At der var tale om en uhyre sjælden bog, var der ingen tvivl om. Så meget var bogspecialisten klar over, fra det øjeblik hun en torsdag eftermiddag sidste år for første gang stod med en udgave af værket 'Propalladia' mellem sine hænder. Bogen var med fragtmand kommet til auktionshuset Christie's i London sammen med 15 andre værker i august 2003. Afsenderen var en klient fra Tyskland, som auktionshusets specialist i sjældne bøger, Margareth Lane Ford, tidligere - og med stor succes - havde solgt kostbare bøger for. Denne bog hørte imidlertid til i den suveræne sværvægterklasse. Så dagen efter gik Margareth Lane Ford på British Library. Hun ville finde flere detaljer om den sjældne førsteudgave fra år 1517. Specialisten kendte i forvejen til ét andet eksemplar i verden. En ufuldstændig udgave, der hører hjemme i Madrid, og som derfor ikke kunne være dette eksemplar. Bogen mellem hendes hænder var nemlig komplet bevaret. På biblioteket kom en senere udgave af 'Propalladia' hende til hjælp; her fandt hun en detaljeret beskrivelse af det eneste kendte fuldstændige eksemplar. »Jeg kunne konstatere, at det var Københavnereksemplaret«. Første skridt i optrevlingen Margareth Lane Fords ord falder på et tørt, konstaterende engelsk. I en figursyet spadseredragt har bogspecialisten taget plads i vidneskranken i Københavns Byret. Fjerde dag i retssagen om millionhæleriet af værker fra Det Kongelige Bibliotek er i gang. Og den vævre ekspert fra Christie's er hentet til den danske hovedstad for at fortælle, hvordan første skridt i optrevlingen af den omfattende bogsag blev taget. Siden 1978 havde hverken politi eller bibliotek beskæftiget sig synderligt med eftersøgningen af omkring 3.200 stjålne bøger fra Det Kongelige Bibliotek. Men efter Margareth Lane Fords bemærkelsesværdige opdagelse en fredag formiddag på British Library begyndte sagen at rulle. To måneder efter dukkede fire betjente op hos enken efter en tidligere bibliotekar på Det Kongelige Bibliotek. Sammen med sin søn, svigerdatter og ven sidder hun i dag bænket i Københavns Byret. Tiltalt for hæleri af en god bid stjålne bøger - 10 millioner kroner tjente de på bogsalget, mens andre 772 bøger til en værdi af 90 millioner kroner blev gemt af vejen i enkens kælder. Ingen mangellister Det er sønnens forsvarer, Gunnar Homann, der har indkaldt Margareth Lane Ford som vidne. Med grundige og snusfornuftige spørgsmål forsøger han at få svar frem, som kan sandsynliggøre, at der skulle en garvet kender til for at vurdere, at bøgerne var tyvekoster. Og at de fire anklagede derfor ikke kan klandres for at have solgt bøgerne videre: De kunne ikke se, hvem bøgernes rette ejermand var, hævder han. Forsvareren vil høre noget om de 32 bøger fra bogtyvens søn og svigerdatter, som Margareth Lane Ford sørgede for blev solgt gennem Christie's, inden hun blev opmærksom på sagens rette sammenhæng. »Har der været noget ved de bøger, der gav anledning til mistanke«, spørger forsvareren. En tolk oversætter bogkenderens svar: »Nej, ikke ud fra selve bøgerne«. Gunnar Homann stikker videre: »Er Christie's i London blevet informeret om, at Det Kongelige Bibliotek har manglet omkring 3.200 bøger siden 1978? Havde I fået en mangelliste fra biblioteket?«. »No«, svarer den elegante kvinde i vidnestolen. Kort. Og tolken oversætter lige så kort: »Nej«. Enkens forsvarer, Merethe Stagetorn, er fremme i lakskoene i dag. Hun spørger med et skævt smil, om Christie's i London mon har en interesse i at sælge stjålne værker? Margareth Lane Ford vender sin spidse næse i retning af forsvareren. »Nej. Vi foretrækker at sælge bøger, der ikke er stjålet«, lyder det så på rapt engelsk. Og tilhørerne i det skriggrønne retslokale humper lidt op og ned i Arne Jacobsen-stolene af grin. Men hurtigt indfinder alvoren sig igen: Margareth Lane Ford forklarer, at auktionshuset altid benytter sig af det såkaldte kunsttabsregister, inden huset sælger kostbare værker videre. Alle kan få noteret en stjålen bog i registeret, som fagfolk benytter til at gå kataloger fra auktionshusene grundigt efter - i fald der skulle dukke en stjålen genstand op. Ingen af værkerne fra Det Kongelige Bibliotek blev fundet via registeret, noterer forsvarerne sig. Besøg? Næh tak Ved siden af forsvarerne har en herre taget plads. Han er i jakkesæt med vest - det gråsprængte hår strøget tilbage, lommetørklædet foldet sirligt i lommen. Det er Christie's advokat i Danmark, Peter Magid, der opmærksomt følger med, mens Margareth Lane Ford beskriver forholdet til den nu tiltalte kvinde - bogtyvens svigerdatter. Margareth Lane Ford forklarer, at svigerdatteren altid opgav en tysk adresse, når hun indleverede bøger til auktion, og at kontakten foregik gennem Christie's kontor i Zürich. Efter at have solgt en god del sjældne og yderst indbringende bøger for svigerdatteren fik specialisten imidlertid lyst til at stifte nærmere bekendtskab med sin interessante klient. »Det gav anledning til en nysgerrighed. Jeg havde tænkt mig at besøge hende og forsøgte mig gennem Zürichkontoret, men fik at vide, at hun ikke ønskede besøg«, forklarer bogspecialisten, mens tolken slår takt til sin oversættelse med højre hånd. Også informationer om bøgernes baggrund var det småt med. Da Margareth Lane Ford forberedte salget af en sjælden udgave af Thomas Moores 'Utopia', ringede hun til svigerdatteren. Men hun ville ikke gå i detaljer om, hvor bogen stammede fra. Vidne tur-retur Efter at flere vidner er hevet gennem vidneskranken - en politimand i cowboyjakke, en museumsansat i Fjällräv - er det datteren til den afdøde bogtyvs tur. Det er enkens forsvarer, Merethe Stagetorn, der har indkaldt datteren som vidne. Da hun kommer ind i retslokalet, går hun straks hen til de fire anklagede og giver hastige knus, inden hun bliver gelejdet på plads i vidnestolen. Hendes advokat, Peter Giersing, er i hælene på hende. Og han forklarer kontant retten, at hvis anklager Helle Just pønser på at sigte hans klient senere, vil hun nægte at aflægge vidneforklaring. »Det kan ikke udelukkes, at du vil blive sigtet«, siger Helle Just og henviser til, at det under retssagen er kommet frem, at datteren ligesom sin tiltalte bror har været med til at pakke 772 stjålne bøger væk i kælderen. »I så fald begærer jeg min klient fritaget«, slår advokaten fast. Merethe Stagetorn spidser mund. Med adresse til Helle Just bemærker hun, at det er »en effektiv hindring for forsvaret«. »Den beskyldning vil jeg ikke have hængende over mig«, snapper Helle Just tilbage. Alligevel hænger den i luften. Men dommeren bemærker, at loven er fulgt. Og med mundvigene trukket nedad rejser datteren sig fra stolen, vinker til de tiltalte og forlader retslokalet igen. Hurtigere end hun kom ind.