Senest 1.oktober skal et tretten mand stort udvalg under Undervisningsministeriet komme med anbefalinger til, hvilke danske forfattere elever i folkeskolen og gymnasierne skal nå at stifte bekendtskab med i løbet af deres skoletid. Undervisningsminister Ulla Tørnæs har udpeget direktør i Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Jørn Lund til formand for udvalget, som holder sit første møde i april. »Vi vil kun pege på, hvilke forfatterskaber eleverne skal lære at kende i løbet af deres skoletid, og blander os ikke i metodevalget. Efter min mening skal vi heller ikke pege på enkelte værker. Men hvis man ikke får appetit på god litteratur i skolen, er det svært at få det siden hen«, siger Jørn Lund. Listen ikke obligatorisk Udvalget skal ikke skrive en obligatorisk kanon, men kun en anbefalende liste over forfatterskaber. Listen skal ifølge undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) også bruges på de danske seminarier, så de lærerstuderende bliver klædt på til at undervise efter kanon. Men obligatorisk bliver den altså ikke. »Det ville det være det samme som at lave bindende læseplaner. Den diskussion havde vi i forbindelse med ændringen af folkeskoleloven i 2002. Og der var ikke flertal for bindende læseplaner. Så hvis vi indførte en obligatorisk kanon nu, ville det være i strid med folkeskoleforliget«, siger hun. Rettesnor Men undervisningsministeren finder det nu heller ikke afgørende, at listen bliver obligatorisk. Hun er sikker på, at lærerne vil rette sig efter den under alle omstændigheder. »Kanon betyder rettesnor. Og jeg er sikker på, at lærerne vil bruge listerne, når de foreligger«, siger hun. Der findes faktisk allerede en kanon for gymnasierne, som et udvalg skrev i 1994 under undervisningsminister Bertel Haarder, men som aldrig er blevet taget i brug. »Jeg har bedt udvalget tage afsæt i arbejdet fra 1994. Men der er behov for en ny liste, for det tidligere kanonarbejde dækker ikke folkeskolen«, siger Ulla Tørnæs. Noget er bedre end andet Lektor på Søren Kierkegaard Forskningscenteret Joakim Garff er blandt medlemmerne i det nye kanonudvalg. Han er principielt tilhænger af en obligatorisk kanon. For som han siger: »Man bør have mod og mandshjerte til at sige, at noget er bedre end andet. Og så udvælge det bedste og sige: Det her skal de unge mennesker have stiftet bekendtskab med, når de forlader gymnasiet. De skal selvfølgelig ikke kun læse det, der står i kanon. Men kanon skal de i hvert fald have læst. Og det mål skrider med en fleksibel kanon«, siger han. »I min gymnasietid stiftede jeg aldrig bekendtskab med guldalderen. Litteraturundervisningen afhang meget af, hvad den enkelte lærer havde lyst til. Og retrospektivt har jeg da savnet en orientering om eksempelvis guldalderen«. »Jeg vil gerne have, at de danske gymnasieelever får mere introduktion og flere forudsætninger, end jeg fik, når det gælder god dansk litteratur. Og derfor er jeg ikke tilhænger af en fleksibel kanon. Men det kan da være, at jeg bliver klogere undervejs«, siger han. Udvalgets medlemmer De øvrige medlemmer af kanonudvalget er: Direktør på Gyldendal Johannes Riis, seminarielektor Lene Møller, formand for Dansklærerforeningens folkeskoleafdeling, Jens Raahauge, lektor Kirsten Skov, lektor Dorte Heurlin, direktør for Bonnier Forlagene Morten Hesseldal, adjunkt Bodil Fogh, rektor Marianne Zibrandtsen, professor Thomas Bredsdorff, forfatter Jens Smærup Sørensen og redaktør Klaus P. Mortensen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
’Den danske kvinde’ er et helt ekstremt samtidsportræt
-
USA har gang i et stort, militært eksperiment i Arktis
-
»Der er jo ikke blåt flertal med Moderaterne længere«
-
Fem år med samtykkeloven har ikke givet den effekt, politikerne ønskede
-
De skal fremstå som rockstjerner, men virker bare som selvfede blærerøve
-
Den russiske sejrsdag fejret i København: »Det skal stoppes, ikke fejres«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Jørgen Ramskov
Debatindlæg af Timothy Garton Ash
Leder af Christian Jensen






