Med den amerikanske tegner Will Eisners død mandag, kun et par måneder før 88-års fødselsdagen 6. marts, har en af verdens mest indflydelsesrige billedfortællere sluppet pennen. Knapt så verdensberømt som kolleger fra humorstribernes verden - andetegneren Carl Barks eller radise-kollegaen Charles M. Schulz - hører Eisner dog til galleriet af store amerikanske tegnere som Alex Raymond (Jens Lyn), Burne Hogarth (Tarzan), Hal Foster (Prins Valiant) og Milton Caniff (Steve Canyon). Reflekterende selvironi Den kongerække både fortsætter og punkterer Eisner med sit på én gang grafisk slagkraftige, socialt engagerede og satirisk reflekterende, ja, selvironiske livsværk. Selv hans mest berømte serie om cottoncoat-detektiven 'The Spirit' er præget af en reflekterende selvironi og sensationelle grafiske virkemidler, der trods vildt handlingstempo giver denne maskerede helt nogle modhager for tanken, som man kan savne hos selvhøjtidelige kolleger som Superman, Batman osv. Skurk Danny Colt hedder helten egentlig, men da en skurkagtig videnskabsmand i første episode i juni 1940 overhældte ham med syre, blev han anset for død, så han lever nu inkognito i en underjordisk krypt på Wildwood kirkegård, stadig forelsket i chefen, kriminalkommissær Dolans datter Ellen. Hun er fløjfigur for en perlerække af helt- og skurkinder af Caniff-aftapning, foruroligende nedringede, vulgært velproportionerede og vidunderligt cool. Spirits makker Ebony White er selvfølgelig en meget lille, meget sort mand i piccolouniform. Serien om denne Genopstandne Frelser - en parallel han ofte anslår i sine plakatlignende forsidetegninger til serien - begyndte Eisner i 1940, og navne som Jules Feiffer og Wally Wood lagde siden pen til. Men fra begyndelsen af 1950'erne tegnede Eisner næsten udelukkende til reklame- og undervisningsformål - bl.a. en del opgaver for Pentagon efter sin militærtjeneste i Anden Verdenskrig - og genoptog først serien i 1970'erne, da også de andre klassiske superhelte - inspireret af Spirit - vendte tilbage med deres nye, splittede personligheder og højmoderne traumer. Modsat de trikotklædte superheltes fugleperspektiv på os små mennesker foretrak Eisner altid kloakrotternes og kirkegårdsormenes mere ydmygende og afslørende frøperspektiv på livet i de nedbrudte, møgbeskidte og spillevende storbykvarterer, der var det altdominerende scenario i hans værker - trods et science fiction-tilløb som 'Budskab fra verdensrummet' og de sene serieudgaver af klassikere som 'Don Quixote' og 'Moby Dick'. Skoleblad Den første tegning, den 16-årige Eisner fik offentliggjort, var illustration til en skolebladsartikel om 'den glemte ghetto' i dét fattige Bronx, som andengenerationsindvandrerens rumænske mor og østrigske far flyttede til i hans barndom. Det kvarter, han vendte tilbage til med sine 'graphic novels' - rækken af tegnede skæbnefortællinger indledt i 1978 med tragedien 'En kontrakt med Gud', om jøden, der går i rette med sin herre. Dén udgivelse indleder dels Eisners grafiske supplement til en af de stærke tråde i amerikansk litteratur med navne som Singer, Bellow og Roth. Dels blev den lille bog inspiration til udviklingen af den alternative amerikanske seriescene og for store navne som Art Spiegelman ('Maus') og Ben Katchor ('Jew in New York'). Om sig selv og jødedommen sagde Eisner: »Jeg er vist nærmest en 'misfornøjet rettroende'. Jeg går i synagogen nu og da, men jeg har problemer med ritualer«. Inspirator for fornyelse Ved samme lejlighed forklarede Eisner mig også, at »jeg betragter mig selv som fortæller, snarere end som billedkunstner«. Det var i 1996, da han udstillede i København som kunstnersammenslutningen Corners gæst og desuden overværede tilblivelsen af det gavlmaleri på Christianshavn, der har motiv fra hans fortælling om 'Det flyvende menneske'. Eisner samlede sine erfaringer og tip om 'sequential art' (et udtryk han foretrak for 'comics') i bogen 'Tegneserien & den grafiske fortælleteknik' (dansk udg. 1986), senere fortsat i 'Graphic storytelling' (ikke udg. på dansk). Men det er især med Spirits grafisk banebrydende selvironi og med skæbnefortællingernes sociale og psykologiske alvor, at Will Eisner i billedfortællingernes 20. århundrede blev en af de vigtigste inspiratorer for den fornyelse af den internationale tegneserie, der synes at følge med årtusindskiftet. Den dag på Corner-udstillingen på Charlottenborg i 1996 sluttede den kloge og varme, dengang 79-årige mand vores samtale med følgende ord: »Døden? Den prøver jeg at se bort fra. Jeg har det nok nærmest, som den amerikanske humorist Garrison Keillor skrev: Jeg bryder mig ikke om tanken om at ligge i kisten i årevis uden noget at læse i!«. Dét skulle vel kunne lære os efterlevende at læse og genlæse Eisners egne bøger - mens tid er.