Bøger

Arkivrotten og stilisten

Joakim Garff er en dygtig formidler, der elsker sproglig opfindsomhed, mens Peter Tudvad nidkært dykker ned i arkiverne for at undersøge detaljer til bunds. Tudvad har temperament og tendens til at være en farisæer, mens Garff er rund og konsensussøgende. Bag striden mellem de to forskere gemmer sig også et fundamentalt forskelligt syn på Kierkegaard.

Bøger

Legekammeraten Frank kom hjem til Peter Tudvad, en dag Peter var i færd med at rydde op. Frank måtte derfor vente lidt. Ude i bryggerset lå en såkaldt kartoffelpistol, der kunne skyde med kartoffelstykker ved hjælp af knaldperler. Da Peter Tudvad kom ud i bryggerset manglede tromlen. Peter tog Frank med ud i et skur i haven og forklarede, at det kun kunne være ham. Frank afviste ihærdigt påstanden. Peter endte med at sige: »Hvis du indrømmer, at det er dig, så må du få den«. Frank indrømmede, og så talte de ikke mere om det.

»Men han skulle fandeme sige det«, forklarer Peter Tudvad omkring 27 år efter med tryk på hvert ord.

Det er Peter Tudvad, der i skarpe vendinger har kritiseret kollegaen på Søren Kierkegaard Forskningscentret Joakim Garff for fejl og sjusk med kilderne i Garffs Kierkegaard-biografi 'SAK'.

Kolleger karakteriserer Peter Tudvad som en polemisk principrytter, der har en beundringsværdig stædighed til at undersøge alle detaljer til bunds. Hvis Peter Tudvad vil undersøge en ting om Kierkegaard, så går han ned på et arkiv. Hvis han ikke finder kilden der, så går han videre til det næste og bliver ved og ved og ved. Det kan godt være, at kilden ikke eksisterer, men så er Tudvad manden til at fastslå det

»Han har terrieragtig evne til at blive ved med at forfølge en ting«, fortæller Kim Ravn, filolog, daglig leder af den filologiske afdeling på Kierkegaard Centret, som står for udgivelsen af Kierkegaards tekster.

Også konflikter bliver fulgt helt til enden. Peter Tudvad siger selv, at han har en tendens til at være en fæl farisær.

»Hvis nogen begår fejl, så forbeholder jeg mig retten til at kritisere dem. Jeg har et frygteligt temperament. Jeg har svært ved at se stort på en hændelse og sige pyt, selv om jeg kan se, at konsekvensen kan blive voldsom og fatal. Jeg har svært ved at bedømme, om det er værd at gå ind i«.

Hans redaktør er enig:

»Peter Tudvad har en kompromisløshed og en polemisk åre, der får ham til at føre enhver konflikt til den bitre ende«, fortæller Johnny Kondrup, universitetslektor, dr. phil., medredaktør af Søren Kierkegaards skrifter, og dermed redaktionskollega til Garff og redaktør for Tudvad.

Den 18. maj 1993 var Peter Tudvad lige flyttet til København. Han gik ned på gaden for at se på urolighederne, men fik tæsk af politiet og blev anholdt, selv om han bare var tilskuer. Sagen røg helt op i højesteret, hvor Peter Tudvad insisterede på sin ret til at tage ordet og tale sin egen sag, hvilket han gjorde i en halv time. Han vandt sagen og fik tilkendt en erstatning, som han gav afkald på, fordi det ikke var erstatningen, han var ude efter. Han var bare interesseret i, at retfærdigheden skulle ske fyldest. Det principielle skulle frem i sagen, nemlig at politiet havde handlet uretmæssigt.

»Sådan er han. Han trækker en polemik langt«, siger Johnny Kondrup og fortsætter:

»Garff er langt mere rund og konsensussøgende - og egentlig svær at få en polemik med. Så det er også to ganske forskellige personligheder, der her støder sammen«.

Sprogets detaljer
Tudvad beskrives først og fremmest som en arkivrotte, der elsker at sidde nede på Rigsarkivet og gennemgå protokoller og dokumenter, mens Garff mestrer sprogets detaljer og skildres som en skribent, der kan formidle selv vanskelige ting, uden at gå på akkord med det komplicerede.

Joakim Garff finder glæde ved snurrige sproglige indfald, krøller og vittigheder, men han har mindre sans for teori og empiri. For eksempel er der intet teoretisk afsnit om biografien som genre i hans Kierkegaard-biografi. Han er heller ikke den store kildeforsker, fortæller Johnny Kondrup, som karakteriserer Garffs biografien 'SAK' som stilistisk mesterlig:

»Den er skrevet med sproglig opfindsomhed på klanglige associationer og forestillinger om vellyd. Men personen Kierkegaard og hans eksistensfilosofiske anliggende kan være tilbøjelig til at drukne«, siger han og konkluderer:

»Joakim Garff er stilist. Traditionelle Kierkegaard-forskere kan mene, at Kierkegaards anliggende er uvæsentlig for ham. Han gør Kierkegaard til en æstetiker, for hvem skriftens lyst, eksperimentets glæde, stod over alt andet«.

Poul Erik Tøjner, direktør for Louisianna og en meget nær ven til Joakim Garff, bekræfter billedet af Garff som en fantastisk god fortæller, der arbejder med perfektion, omhu og akkuratesse og har et virtuost greb om helheden:

»Han kan underholde og har en god sans for skæve oplevelser og groteske hændelser«.

Selv Garffs videnskabelige afhandling er velskrevet.

»Og man skal ikke have læst mange akademiske afhandlinger for at se, at der sjældent lægges meget vægt på formidlingen«, understreger Kim Ravn.

Tudvad har derimod ingen større sans for det stilistiske, ifølge Johnny Kondrup. Hans store force ligger i det empiriske arkivarbejde, hvor han er umådeligt ihærdig. I mange tilfælde lykkes det ham at finde dokumenter, som ingen har set før, og dermed afsløre myter, som forskerne har gået og gentaget efter hinanden, som falske. Det har han gjort med adskillige ting, både vigtigt og uvigtigt, i sin bog om Kierkegaards København.

»Han har et Argus-øje, et detektivblik, som er imponerende«, fortæller Johnny Kondrup.

Kim Ravn supplerer:

»Indtil 'Kierkegaards København' gik vi alle rundt og antog, hvad diverse kilder sagde om Kierkegaard. Nu har Peter været nede og kontrollere, hvad de egentlig siger. Det er et imponerende arbejde. Den mand har vendt alt, hvad der er. Det er enestående og en foræring til alle, der interesserer sig for Kierkegaard«.

Levemand
Bagved striden mellem de to forskere ligger også et grundlæggende forskelligt syn på Kierkegaard.

Joakim Garff holder ifølge Kim Ravn Kierkegaard ud i en vis afstand, forholder sig kritisk til ham og siger: Det her er en genial dansker, men han var også sær og komisk. Peter Tudvad ser derimod Kierkegaard som en slags sandhedsvidne. Han mener, at Kierkegaard er så kløgtig og tænker så dybe tanker om eksistensen, så man kan gøre ham til et forbillede. Johnny Kondrup forklarer:

»Det er måske grunden til, at de ikke forstår hinanden så godt: Tudvad er samtidig et socialt engageret menneske med en stærk politisk bevidsthed. For ham er det vigtigt at understrege, at Kierkegaard var en socialt og medmenneskeligt engageret person. Tudvad har sin egen ikke-filosofiske og ikke-teologiske, men nærmest politiske indgangsvinkel til Kierkegaard som etisk tænker. Netop det som Garff ikke har, fordi Kierkegaard for ham er en æstetiker, der leger med tilværelsen«.

En stor del af Peter Tudvads nyopdagelser og rettelser til 'SAK' går netop ud på at demonstrere, at Kierkegaard var et medmenneske.

»Det er min faglige forpligtelse at påpege kildefejl. Jeg bliver krænket på Kierkegaards vegne, når han fremstilles som mere dandy (levemand, red.), end han egentlig er. Kierkegaard er en større etisk karakter, end vi hidtil har antaget. Et menneske, der måler sig med evangeliet dag ud og dag ind«, siger Peter Tudvad.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden