Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den meget provokerende mand ... der samtidig kunne holde sin kæft

Viggo Hørup forårsagede skandale i Folketinget, da han spurgte »Hvad skal det nytte?«, om Københavns befæstning. Historikeren Søren Mørch mener, det ville være på sin plads at genoplive Hørups kritiske indstilling, f.eks. ved at stille samme spørgsmål til Danmarks forhold til Irakkrigen. Mørch viser nye sider af Politikens legendariske stifter i en ny bog, der er bestilt af ... Ekstra Bladet.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En varm julidag i 1901 stod historikeren Erik Arup uden for sit hjem i Slangerup. I fuldt løb var en af hans ungdomsvenner på vej over de sommergrønne marker. Over sit hoved svingede han dagens udgave af Politiken.

»Hørup er med!«, råbte vennen til Arup.

Og det var han.

Viggo Hørup var med i den regering, der trådte til ved systemskiftet i 1901. Selv om han var syg og afkræftet, havde Hørup stadig karisma og blev opfattet som et pejlemærke i tiden.

»Ja, det var for os i tyverne sejrens segl«, skrev Erik Arup i 1941 i et mindeskrift om Hørup i anledning af hundredåret for hans fødsel.

Ifølge Arup var Hørups deltagelse i regeringen dengang »... også et tilsagn om, at nu skulle den åndsfrihed, som vi håbede på og levede i, komme til at gennemsyre hele det danske folk for al fremtid«.

På torsdag udkommer en ny bog om Hørup. Og på ny er det i anledning af et jubilæum. Hundredåret for Ekstra Bladets fødsel. Bladet, der først kom til verden to år efter Hørups død.

Ekstra Bladet?

Ja, bladets chefredaktør har været fræk nok til at bede historikeren Søren Mørch skrive en bog om Politikens stifter - endda i anledning af lillesøsterens eget jubilæum.

Taler ikke ned
Spørger man Søren Mørch, er sammenkoblingen mellem Viggo Hørup og formiddagsavisen imidlertid ikke så skæv, som det kan synes ved første øjekast.

»Det forsonende ved Ekstra Bladet er, at bladet ikke taler ned til folk eller hen over hovedet på folk. Det gjorde Hørup heller ikke. Mange oplevede ham som meget rå i sin behandling af eliten. Som én har sagt, så er han som en ildebrand, der løber hen over marken og brænder alt væk, både godt og dårligt. Han er én af dem, der har gjort, at der ikke optræder en offentlig elite i Danmark, som man f.eks. har i Frankrig«.

I sin samtid bliver han fremstillet som en meget provokerende mand?

»Ja, han er meget rå, og han går efter folk, der puster sig op, og han går bevidst efter dem, ligesom Ekstra Bladet gør, og han gør det i langt højere grad, end Politiken gør. For mig er det også forbavsende, at det er Ekstra Bladet, der har lavet et særnummer om Danmarks deltagelse i Irakkrigen. Det er ikke Politiken«.

Hvad ville Hørup have sagt om den nuværende politiske situation?

»Det ved jeg ikke, men det er påfaldende, at vi har en regering, der kan sende landet i krig, uden at nogen spørger, hvad meningen er. Mens jeg har skrevet bogen om Hørup, har jeg da spekuleret over, at man i dag kan sende danske soldater til et sted, de ikke kender. Det minder jo lidt om katastrofen i 1864, hvor man ikke havde officerer eller havde forsvarsforberedelser, men alligevel gik i krig«, siger Søren Mørch.

Søren Mørch har brugt de seneste seks måneder på at skrive bogen om Hørup. Hensigten med bogen er at lægge Hørups egne taler og artikler frem, så læserne kan tage stilling til, om hans syn på verden og samfundet stadig siger os noget i dag. Samtidig fører Søren Mørch med nogle fyldige kommentarer efter hvert kapitel læserne ind i det univers, Hørup skriver om.

»Jeg prøver at tilføje det, der er nødvendigt for at forstå hans skrifter her hundrede år efter, uden at jeg gør mig til af, at jeg kan gennemskue det hele. Bogen om Hørup er for mig et forsøg på at skrive historie på en anden måde. Tidligere har man ofte skrevet historie på en måde som gammeldags romaner, hvor historikeren har været en halvgud, der trængte ind i alle personerne og havde løsningen på alle gåderne, men for mig er det dybt naivt at tro, at man hundrede år efter skulle kunne skue ind i folks hjerter«, siger Søren Mørch.

Kortene tæt ind til kroppen
Der er ellers nok at spejde efter hos Viggo Hørup, fremgår det af hans bog. Der er også masser af gåder, som man i hvert fald ikke får Viggo Hørups egen hjælp til at løse.

»Ofte bliver Hørup jo opfattet som en rationalistisk skikkelse, men han er også en mand, der gennem 20 år af sit liv holdt et dobbeltliv kørende, og hans tætte forhold til kusinen Henriette Steen er for mig dybt betagende at følge«, siger Søren Mørch.

Han blev først opmærksom på Viggo Hørups dobbeltliv, da han for 20 år siden læste og anmeldte Torben Kroghs Hørup-biografi, der udkom i 100-året for Politikens fødsel. Som historiker og menneske kunne han ikke lade være med at studse over oplysningerne. Hvad var det, der var på færde i Hørups liv? Sandheden er, at vi ikke ved ret meget om det, fordi Hørup selv var en mester i at holde kortene tæt ind til kroppen, og Søren Mørch mener, det har været helt bevidst.

»Det interessante ved Hørup er hans sammensathed, og at han så konsekvent har været i stand til at holde sin kæft. De fleste kan ikke få nok af at tale om sig selv. De har det, som hos den amerikanske digter Walt Whitman, der skriver et sted: »Jeg vil tale om mig selv, lad os rejse os op«. Sådan var det bestemt ikke hos Hørup. Vi kender meget få af hans breve, og der findes også meget få billeder af ham, og ikke en eneste af hans taler kender vi i manuskript. De findes kun i referat fra aviserne, som kommer flere dage efter«, siger Søren Mørch.

Kusinen som elskerinde?
Enkelte breve findes imidlertid. Historikeren Karsten Thorborg har på Det Kongelige Bibliotek fundet breve fra 1873. Brevene viser en følelsesladet brevveksling mellem Viggo Hørup og kusinen Henriette Steen i den periode, hun menes at have været gravid. Og der findes en samling breve fra den periode, hvor Viggo Hørup i 1889 afsonede en tre måneder lang hæftestraf i Christianshavn Fængsel, fordi en af Politikens medarbejdere i en artikel havde fornærmet en dommer.

Som Søren Mørch påpeger, skriver Hørup i denne periode både til sin hustru og til sin elskerinde. Hustruen får breve, der er udformet, som var de til forretningsforbindelser. 'Din hengivne V. Hørup' skriver han til hustruen i stedet for som i ungdommen at begynde med 'Min Emma' og afslutte med 'din Viggo'.

I stedet er det kusinen Henriette Steen, der får afskedshilsnen 'godnat kære', og det er også hende, han beder vandre op i tårnet på Frelserkirken på Christianshavn, hvor hun - efter at have talt sig frem til hans cellevindue - skal vifte med et tørklæde til hilsen.

Forskellen er slående, mener Søren Mørch.

»Men hvordan skal det aflæses? Det er værd at overveje - prøv selv«, skriver Mørch i bogen og afstår bevidst fra en forklaring.

En meget mærkelig mand
»Det er jo i en helt anden tone, han skriver til Henriette Steen. Man kan se, at der er meget på spil, men som historiker må man afstå fra at komme med en patentforklaring på, hvordan tingene hænger sammen. Men sikkert er det, at Hørup er en meget mærkelig mand, meget kompliceret, og det har været det, jeg gerne ville vise med bogen. Det har tidligere været fremstillet, som om Henriette Steen får et barn, som dør, og at hun derefter bare fortsætter sit liv som barnløs lærerinde, men hvad er det, der i virkeligheden sker? Der må være foregået noget. Enten i hende eller i Hørup. Der må have været en bevægelse«.

Det er ikke en del af det billede, vi kender af Hørup?

»Nej, nej, han fremstilles normalt ret ensporet som en slags forfader til Det Radikale Venstre, hvilket jeg mener er en bearbejdning af Georg Brandes. Han døde jo, tre år før de radikale blev stiftet«.

Ville han have været medlem, hvis han havde levet ti år mere?

»Det vil jeg nødigt spå om«, siger Søren Mørch.

Han er selv i tvivl om, hvorvidt ret mange overhovedet husker Viggo Hørup i dag, ud over at nogen måske ser det lille billede af ham, der hver dag sider øverst på ledersiden i Politiken. Men hvis de husker ham, er det for to markante udtalelser. Den ene er »Hvad skal det nytte?«, som var hans provokerende spørgsmål i Folketinget, da man diskuterede Københavns befæstning. Den anden er »Del jer efter anskuelser«.

Mere konsekvent mistillid, tak!
Søren Mørch er tydeligt begejstret for begge udsagn, og han mener overhovedet ikke, de har mistet deres relevans.

»Når Hørup i Folketinget spørger: »Hvad skal det nytte?«, siger han bare, at han gerne vil have forklaret tingene, og dét virker provokerende. I dag virker det tilsvarende provokerende, hvis man spørger den nuværende regering, hvorfor vi skulle i krig. Selv om man bare vil have et omhyggeligt og grundigt svar, bliver det opfattet som provokerende og uforskammet. Det er da betænkeligt«.

»Det er den slags, der for mig har gjort Hørup interessant. Han besvarer sit eget spørgsmål med teorien om småstaten, hvor han siger, at småstaten ikke behøver have interesse for andre end sine egne indbyggere. Netop dér skulle demokratiet kunne trives, fordi der ikke er et ærinde, der skal ordnes eller en historisk forpligtelse, der skal løftes, ligesom der ikke er grund til ikke at være åben over for en politisk debat«.

Ven-fjende relationen
I dag taler man meget om tonen i samfundsdebatten. Hvordan var den på Hørups tid?

»Den var langt hårdere, end den er nu. Noget af problemet nu er konsensustankegangen, som Hørup gør klart op med. I dag taler flere moderne sociologer om, at moderniteten samler sig omkring midterstandpunktet, og det er efter min mening en misforståelse i forhold til, hvad politik er. Hørups synspunkt er meget mere konstruktivt. Man deler sig efter anskuelser. Modstanderen er afgørende, og den politiske essens er ven-fjende-relationen. Midten findes jo ikke«.

»Hørups tese er i stedet, at demokratiets grundlag er den konsekvente mistillid, og det er en meget mere anvendelig opfattelse af, hvordan politik kan fungere. Det er noget sludder og vrøvl, når man siger, at vi alle er i samme båd. Det er - som Wilhelm Moberg skriver i sin Sverigeshistorie - når nogen fortæller dig, at I er i samme båd, så betyder det, at det er dig, der skal ro. Hvis samfundet skal bevæge sig, skal folk gøre rede for deres anskuelser, og de vil være i konflikt med hinanden«, siger Søren Mørch.

Hvad ville Hørup sige til den måde, politik fungerer på i dag?

»Han ville mene, at man fuppede folk«.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden