Aktivisme eller tilpasning. Når debatten raser om dansk udenrigspolitik, foregår det gerne på den måde, at den ene part hævder at være aktivistisk og beskylder modparten for at tilpasse sig. Og omvendt. Derfor var der lagt op til et interessant møde, da professor Nikolaj Petersen fra Aarhus Universitet i går præsenterede det sjette og - foreløbigt - sidste bind i serien om dansk udenrigspolitisk historie, 'Europæisk og globalt engagement', om perioden 1973-2003. Ingen hilsen til statsministeren Med til præsentationen var, ud over et væld af ambassadører, diplomater og historikere, også udenrigsminister Per Stig Møller (K). Med den sene bagkant handler bogen i sagens natur også om den helt aktuelle udenrigspolitik - kampen mod terrorisme og krigen i Irak. Tilpasning eller aktivisme? Måske var det for at foregribe professorens dom, at udenrigsministeren skyndte sig at erklære, at han slet ikke fører aktivistisk udenrigspolitik. »Jeg nøjes med at sige, at jeg fører udenrigspolitik«, sagde Per Stig Møller - og forsikrede, at det ikke var ment som en hilsen til statsministeren, der ellers holder meget af udtrykket. Geografi-afhængig politik »Jeg bryder mig ikke om udtrykket, fordi det er slidt. Alle bruger det. Scavenius brugte det for eksempel også om samarbejdspolitikken med tyskerne«, sagde Per Stig Møller. »Man har den udenrigspolitik, som ens geografi gør mulig. Man må sørge for, at ens nation overlever så godt som muligt, sådan at den kan føre en så selvstændig indenrigspolitik som muligt«, forklarede han. Men hvad mente så professoren? Generelt har de seneste 30 år i dansk udenrigspolitik været præget af stigende aktivisme, sagde han og henviste til forsiden af den nye bog, der viser korvetten 'Olfert Fischer' på vej igennem Suezkanalen i 1990 umiddelbart før den første Golfkrig. Fodnoteopgør »Man så det allerede i 1970'erne med indmeldelsen i EF og den øgede ulandsbistand. 1980'erne gav ikke så mange muligheder for aktivisme, dels på grund af den kolde krig, dels fordi Danmark ikke havde orden i sit eget hus«, sagde Nikolaj Petersen med henvisning til de drabelige fodnoteopgør, der prægede Uffe Ellemann-Jensens tid som udenrigsminister. »Men så snart den konflikt ophørte, så vi en helt uhørt dansk aktivisme, lige fra støtten til de baltiske landes selvstændighed og senere deres optagelse i EU og NATO til deltagelsen i mange fredsbevarende og fredsskabende missioner, f.eks. i det tidligere Jugoslavien«. Nikolaj Petersen mener, at 1990'erne står tilbage som en periode, hvor danske politikere fik mulighed for at være aktivistiske - og valgte at bruge dem. »Flere af vores nabolande fik jo de samme muligheder uden at bruge dem i samme grad«, sagde han. Militarisering af dansk udenrigspolitik Og i dag? Ja, efter terrorangrebene i USA 11. september 2001 er aktivisme nærmest blevet et udenrigspolitisk grundprincip. Ligesom der er sket en militarisering af dansk udenrigspolitik, noterede Nikolaj Petersen. »Men der er også altid et tilpassende element. Hvis udenrigspolitikken skal være realistisk, må den stemme overens med de muligheder, der findes«, sagde Nikolaj Petersen. Så alt i alt er det for tidligt at afgøre, hvordan eftertiden vil vurdere den kontroversielle beslutning om at deltage i USA's krig mod Saddam Hussein. »Det vil afhænge af, hvordan fortsættelsen bliver. Lige nu udvikler det sig jo dag for dag«, lød Nikolaj Petersens forsigtige analyse. Den lurende magt Skal han pege på ét land, der har præget dansk udenrigspolitik siden 1973, kommer svaret uden tøven: »Det er USA. Selvfølgelig er der også Storbritannien og Tyskland i nærområdet, men USA er den store, lidt fjerne magt, som hele tiden lurer i baggruden«, sagde Nikolaj Petersen. Han roste Udenrigsministeriet for allerede i Niels Helveg Petersens tid at have givet usædvanlig stor adgang til ministeriets helt friske arkiver - også til dokumenter, forskere normalt først ville få at se mange år ude i fremtiden. Nikolaj Petersen har sågar fået et kontor i Udenrigsministeriet stillet til rådighed. »Men jeg har ikke gjort noget for at gøre mig fortjent til den tillid. Man kan jo godt kvæle folk med venlighed«, sagde han. »Den rigtige beslutning« Et hurtigt kig på de bageste sider i bogen viser, at Nikolaj Petersen - med dagblade som kildeangivelse - noterer, at Per Stig Møller var skeptisk over statsministerens beslutning om at deltage i krigen i Irak uden et klart FN-mandat. Per Stig Møller slog på sin side fast, at der var masser af fejl i afsnittene om ham selv - men kun i forhold til årstal, »indholdet er ikke forkert«, sagde han. Men han fastholdt, at det alligevel var »den rigtige beslutning« at deltage i krigen mod Saddam Hussein.