Da Mikkel Wallentin i 2001 debuterede som forfatter med romanen 'En ræv bag øret', slagtede Weekendavisens anmelder Lars Bukdahl ham under overskriften 'Rævepis ud af ørerne'. Men han pegede også på Mikkel Wallentins talenter - og på, hvordan han efter Bukdahls mening svinede dem væk i en forkert retning. Da Mikkel Wallentin et par år senere udgav sin anden roman, kvitterede Lars Bukdahl med ros. Den unge forfatter oplevede endda, at 'Rævegraven' blev månedens bog. Kunst skal diskuteres »Jeg skrev ikke min anden bog til Lars Bukdahls eller andre anmelderes smag. Men det er meget muligt, at jeg lærte noget«. »Han rammer ofte noget rigtigt, og selv om du som forfatter først og fremmest skal have et overudviklet ego og kunne skide på kritik, er kunst efter min mening også noget, du skal kunne diskutere«, siger Mikkel Wallentin. For det er en kendt sag, at anmeldelser påvirker, om et teaterstykke hitter, eller en bog storsælger. Men hvad betyder de for kunsten selv? Skrappere skrift Mikkel Bogh er leder af Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, og han ser anmeldelser som et afgørende modspil til kapital, politik og andre interesser, der blander sig i kunsten. »Anmeldelser giver kunsten noget at spille op imod og er blandt andet en vigtig modvægt til markedet. En kunstner kan have stor salgssucces, men kritikken kan pege på svagheder i værket«. »Hvis kunstkritikken derimod er svag, får markedet og andre forhold for meget at skulle have sagt«, siger han. For nylig skrev Mikkel Bogh en større fagartikel, der opfordrer kunstkritikere til at fylde skrappere blæk i pennene. Ren referat »En kritikers personlige smag får vi ofte gennem en karakter med hjerter eller stjerner, og det kan være fint at orientere sig efter«. »Men hvis publikum selv skal kunne tage stilling, og hvis kunsten skal have modspil, så skal kritikken mere end nogensinde pege på de stærke og svage sider, klart og præcist og med bid«, siger Mikkel Bogh. Institutlederen ser dog tendenser til det modsatte - eksempelvis anmeldelserne af den nye stjerne i dansk billedkunst Olafur Eliasson. »Anmeldelserne har simpelt hen ikke fortalt os, hvad der er stærkt, og hvad der er svagt ved hans kunst. Alt for mange refererer bare, hvordan den ser ud, eller også gentager de formuleringer om, at fem millioner har set ham på Tate Modern i London«, siger Mikkel Bogh. Blåt til rødt Man skulle måske tro, at en kunstner som Olafur Eliasson foretrækker at blive rost helt op til skyerne, så han kan svæve rundt dér i kunstnerisk frihed. Men han viser sig at være helt enig med Mikkel Bogh. »I takt med at jeg er blevet mere etableret, er folk begyndt at skrive mindre om indholdet i mine værker ud fra en kritisk vinkel. Anmeldelserne er mere form end indhold«. »Så det er desværre helt rigtigt set, og jeg ville ønske, at folk borede dybere i min kunst i stedet for at skrive om overflade og form eller om mig som person«, siger Olafur Eliasson. Han tager nu sjældent direkte råd fra anmeldelser, når han udvikler sin kunst. Men han opfatter kritik som en livsvigtig del af kunstscenen. »Hvis anmelderne skriver, at der var for meget blåt, laver jeg ikke straks noget rødt næste gang. Men anmeldelser indgår i en debat, der udvikler kunsten og kunstnerne. Nogle dele af kunstscenen i New York er for eksempel meget markedsdominerede. Der bliver kun lavet få kunstneriske eksperimenter, og den slags kan anmeldere pointere«, siger Eliasson. Skræmmer læsere Da forfatteren Mikkel Wallentin debuterede, fik han pointeret en hel del af Lars Bukdahl - så meget, at han skrev et modindlæg, som dog aldrig blev trykt. »Jeg brokkede mig, fordi jeg mente, at han havde misforstået en del af mit udgangspunkt. Men jeg må da sige, at Lars Bukdahl er en god læser. Og dansk litteraturkritik har behov for, at nogen tager bladet fra munden over for forfattere«. Så muligvis gavnede den hårde, men konstruktive kritik. Desværre kastede rosen fra en ellers bidsk anmelder ikke umiddelbart en bestsellersucces af sig. »Nu har netop Bukdahl jo ry for at have en mærkelig smag. Jeg tror desværre nok, at han skræmmer flere læsere væk, end han lokker til«, siger Mikkel Wallentin.