Ole Bornedal har besluttet sig til at holde op som den ene af direktørerne på teatret Aveny-T på Frederiksberg. Måske går han, fordi han hellere vil lave film og har fået - eller hvis man skal tro Zentropa: skaffet sig - en ide til sådan en. Selv angiver han en anden begrundelse. Det er anmeldernes skyld. De er for litterære. Sanser kontra intellekt Vi har som bekendt en kulturkamp kørende i Danmark. Den går ud på at få ram på dem, der forhindrede gymnasiast Brian M. i at lave skoleblad, og dem, der ville hænge Per Stig M. i en lygtepæl. Til Berlingske Tidende har Ole Bornedal imidlertid sagt, at han har observeret en kulturkamp, der er endnu vigtigere. Det er kulturkampen mellem den kunst, der opfattes gennem sanserne, og den, der opfattes med intellektet. Der raser intet mindre end en kulturkamp »mellem underliv og hjerne«. Publikum svigtes Det er i så fald en af de ældste og mest hæderkronede kulturkampe. Den har stået på, så længe der har været anmeldere, det vil sige i godt og vel et par århundreder. I Politikens kronik i går uddybede den afgående teaterdirektør sine synspunkter og tog tilskuerne som gidsel for dem. Det er publikum, der bliver svigtet, når kritikerkorpset svinger de cerebrale knive. Hvilket rejser spørgsmålet om, hvad kritikerens opgave egentlig går ud på? Svær opgave Engang var svaret nemt. I sit skuespil om H.C. Andersen og ægtefællerne Heiberg, 'Fra regnormenes liv', har P.O. Enquist givet et vidunderligt ironisk portræt af den tid, hvor kritikeren sad med sin målestok af samme art som arkivmeteren i Paris og målte de nye produkter på en evig, tidløs skala. Upåvirket af egne følelser og kulturpolitiske hensyn. Men de forrige tider er forsvundne. Arkivkritikeren er væk. Jens Kistrup er også væk - hvis man ikke vidste det, kunne man læse det ud af Ole Bornedals kronik. Det har altid været svært for en nulevende kunstner at vinde anerkendelse. En kritiker skal helt bestemt være død for at få så levende en hyldest, som den Bornedal nu giver ham. Og hvad er der tilbage? En håndfuld litterære akademikere, der blæser på publikum og ikke kan se. Bornedal ønsker dem hen, hvor peberet gror. Men en kritiker skal ikke tænke på publikum, han skal være publikum og blæse på, om der sidder få eller mange ved siden af ham. At være tilskuer er noget af det sværeste at være, hvis det også skal udtrykkes i ord. En af det 20. århundredes bedste teaterkritikere, Kenneth Tynan, har beskrevet anmelderens opgave sådan: »at berette nøjagtig hvordan det var at være i et bestemt teater en bestemt aften«. Det lyder ikke af meget, kun som en simpel reportageopgave. Men det er en af de sværeste og største opgaver der findes, hvis den også skal bevæge sig op fra spalterne og op i hovedet og kroppen på avislæseren. Iagttager frem for spindoktor Teaterets professionelle instruktører og skuespillere lider som regel af et mindreværdskompleks over for folk, der har læst mange bøger. De hævner sig så ved at kalde dem 'litterære'. Hvilket til gengæld giver de akademiske anmeldere mindreværdskomplekser, som de så bekæmper ved at studere professionens tricks, lære at foragte ordene og i almindelighed blive mere katolske end paven og mere teatralske end teatret. Med mellemrum kommer der så en Bornedal og skoser dem for ikke at være teatralske nok, ikke at leve sig nok ind i, hvor det er teatrets folk vil hen. Og skænderiet blusser op igen, evig og altid det samme skænderi. Men den anmelder, der lever sig fuldstændig ind i, hvad instruktøren og skuespilleren vil, er den ubrugeligste af alle. Anmelderen skal ikke være teatrets spindoktor, han skal være dets iagttager, nede fra salen, på god afstand af scenen. Det er fint med intentioner, men der er brug for en, der alene bedømmer forløsningen, og brug for, at han gør det fuldstændig hensynsløst. (Jeg siger 'han' af gammel vane, selv om der i det københavnske anmelderlav på ganske få år er foregået et kønsskifte, så et gammelt mandefag er blevet domineret af kvinder. Jeg bliver ved med at sige 'han' for ikke at blive beskyldt for at lefle for dem). Kvalmende småtterier Lad os kigge på en af slagsen, på god afstand af de nuværende krusninger. Lad os se på Svend Borberg (1888-1947), der anmeldte teater i Politiken i 1930'erne. Hans praksis er et godt eksempel til efterfølgelse. Borberg gjorde det, Bornedal siger kritikeren ikke må. Han definerede, hvad der var godt teater. Han sagde ikke, at 'man ikke måtte stille spørgsmålstegn ved hans jugement', som Bornedal skosende siger om anmelderne i kronikken. Så dum var han ikke. Jeg kender for resten ingen anmeldere, der er så dumme, at de forbyder nogen at sige dem imod. Der er jo ytringsfrihed i landet. Han undlod bare at spilde plads på at aflire det obligate 'synes nu jeg'. Han sagde, hvad han syntes. Hvilket var, at hans samtids teater var ludkedeligt. Han brækkede sig over de små krusninger i familielivet, som dominerede scenen dengang, ligesom Bornedal brækker sig over de tilsvarende småtterier i dogmefilmene. Evnen til at se Borberg mente, at hans samtids teater var ved at stivne til museum og måtte forberede sig på museers skæbne: »Med gratis adgang vil det da kunne regne med spredte besøg på meget kolde dage.« Borberg så en anden slags teater for sig, vildere, mere fantastisk. Han kunne blive helt patetisk, når han påkaldte fru Fantasia: »Dionysos! skriger det inden i mig«. Borberg havde et teatersyn at bedømme ud fra. Men det var noget andet, der gjorde ham til en fremragende anmelder. Det var den omstændighed, at han kunne se. Det er ikke en udbredt evne blandt ordmennesker. Et af de gode eksempler på Borbergs færdighed er hans anmeldelse af 'Kærlighed uden strømper' i 1935. En genopsætning af en klassiker, kan man forestille sig en opgave, der appellerer mere til sløv rutine? Men den geniale Holger Gabrielsen spiller Johan von Ehrenpreis, og Borberg liver op: »Det var virkelig skrædderen som helt. Når han satte sig, gik automatisk benene over kors. Hans fingre løb sømmene efter i kostumet. I brudgomsdragten var han det fuldkomne skrædderskilt, bange for hver fold, selv i de hedeste omfavnelser, og forsigtigt så han sig om, hvor han skulle falde, før han døde.« Hærføreri At læse sådan en prosa nu er, som det må have været at læse den på selve morgenen, da tryksværten endnu lugtede. Der står han jo, Gabrielsen og signalerer skrædder med hver bevægelse. Og med Borbergs afsluttende iagttagelse, blikkets retning, før Johan falder 'død' om, signalerer han også det, han elskede, bevidstheden om, at det er teater, det her, ikke kalkering af livet. Svend Borberg var 'litterær', så det stod efter. Han havde læst alt og selv skrevet dramatik. Uden al den litteratur havde han næppe kunnet skrive. Men så kunne han altså også se og omsætte det sete til ord, i stedet for bare at citere dramatekst. Det er fint med anmeldere, der har visioner. Det havde Borberg. Men det er ligegyldigt, hvis ikke også han har øjne. Syner er godt, men syn er bedre. Det er fint med anmeldere, der vil grundlægge en bevægelse. I litteraturkritikken kender vi dem som en Brandes og en Brostrøm og en Borum og en Bukdahl. Og har de held med bestræbelsen, som de to førstnævnte havde, står de så med den hær, de har stampet frem, hvoriblandt der altid befinder sig nogle menige, meget menige, som de så må trækkes med. Dem om det. Det er den slags hærføreri, Bornedal frygter. Men det er ikke hærførerskabet, der gør en god anmelder, og næppe heller drømmen om at føre hæren, der lokker de bedste anmeldere ind i faget. Nej, den kritiske kvalitet består i evnen til at kunne vise i avisprosa, det, der er at se i poesi eller scenesprog, og skelne det væsentlige fra det uvæsentlige. Sjælden kombination Det er i grunden nøjagtig de samme kvaliteter, som skiller skidt fra kanel i resten af avisen. Talen her har været om teateranmeldere, for Bornedals øretæve til dem er anledningen. Men hvad der gælder på det område, gælder også anmeldelsen af de andre kunstarter, ikke mindst litteraturen, hvor fristelsen til at forfalde til det teaterfolk kalder det 'litterære', altså handlingsreferatet, er særlig stor og mindst lige så dræbende. For det er jo ikke handlingen, der gør en bog til et stykke litteratur. Jeg har aldrig forstået, hvorfor det kan være nedsættende at kalde en anmeldelse for 'journalistisk'. I mine øjne er det en hædersbetegnelse for et stykke tekst, der skal trykkes i en avis. Det er en journalistisk opgave at beskrive essensen, ikke udenværkerne, at bedømme kvaliteten af det foreliggende og at gengive oplevelsen af at være til stede. Præcis de opgaver fagets stjerner kunne løse. Folk som Tynan og Borberg. Hvoraf jeg slutter, at målestokken for den gode anmeldelse er den samme som for anden journalistik: evnen til at se og sige, talentet til at omsætte oplevelse til ord og modet til at mene. Ole Bornedal har ret i at kombinationen af disse egenskaber er sjælden. Det har den altid været.