Der er en særlig type smukke blondiner, hvis sorte øjenvipper kan ses på ti meters afstand. Det gælder også den læsende kvinde i den stribede badedragt. Og så har hun den ekstra star quality, at man straks genkender hende som Marilyn Monroe. En meget ung Marilyn Monroe - skal vi sige ca. 25 - og kort før hun spillede klar blondine, men af den farlige slags med ben i næsen og begge ben på jorden, i Howard Hawks' 'Gentlemen Prefer Blondes' (1953). Her på Eve Arnolds foto har hun begge ben plantet i sandkassen på en legeplads, og den litterære morskab er selvfølgelig, at blondinen tyrer noget så 'fint' som 'Ulysses', endda det berømte slutkapitel 18 med Molly Blooms saftige erotiske monolog. Der er noget konstrueret ved det billede. Det virker som det iscenesatte møde mellem såkaldt 'high brow'-modernisme og såkaldt 'low brow'-filmkultur, men Marilyn skræver højt og flot hen over alle påståede kulturkløfter. Det er ikke hende, der låner Joyce popularitet, eller Joyce, der låner hende seriøsitet. Det er to stjerner, to ikoner, der mødes - ligesom da Karen Blixen på sin USA-turné i 1959 erobrede tv-mediet (»I am a Storyteller«) og insisterede på at blive fotograferet med samme Marilyn og hendes daværende mand, dramatikeren Arthur Miller. Og Deres ærbødige kan ikke se dét billede uden at mindes en beslægtet situation i København på Bloomsday, 16. juni 1964. Danmark havde fået sit James Joyce Society, det holdt stiftende møde på Restaurant Josty på Frederiksberg, og ærespræsidenten, digteren og kritikeren Tom Kristensen, fortalte morsomt om Joyces besøg i København 1936. Men med al respekt: Litteraterne blev blæst hen i en krog, da skuespilleren Lone Hertz kom til. Hun var 25, sommerbrun og billedskøn. Hun var sprunget fra de pæne pigers Marie Kruses Skole oppe ad Frederiksberg Allé via Stig Lommers ABC-Teater til de store roller, bl.a. i TV-Teatrets udgave af Jean Genets 'Stuepigerne'. Og det var litteraturformidling af den farlige slags - det, der dengang i biografen hed 'Forbudt for børn' - da hun til sidst læste fra samme slutkapitel. Temperaturen steg, mens Lone Hertz fulgte Molly Blooms bevidsthedsstrøm og med effektivt underspil kom op på det orgastiske slutplateau, hvor hun som spansk bjergblomst bliver kysset under en maurisk mur og forener sig med manden med det bankende hjerte og ja sagde jeg ja jeg vil Ja. Det var så sexet, at ikke bare vi i tyverne, men også Tom Kristensen på 70, måtte klamre os til bordkanten. Et øjeblik forstod man sædelighedsapostlene, der fik 'Ulysses' forbudt. Joyce selv burde have været med, og det var han faktisk. Det var også stjerne, der mødte stjerne og blæste det sidste støv af modernismens store klassiker.