og bliver i enhver forstand betydelig, hvor trættende den end kan og SKAL være«. - og Harry? Jo, han udkom også i sidste uge og står ikke i skyggen af nogen, men femte bind, som alle anmeldere var begejstrede for, er kun for pottertrænede: »Nye læsere kan ikke begynde her«, stod der over Lars Tjalves anmeldelse i Kristeligt Dagblad.