Sidste forår brød helvede løs, da en sognepræst stod frem og meddelte, at han ikke tror på en skabende og opretholdende Gud. I år er det såmænd en biskop, der er ude i nøjagtig samme ærinde. Hans navn er John Shelby Spong, og gennem en menneskealder har han bestridt embedet som biskop i den anglikanske kirke i USA. Han kalder sig kristen, men har samtidig ustandseligt debatteret sig en række øretæver til, fordi han af hele sit hjerte mener, at netop den kristne kirke er forældet, hyklerisk, magtfuldkommen, diskriminerende og skrækkeligt nedladende. En lang række bøger er kommer fra hans hånd, og hver gang vælter dødstruslerne ned over hans syndige hoved fra kristne højrekræfter, hvad der dog på ingen måde afholder ham fra at skrive én til. Nej, nej og atter nej Den seneste, 'En ny kristendom i en ny verden' udkommer på dansk om få dage, og hold nu på hat og briller, for der er fuld turbo på biskoppen: Spong tror overhovedet ikke på en overnaturlig Gud og derfor heller ikke på, at Jesus er hans jordiske inkarnation, der døde for vore synders skyld. Han tror ikke på jomfrufødsler, eller at de vise mænd lod sig lede af en stjerne, eller at engle sang i vilden sky ved Jesu fødsel. Det kunne heller ikke falde ham ind at tro på Jesu opstandelse, himmelfart, eller at tømreren fra Nazaret skabte et hierarki, der begyndte med 12 apostle, og som varer ved til i dag. Under ingen omstændigheder kan han acceptere, at mennesker fødes i synd, og at de, medmindre de bliver døbt eller på en eller anden måde frelst, vil blive holdt bort fra Gud. Han tror slet ikke på en straffende fadergud, der strengt holder øje med, om vi overholder De Ti Bud, og hvad han angiveligt ellers har fundet på af moralistisk ævl. Gud er død Tilsvarende afviser han pure, at Bibelen er Guds ord, samt at den kristne etik er indskrevet på gamle stentavler eller i såkaldt hellige skrifter. Han anser det hele for at være legender, myter, metaforer og - ikke mindst - udtryk for vor egen angst og hysteriske rædsel for ensomhed og en meningsløs tilværelse. Jamen, py ha, hvad er det så at være kristen? Det er netop, hvad vi skal finde ud af på ny, erklærer Spong. Derfor rejser han også kravet om ikke mindre end en helt ny reformation, som tænker Gud og kristendommen om på alle måder. »Den reformation, vi har brug for i dag, må efter min mening være så total, at 1500-tallets reformation vil blegne i sammenligning med den«, siger han. Her er der brug for en præcisering. Når Spong siger, at Gud er død, og det gør han ofte, så mener han, at den teistiske Gud er død. Den teistiske Gud definerer han som »en væren med en overnaturlig magt, som opholder sig uden for denne verden og med mellemrum trænger ind i verden for at gennemføre den guddommelige vilje«. Sådan en Gud var der måske brug for i gamle dage, da vor viden var begrænset, men nu er situationen anderledes, hævder han. Videnskaben og de moderne livsvilkår gør det umuligt at anse Gud som årsag til f.eks. sygdom og helbred. Vi ved, at antibiotika, kirurgi og kemoterapi virker lige godt på syndere som på helgener. Øget livskraft Vi er også klar over, at klimaet afhænger mere af vejrfronter end af et overordnet moralsk sigte med tidevand og oversvømmelser, og endelig er det i vore dage svært at forsvare, at Gud skulle føre sine foretrukne i kamp for at besejre deres fjender. Med den moderne krigsførelse synes Gud i hvert fald altid at befinde sig på de nationers side, der har det største våbenarsenal. Denne Gud fungerer simpelthen ikke som forklaring længere, mener Spong, og derfor må vi holde op med at spille et benægtelses- og illusionsspil og finde en anden måde at være kristne på. Det kræver en kraftanstrengelse, erkender han, men hvis alle gode kræfter går sammen, så kan vi måske blive enige om en ny tro, der er tolerant og glad. En, som udnævner Gud til selve livets kilde, og som ligestiller alle mennesker, uanset køn, race og seksuel observans. »Med den nye forståelse af Gud, som teismens død fører os frem til, vil kirkerne holde op med at optræde som adfærdsregulerende institutioner og blive institutioner, som går ind for at styrke og øge livskraften. Gudsdyrkelsen vil blive en fejring af Guds kraft, som findes midt i livet«, siger han. Som Spong ser det, fik mennesket brug for guder, da det i udviklingsforløbet fik en jegbevidsthed og dermed blev bange for alt det, der var uden for dem selv. Den eller de almægtige guder blev derfor skabt som en overlevelsesstrategi for at holde angst, hysteri og traumer i skak. Tomme ord Men da først vore forfædre havde postuleret, at klipper, huler, bække, torden, sol og regn havde karakteregenskaber, så måtte de også i deres rædsel dels forsøge at opnå disse skabningers gunst, dels tæmme deres negative indflydelse. »Så teismen tjente til at holde hysteriet under kontrol. Den gav menneskers frygt et fromt ansigt og gjorde det lettere at leve med jegbevidsthedens traume. Det har været den store dagsorden, som de teistiske religiøse systemer gennem menneskehedens historie har sat«. Den situation skabte naturligvis enorme magtbastioner, der blev udfyldt af præsterne, heksedoktorerne og shamanerne. Ingen af disse er til sinds at give magten fra sig igen, siger Spong. »Jeg bliver konstant forbløffet over, hvor truede kirkens repræsentanter føler sig, når de bliver konfronteret med det faktum, at ordene, de anvender for at fortælle deres trosfortælling, simpelthen ikke giver mening og forståelse af nutidige erfaringer«, siger han. Stadig kristen Spong har altid haft det skidt med den lunefulde fadergud, som ifølge kirken kræver underkastelse og tilbedelse til gengæld for at beskytte og tilgive de syndige mennesker. Det er en illusion, som kirken ser sig nødsaget til at forhindre os i at diskutere for at bevare sin position, men dermed beviser den også, at sandheden ikke er dens primære mål. Men Spong forstår egentlig ikke, hvorfor de religiøse institutioner ikke vil være med til at fejre teismens død. »Teismens død kalder os til ansvar. Den giver os mulighed for dristigt at træde ind i livets fylde. Den er en invitation til at opgive den ynkelige menneskelige søgen efter en sikkerhed, som vi alle på et eller andet niveau ved kun eksisterer som noget, vi foregiver, og erfare den kraft, der findes i at acceptere det faktum, at fundamental usikkerhed er selve menneskets varemærke«. Men hvis teismen dør, gør Gud det så også? Det er spørgsmålet, som postmoderne mænd og kvinder kæmper for at besvare, mener Spong. Er vi virkelig alene i et stort og fjendtligt univers, er vi blot meningsløse brikker, som på en eller anden måde ved, at det er vores skæbne at blive glemt? Kan vi bære den tanke uden selvdestruktion? Selv føler Spong sig stadig kristen, og han mener sagtens, man kan fortælle kristusfortællingen uden den teistiske Gud. Så bliver Jesus en stor lærer, et menneske, som godt kan omfattes af det guddommelige, men ikke af en overnaturlig Gud. Håb om udfordring af kirken Nu vil mange teologer formodentlig anføre, at Spongs tanker ikke er særlig originale, og at de allerede bliver diskuteret bag universiteternes lukkede døre. Det samme forsøgte Taarbækpræsten Thorkild Grosbøll at pippe midt i mediehurlumhejet sidste år. Men som DR's kirkemedarbejder Egon Clausen påpeger i sit efterord til bogen, så aner almindelige mennesker jo ikke, hvad teologer går og taler om, og derfor er der så frygtelig langt mellem universiteter og kirkebænke. For slet ikke at tale om afstanden mellem prædikestol og kirkebænke. Barnetroen trives i bedste velgående blandt mange. Spong henvender sig ikke til fundamentalisterne, siger han selv. Heller ikke til dem, der ikke har lyst til at lytte. Han vil i kontakt med alle dem, der ligesom han selv ikke kan få kristendommens ubegribelige dogmer til at hænge sammen med, hvad vi ved om liv og død og videnskab. Han taler også i håbet om, at flere vil udfordre kirken ved at lægge fortidens fordummelse bag sig og åbne vinduet for fremtidens friske luft. Hvis vi kommer til at fryse lidt, er det en risiko vi må løbe, for det er bedre end at kvæles i hykleri og angst.