Bogen er karmoisinrød; på forside og ryg prydes den af imponerende guldtryk. Den vejer 1,175 kilo, og på dens 631 tætskrevne sider kan man læse uendelige mængder data om fødsel, død, bryllup og begravelser foruden titler, erhverv, ordensdekorationer og de mest indviklede slægtsforhold gennem flere generationer. Det er den danske adel sat i system. For 96. gang siden 1884 er en ny Danmarks Adels Aarbog på gaden. Den hidtidige lille, buttede version er afløst af en bog i et mere praktisk og normalt format, så slægtsforskere, adelsfolkene selv og andre interesserede nemmere kan dykke ned i dette stykke rige kildemateriale til danmarkshistorien. Årbogen er medlemsbog for den nulevende danske adel, der i dag består af ca. 5.000 personer. De tilhører 185 slægter, som både bor her i landet og ude i verden. Tallet er faldende, fordi de gamle familier dør ud, og adelskabet kan kun føres videre gennem mandlige arvinger. Mange danske adelsslægter er i dag ganske små, mens en håndfuld - familierne Neergaard, Holstein, Ahlefeldt, Moltke og Wedell - fylder rigtigt meget i adelsvæsenet. Det er familierne selv, der sørger for at indlevere korrekte og opdaterede oplysninger til adelsårbogens redaktør. Hver årbog indeholder et særligt dybdeborende afsnit og minutiøse slægtstavler om ét eller flere adelsdynastier fra den første i slægten til den senest fødte. I år gælder det familierne Iuel og Juul, der begge tilhører en af Danmarks gamle, uradelige slægter. Nutidens adel opnår denne status gennem fødsel, ægteskab eller ved kongelig udnævnelse. »At være adelig har i dag ingen økonomisk eller reel betydning. Det er ikke noget, man tænker over til daglig - men man smyger det vel heller ikke af sig, selv om titlerne kan være upraktiske. Jeg tror, det er typisk, at adelens medlemmer underspiller deres særlige familieforhold langt mere end deres omgivelser. Og myterne om adelen er jo rigtigt mange«, siger medlem af Dansk Adelsforenings bestyrelse advokat Henrik baron Wedell-Wedellsborg, hvis holstenske slægt kom til Danmark i det 17. århundrede og blev optaget i grevestanden i 1672. »Det forventes, at man som adelig bor i et enormt hus med mange tårne. At man er uhyre velhavende, at man jævnligt omgås den kongelige familie og er til taffel hos dronningen, ligesom vi vartes op af utallige tjenestefolk. Men intet kunne være mere forkert. Det er kun et fåtal af adelen, der i dag bor på de store gårde, og deres hverdag er præget af store vedligeholdelsesudgifter og faldende indtægter fra land- og skovbrug. Vi er som folk er flest, og adelen findes i dag i alle fag - bagere, specialarbejdere, journalister, advokater; tidligere var der også rigtigt mange officerer«, siger baron Wedell-Wedellsborg. De danske adelsfamilier fører ofte meget imponerende navne - Løvenskiold, von der Maase, Zytphen-Adeler, Dirckinck Holmfeld, Krag-Juel-Vind-Frijs, de Fontenay, Wleugel, von Nutzhorn og Schaffalitzky de Muckadell. Loyale støtter Den oprindelige danske adel kom fra middelalderens og renæssancens store landbrug. Denne landadel var herremænd og betydelige jordbesiddere, der nød store privilegier - bl.a. en arvelig skattefrihed - mod at yde kongen ikke mindst militær bistand. De lokale stormænd styrede i høj grad riget under adelsvældet, men de mistede deres magt under Enevælden fra 1660. Kongemagten havde alligevel brug for loyale støtter, og derfor indførtes efter tysk forbillede et nyt adelsvæsen. De nyadlede var ofte borgerlige embedsmænd eller indvandrede adelsfolk, som kongen udstyrede med titler, der fortsat anvendes. Den fornemste adelstitel er lensgreve, og derpå følger greve, lensbaron og baron. Grevernes døtre er komtesser; baronens pigebørn kaldes baronesser. Men ca. halvdelen af den danske adelsstand har ikke titler. Og kun i én familie kan man fortsat kalde sig excellencer - det er greverne Danneskiold-Samsøe. Ved grundlovens indførelse i 1849 mistede den danske adel alle sine privilegier, men så sent som i 1913 adlede kong Christian X endnu en dansk familie, Castonier, som dog uddøde i 1997. Op gennem det 20. århundrede har majestæterne også udnævnt prinser, der giftede sig borgerligt, til grever af Rosenborg. Og i Belgien, England og Spanien adler man fortsat folk. »Selv om adelens privilegier her i landet blev ophævet for 154 år siden, betyder det ikke, at vores forpligtelser forsvandt. Baron Christian Wedell-Neergaard har sagt om sin selvopfattelse, at det er, som at have en lineal i ryggen. Man forventer fortsat, at en person med så gammelt et navn skal opføre sig ordentligt. Man lægger mere mærke til folk med et sådant navn, end hvis man hedder Petersen«, siger Henrik Wedell-Wedellsborg, der slet ikke skænkede dette en tanke som ung mand. »Som i alle andre familier er også adelsfolk uhyre forskellige. Men der er en stor interesse for slægtens historie, og vi har en fordel i forhold til andre, for allerede i 1526 bestemte kong Frederik I, at adelen skulle bære faste navne, der blev indført i bøgerne. Derfor kan man også ofte føre sin slægt meget langt tilbage. Og mange er virkelig stolte af forfædrenes gerninger - vi føler os i høj grad som endnu et led i en meget lang kæde«.