Klaus Rifbjerg har ofte delt vandene, når han har udsendt en bog. Det samme er nu lykkedes for ham som oversætter af J.D. Salingers romanklassiker, der i den første udgave hed 'Forbandede ungdom'. I Rifbjergs version hedder romanen om Holden Caulfields tre dage lange eventyr nu 'Griberen i rugen'. »Fantastisk«, sagde Weekendavisens Frits Andersen om nyoversættelsen. »Mere aktuel, vedkommende«, sagde Politikens Bo Tao Michaëlis. »... Klaus Rifbjerg (...) har nyoversat 'The Catcher in the Rye' med nerve og gehør. Nærmest som om han selv var Holden Caulfield«, skrev Berlingskes Jens Andersen. Rosen var imidlertid til at overse i DR's KulturNyt. »Man kunne jo håbe, at Gyldendal vil trække denne udgave tilbage og udsende en ny. En rigtig oversættelse«, sagde DR's Tore Leifer. I sin anmeldelse anførte han, at Rifbjerg efter hans mening havde strøget op til flere passager i romanen, at han havde fejloversat ord, og at der derudover var tale om flere faktuelle fejl. Småtingsafdelingen Selv siger Klaus Rifbjerg: »Det er jo altid dejligt at blive klappet på skulderen og mindre behageligt at blive trukket i frakkeskøderne. Her ankes der over nogle detaljer, og det er da fint, at nogen har så stærke linser på brillerne, at de kan finde nogle fejl, hvis der altså er tale om fejl. Dem må man selvfølgelig få rettet, hvis der kommer et ny oplag«. Har kritikken ret? »Jeg synes, det er i småtingsafdelingen. Det vigtige for mig - og det fremgår jo også af de rosende omtaler - er at finde det flow, der er i sproget, og at gengive det sådan, at det bliver en mundart, som både er præget af sproget i 1945-46, og så det sprog vi taler i dag. Det vigtige er at få sproget til at leve, og det gør det.« Er der smuttet noget? »Jeg kan forstå på min redaktør, at to afsnit begynder på samme måde, og det ene er vist faldet ud, men min kone (Inge Rifbjerg, red.), som er professionel oversætter, siger, at man skal lede med lys og lygte efter en oversættelse, hvor der ikke har indsneget sig en eller anden form for fejl«. »Ofte nævnes oversættere slet ikke af anmelderne, med mindre der er noget exceptionelt vanvittigt, eller det er så blændende, at man ikke kan undgå at se det, så på den måde kommer det lidt bag på mig pludselig at blive forsidestof med en oversættelse. Der er jo en underlig proportionsforskydning i sagen, men det handler selvfølgelig om min person, som åbenbart er interessant, og det lever jeg med«, siger Klaus Rifbjerg. Hos Gyldendal ærgrer Rifbjergs redaktør Simon Fruelund sig over kritikken og fejlene, for han mener, Klaus Rifbjerg har begået en fremragende oversættelse. »Frygtelig ærgerligt« »Jeg er ikke færdig med at gå oversættelsen igennem, men jeg kan se, at der er faldet ting ud hist og her. Der er imidlertid ikke noget af det, der efter mit skøn er meningsforstyrrende. Jeg synes, det er en rigtig god oversættelse, fordi tonen er ramt så godt, hvad alle anmelderne også hæfter sig ved«. »Hvis der så er nogle smuttere undervejs, vil vi rette dem i næste oplag eller i næste udgave. Der er intet, der forhindrer folk i at få en fantastisk læseoplevelse med romanen og at forstå den. Det er jo også derfor, det har kunnet smutte, fordi det ikke er afgørende steder, hvor man siger: Hov, hvad er nu det? Men selvfølgelig er det beklageligt og frygtelig ærgerligt«, siger Simon Fruelund. Det er den skønlitterære redaktion på Gyldendal, der har fået Klaus Rifbjerg til at oversætte Salingers klassiker, fordi man blev gjort opmærksom på, at den gamle oversættelse var problematisk. »I den gamle udgave er tiltaleformen 'De', som om det er en psykiater eller en ældre person, han (Holden Caulfield) henvender sig til, men det synes jeg ikke, der er belæg for i bogen. Tværtimod betyder det, at man mister dens ligefremhed og frækhed«. »Man skal huske på, at bogen faktisk er en stor replik, og at teksten er ekstrem mundtlig. Og der er særlige regler for replikker, for indimellem må man skære nogle hjørner for at bevare det mundrette, og det gælder så hele denne bog. Det undskylder ikke, at der er nogle fejl, hvor der nogle steder står fem i stedet for et. Det retter vi, men man også være lidt mere rummelig, når man bedømmer en oversættelse som den her i forhold til oversættelser af fremstillende prosa af den traditionelle slags«, siger Simon Fruelund.