I kælderrestauranten under Søren Kierkegaard Forskningscenter i det gamle København serveres både en Holberg-platte og en Peter Faber-platte, fordi huset engang var beboet af forfatteren til 'Højt fra træets grønne top'. Men der er ingen platte opkaldt efter Danmarks største tænker. »Gudskelov«, siger forskningscenterets leder, Niels Jørgen Cappelørn, og gyser ved tanken. »Hvis de fandt på det, så ville jeg nok gå ned og sige dem et par sandheder«. Foragt for hykleriet For sandheder er det, det hele drejer sig om i dette hus. Eller i hvert fald jagten på dem. Søren Kierkegaard brugte sit relativt korte liv på at gruble sig til eviggyldige sandheder i dyb foragt for hykleriet. Lykkelig blev han måske ikke, men dog kendt af sin eftertid verden over. Målet som tiltrækningskraft Hvad angår de 32 forskere, studerende og oversættere, som befolker det center, der er opkaldt efter filosoffen, så trasker de tålmodigt i hans fodspor. Alle bruger de år af deres tilværelse på at lede efter en eller anden sandhed om den komplicerede, men evigt interessante Søren, vel vidende at de aldrig finder den. »Man må jo prøve, og mens man er i gang, har man en forestilling om, at man kan nå frem til et svar, selv om man godt ved, at det er umuligt. Men man er nødt til at have målet som tiltrækningskraft«. »Vi når aldrig frem til, hvem Søren Kierkegaard var. Ingen her tror det for alvor, for hvis de gjorde, var de dårlige forskere«, siger Cappelørn, da han forsøger at forklare selve videnskabens væsen. Højt til loftet Der er både i overført forstand og bogstavelig talt højt til loftet i den smukke gamle bygning, som centeret har fået stillet til rådighed i den allermest charmerende del af hovedstaden. Fra gadens uro træder man direkte ind i tystheden og skønheden for at lade sig opsluge af den lykkelige alvor, der hænger i luften. Gennem de gamle vinduer falder efterårslyset på afhøvlede, lyse gulve, meterhøje paneler og masser af friske blomster og moderne kunst, venligst udlånt af Ny Carlsbergfondet. Overalt i dette hus er der gange med døre, der fører ind til nye kontorer med flere døre. Det myldrer med forskende fastansatte og gæster, der kommer for at svælge i centerets ressourcer og den enorme viden, der er akkumuleret på stedet. Her er også konstant et antal udenlandske studerende, som skriver på deres ph.d. eller doktorafhandlinger om filosoffens tanker. Det kræver, at de lærer sig noget dansk, men hvad er det, der driver dem? Og hvad er det, der gør Søren Kierkegaard relevant i dag, næsten 150 år efter hans død? Sommerens litterære fejde Det spørgsmål sætter nærmest ild til Niels Jørgen Cappelørn, der rykker frem i stolen på sit lyse kontor og lægger begge hænder fladt på bordpladen, før han tager fat på en tale, der vist godt kan vare mange timer. At han føler sig i samklang med sin Kierkegaard, er uden for enhver tvivl. »Jamen, alt«, siger han og slår ud med begge arme. »Det fascinerende er jo, at Kierkegaard med sine skrifter hele tiden rører ved selve nerven i tilværelsen. Han er så tæt på livet og skriver så universelt, at det, han beskæftiger sig med, uden vanskeligheder kan relateres til de udfordringer, vi står med i dag«, forklarer Cappelørn og nævner i flæng begreber som sandhed, ironi, frihed, ret og pligt. »Alt det siger Kierkegaard noget om, og det er jo det, vi stadig diskuterer i dag midt i velfærdsstaten. I hvor høj grad kan man individualisere sig, og hvordan skal retsprincipperne være i forhold til pligt. Vi snakker om etik og værdier, men vi taler også om dannelse«. Vi taler kort sagt om stort set alt, og derfor er det måske heller ikke underligt, at der kan være forskellige opfattelser. Sommerens store litterære fejde foregik netop her på centeret, da en af de akademiske medarbejdere, Peter Tudvad, offentligt anklagede sin kollega Joakim Garff for videnskabelig uredelighed omkring 'SAK', Garffs store biografi om Søren Kierkegaard. Armeret port I bund og grund handlede den konflikt om genrer og videnskabelig metode samt en helt forskellig opfattelse af personen Kierkegaard. Der er stadig kølig luft mellem de to, for uenigheden er ikke bilagt, blot trukket tilbage fra offentligheden. »Der er en tid til tale og en tid til tavshed«, siger Tudvad i sit kontor. Afvisende, men med et smil. »Det gik, som det gik, og det var ikke behageligt«, afslører Garff i sit kontor, få meter væk. Nok om det, signalerer de begge to. 43-årige Garff har netop genlæst Kierkegaards 'Enten-Eller' og forundres over, hvor forskellig den fremstår fra sidst, han læste den som ung. »Jeg er nu ældre, end Kierkegaard var, da han døde som 42-årig, og jeg har fire børn. Derfor var det blandt andet det, Kierkegaard har at sige om familielivet, der optog mig denne gang, mens de afsnit, jeg tidligere fandt spændende, ikke sagde mig så meget nu«, siger han for at påpege filosoffens spændvidde. En armeret port fører ind til filologerne, der opbevarer adskillige originalværker og håndskrevne bøger, som tavst studeres under et mikroskop. Derpå omsætter de det til tekst i moderne typografi. Et andet rum, mørkt og køligt, gemmer et bibliotek magen til det, som Søren Kierkegaard havde i sit hjem. Det er ikke Kierkegaards egne bøger, men titlerne er de samme. Lykke og musik Døren til endnu et kontor går op, og tre tavse, fordybede rygge vender sig og bliver til venligt smilende ansigter med et skær af ro. »Jeg forsker i Kierkegaards forhold til lykke«, fortæller dansk-chilenske Benjamin Olivares Bøgeskov. »Og jeg beskæftiger mig med Kierkegaards forhold til musik, lyder det fra tyske Joachim Grage. Lykke og musik. Smukkere bliver det ikke. Ulrich Knappe fra Tyskland bringer os tilbage til den tunge alvor. »Jeg sidder og kigger på, hvordan Kierkegaard lod sig inspirere af Immanuel Kant«, oplyser han. Ved udgangen af 2009 skal centerets store opgave være fuldført. 55 nyudgivne bøger skal foreligge og omfatte alt, hvad der nogensinde kom fra Søren Kierkegaards hånd. Selve skrifterne vil fylde 28 bind, mens kommentarer og redegørelser for teksterne vil fylde yderligere 27 bind. Demokratisk projekt Peter Tudvad er en af centerets to kommentatorer, hvis arbejde det er at lede efter umiddelbart uforståelige ord, sætninger og henvisninger i Kierkegaards tekster og forklare dem i selvstændige bind. I enkelte tilfælde fylder forklaringerne mere end selve filosoffens værker, siger han og fremviser nærmest stolt et par eksempler. »Mit arbejde handler om at gøre teksten forståelig for enhver«, siger han. »Det gælder om at forklare teksten, så læseren kan føle sig hjemme i Kierkegaards samtid. I bund og grund et meget folkeligt projekt«, mener han. »Også et demokratisk projekt«, tilføjer Cappelørn, der klart føler, at der hører en forpligtelse til at formidle med de offentlige penge, centeret modtager. Det passer ham fint, for han vil hellere end gerne formidle Kierkegaard til sin omverden. I det hele taget vil han gerne gøre lige netop, hvad han gør. Gentagelsens mod »Jo, jeg er den heldigste kartoffel«, ler han. »Jeg kan kombinere min faglige interesse med min personlige lidenskab, og tættere på lykke kommer man ikke«. Han bliver alvorlig. »Men hvad der måske ser let ud, er det jo ikke. Det er et slid. At bruge sit liv på denne slags forskning giver en formidabel ballast til at forstå verden omkring os, men den viden skal jo tilegnes, for den kommer ikke af sig selv«. Rundturen er slut, og det er arbejdsdagen også for de fleste. Blot ikke for Cappelørn, hvis ganske liv roterer omkring den store filosof. Hele dagen administrerer han centeret eller vejleder de studerende. Om aftenen går han op ad trappen til sin bopæl ovenpå, hvor han endelig får tid og ro til selv at forske. For kun næste morgen at gå ned ad trappen. Og op om aftenen. For som Kierkegaard sagde: »Der hører Ungdom til at haabe, Ungdom til at erindre, men der hører Mod til at ville Gjentagelsen«.