Den tyske Friedrich Ebert-Stiftung har sin egen stand i den pavillon på Frankfurter Bogmessen, hvor æresgæsten Den Arabiske Liga udstiller eksempler på sin boglige og videnskabelige civilisation. Den socialdemokratiske stiftelse har kontorer i mange arabiske lande, hvor den arbejder for dialog mellem forskellige samfund og udbredelse af den socialdemokratiske tankegang. Arabiske karikaturtegninger Eksilforfattere fra den arabiske verden tordner rundt om på messen mod Ligaen, hvis 22 medlemslande har det til fælles, at de er stærkt tilbagestående og for det meste udtalt antidemokratiske stater. Men på vej ind til selve udstillingen har arrangørerne ikke haft noget imod, at Friedrich Ebert-stiftelsen viser en række arabiske karikaturtegninger, der for det meste vender brodden mod den arabiske verden selv. En tegning fra en avis i Bahrain viser således tre penne, der efteraber de tre aber, der som bekendt holder sig for munden, for ørerne og for øjnene. Anti-vestlig indstilling Helt så radikalt går de tre arabiske intellektuelle penne dog ikke frem. De to holder sig forbilledligt for mund og ører, men den tredje læner sig mageligt tilbage og holder sine hænder foldet i nakken. Denne magelighed mærker man dog ikke noget til på messen. Et gigantisk program sørger for, at der hver eftermiddag er dialogmøder med arabisksprogede forfattere eller repræsentanter for den emigrantlitteratur, som landflygtige kulturpersonligheder fra den arabiske verden har skabt i Vesten og på vestlige sprog. Messen lever på den måde op til sit erklærede mål med at gøre 'Den arabiske verden' til æresgæst: Man vil fremme en dialog mellem kulturer i stedet for en kamp mellem civilisationer. Messen er givetvis bare en begyndelse, og vejen er ikke blevet kortere efter 11. september 2001, hvor alt arabisk og islamisk kom på anklagebænken. De hårdeste ord i denne dialog kommer dog fra de arabiske stemmer selv. I et stort essay i avisen Frankfurter Rundschau spørger den libanesiske intellektuelle Abbas Deydoun, hvorfor den anti-vestlige indstilling i den arabiske verden er blevet til noget nær besættelse og det eneste politiske samlingsmærke, når Vesten dog næppe har ødelagt så meget i Orienten som den mongolske invasion eller det århundredelange tyrkiske herredømme? Problemerne sat på spidsen Rafiki Schami, der blev født i Syrien i 1946 og har levet i eksil i Tyskland siden 1971, skrev en ætsende artikel i berlineravisen Tagesspiegel på åbningsdagen i onsdag. Her spørger han: »Hvem kan undre sig over, at Den Arabiske Liga har et så slet ry blandt eksil-forfattere? Hvorfor skulle jeg stå på dens side på Frankfurter Bogmessen? Hvad har Den Arabiske Liga i sin tiårige eksistens gjort for landsfordrevne, forfulgte og fængslede forfattere?«. »Mit værk er udkommet på 23 sprog, men ikke på arabisk, da jeg står på den sorte liste. For mig er det den højeste arabiske 'litteraturpris'. Men det smerter da«. Hvad svaret på det spørgsmål end måtte være, står det fast, at Den Arabiske Liga ved at tage imod den tyske invitation og udstille på Frankfurtermessen i alt fald har fået problemerne sat på spidsen. Integrationsproblematikken Heinrich Böll-stiftelsen åbnede ballet med en dialog mellem to kæmper inden for den moderne arabiske kultur. De to kulturpersonligheder er den syriske intellektuelle Sadiq al-Azm, der også er kendt i Danmark, hvor han har været det danske PEN's gæst, og filosoffen Nasr Abu Zayd, der ikke mindst blev sørgelig berømt, da den egyptiske stat for nogle år siden lod ham tvangsskille fra sin hustru på grund af sine oprørende og efter myndighedernes mening anti-islamiske synspunkter. Abu Zayd er i dag forvist fra Egypten, og han lever og underviser i Holland. Emnet for Sadiq al-Azms indlæg var det, der netop nu optager sindene mest i Europa: Hører Mellemøsten til Orienten, eller har det et kulturelt skæbnefællesskab med Europa? Spørgsmålet er aktualiseret af Tyrkiets ønske om at blive medlem af EU. Men det lurer jo også bag enhver debat om terror og om det mulige eller umulige i at integrere de mange islamiske indvandrere i Europa. Er vores kulturer væsensforskellige, eller kan de forenes og forliges med udgangspunkt i en fælles kulturel arv? Orient eller Vestasien Al-Azm satte problemet på spidsen ved at sige, at det for ham var ligegyldigt, om menneskerettighederne var en vestlig konstruktion - »ligesom islam, jødedom og kristendom er mellemøstlige konstruktioner«, tilføjede han. »Der foregår nemlig ikke en kamp om menneskerettigheder mellem Europa og Orienten. Kampen foregår inden for kulturerne selv«. Som et billede på problematikken fortalte han, at man under et møde i New Delhi i Indien havde bebrejdet ham, at han talte om 'Orienten', ikke om 'det vestlige Asien'. Inderne mente, at ordet 'Orient' var en vestlig opfindelse, der så verden med Europa som centrum. Vestlige forestillinger Al-Azm brugte resten af sit indlæg til at tilbagevise denne påstand. Middelhavskulturen har siden den europæiske kulturs opståen hængt snævert sammen med denne. Grækenland fik skriften fra fønikierne - og ikke mindst ordet 'Europa', der var navnet på en fønikisk sangprinsesse. Europa var altså noget fremmed for europæerne! De tre monoteistiske religioner, jødedommen, kristendommen og islam kommer alle fra Orienten, Tyrkiet var i århundreder en mægtig del af Europa osv., osv. »Hvis jeg skulle vælge mellem at beskrive os som 'Mellemøsten' eller 'Vestasien', så er jeg mest ærlig over for mig selv, hvis jeg forestiller mig, at jeg er fra Mellemøsten. Det er en del af min historiske identitet«, sagde Aadiq al-Azm. »Vores moderne historie har ingen mening uden henvisning til Europa«. Som et paradoksalt eksempel nævnte han, at selv de fundamentalistiske ayatollaher i Iran udråbte en 'islamisk republik', hvilket er et helt og holdet vestligt begreb, der intet modsvar har inden for islam. Hele debatten om menneskerettigheder, tolerance, ytringsfrihed, magtens tredeling, retsstat og demokrati er vestlige forestillinger, som Orienten må forholde sig til. Islamisk oplysning Nasr Abu Zayd brugte sin taletid til at forklare publikum, at der også i den islamiske kultur findes en 'oplysningsdebat'. I det 8. og 9. århundrede diskuterede islamiske lærde forholdet mellem fornuft og åbenbaring, altså mellem det, man kan kalde humanisme på den ene side og de hellige teksters autoritet på den anden. Denne diskussion var inspireret af mødet med den del af europæisk kultur, der trivedes i det store østromerske rige, der blev styret fra Konstantinopel. Debatten er siden forstummet og druknet i islamisk fundamentalisme, men den har muslimske forudsætninger. »Et tegn på vores kulturs nuværende svaghed er, at vi ikke er i stand til at kritisere os selv«, sagde han. Om fundamentalisme sagde han, at »der findes ingen sand mening, kun en magtfuld mening. Nogle meninger er stærkere end andre. Men sandheden findes hverken i filosofi eller religion«. Hele denne måde at diskutere forholdet mellem Orienten og Vesten bliver med eksemplarisk tydelighed dissekeret i en bog, der udkom i tysk oversættelse på messens åbningsdag og kunne hentes på det schweiziske forlag Rotpunkts stand. Den er skrevet af Georges Corm, en tidligere libanesisk finansminister, der normalt udkommer på franske forlag. Denne bog, 'Missverständnis Orient. Die islamische Kultur und Europa' ('Orienten som misforståelse. Den islamiske kultur og Europa') opsummerer det intellektuelle arabiske argument imod, at Europa og Orienten er to væsensforskellige ting, og at Europa er fornuftens hjemsted, mens Orienten er fanatismens. Vestens narcissisme Corm bevæger sig i sin argumentation helt og holdent inden for den europæiske oplysningstradition, som han er dybt fortrolig med. Han er ikke bange for at kritisere Mellemøstens diktaturer og terrorisme, områdets uhørte dekadens, dens religiøse hykleri, dens smålige politikere og regimernes politiske og økonomiske fordærv og ubevægelighed. Men hans ærinde er en kritik af det, han efter Murens fald kalder en ubehersket vestlig selvglæde og selvforherligelse - »narcissisme« kalder han vores bestandige selvspejling. For ham er Oplysningstiden, som han helt og holdent bekender sig til, især en evne til kritik og selvkritik, og den mangler Vesten i skæbnesvanger grad i dag. Det spændende ved bogen er dog dens kritik af den vestlige selvforståelse som indbegrebet af et fornuftsherredømme, der står i den grellest tænkelige modsætning til den arabiske verdens irrationalitet og fundamentalisme. Han påviser, hvorledes denne fornuftstro hele vejen igennem bæres af 'teologiens prægtige sprogskatte'. Den er en tro, oven i købet en farlig tro, der risikerer at blive en lige så alarmerende selvforblændelse som den, vi møder i den radikale islam. Europæernes selvforståelse Et helt aktuelt eksempel: Den amerikanske præsident og hans forsvarsminister indrømmer åbent, at de to vigtigste grunde til at gå i krig med Irak, nemlig eksistensen af masseødelæggelsesvåben og irakisk samarbejde med terrorgruppen al Qaeda, savner hold i virkeligheden. Rent bortset fra de politiske aspekter af en sådan tilståelse sætter den netop spørgsmålstegn ved det europæiske fornuftsherredømme, som skulle begrunde vores kulturelle overlegenhed. Eksemplet kunne være hentet ud af Corms bog. Corm sætter spørgsmålstegn ved påstanden om, at de tre mellemøstlige religioner ikke kan leve fredeligt sammen i Europa. Hvorfor har de så kunnet det i århundreder i Orienten, og hvorfor kunne de det i Sovjetunionen, der dog også var en europæisk statsmagt? Og han tilføjer, at det jo ikke var de orientalske sovjetrepublikker, der bidrog til systemets fald, som det fornuftige Vesten havde forudset, men tværtimod de europæiske selv. Corms bog er et arabisk partsindlæg. Men den rejser i et klart sprog og med en enkel, ligefrem tanke en nødvendig europæisk diskussion om vores selvforståelse. »Magt er ikke ensbetydende med fornuft, viden er ikke det samme som vished«, skriver han et sted. Det ville være ufornuftigt at tro det modsatte.