Bagdad, Mosul, Kirkuk og Basra. Byer i et krigshærdet Irak. Vi hører navnene næsten dagligt, og på nethinden får vi straks billeder af amerikanske soldater på patrulje eller af gidsler, der beder for deres liv. Billedet af det lykkelige Arabien er meget, meget langt væk. Anmelderne af de sidste bind af Carsten Niebuhrs rejsebeskrivelser fra Mellemøsten i årene 1761-67 kan - naturligt nok - ikke dy sig for at sammenligne det billede, den danske globetrotter fremlægger i sine bøger, med de billeder, vi alle konstant får serveret af medierne fra det samme område. Moderne Mellemøsten-historie I Berlingske Tidende slår det Lars Handesten fra første side, hvordan byerne på Niebuhrs rejserute er blevet dagligt samtalestof for os på grund af Irakkrigen, og han læser derfor de flere hundrede år gamle beretninger med en helt særlig interesse. »Og læser man så Niebuhrs beskrivelse af forholdene i det mesopotanske og kurdiske rige, så er det på mange måder som at læse moderne Mellemøsten-historie. »Overalt i det, som nu hedder Irak, var der små krige og et utal af magtkampe og rivaliseringer mellem forskellige grupperinger«. Stof til eftertanke »Magtforholdene i Bagdad var allerede dengang yderst intrikate, og intrigerne blandt magthaverne var livsfarlige for de involverede«. »Styret i Bagdad bekæmpede kurderne i nord, shiitter og sunnier bekæmpede hinanden, og der var utilfredshed med skatterne til Sultanen i Konstantinopel«. »Mod syd kæmpede englænderne og hollænderne om herredømmet, og de lavede alliancer med forskellige sheiker, som ingen dog kunne stole på, fordi alle handlede ud fra egen vinding nu og her. Krige kommer og går med en hast, som gør det hele meget uoverskueligt for Niebuhr - som for os!«. »I Niebuhrs rejsebeskrivelse er der således et rigt stof til eftertanke for de allierede i den besættende befrielse af Irak i dag. Niebuhr kan således konkludere på sine udredninger af konflikterne, at han har villet vise sine læsere 'hvor lidt europæerne kan forlade sig på de muhamedanere med hvilke de indlader sig i et forbund mod muhamedanere'«, skriver Lars Handesten, der i sin begejstring ikke tøver med at give bogen seks ud af seks mulige stjerner. Litterært hovedværk Det samme ville Frits Andersen og Bjørn Bredal med garanti have givet bogen i hhv. Weekendavisen og Politiken, hvis bogredaktionerne ellers uddelte den slags. På de to anmeldere forstår man, at det store bogværk - cirka af samme størrelse og vægt som en haveflise - bør udstyres med kors og bånd og stjerner. I hvert fald i overført betydning. Begge advokerer for, at værket vil være uomgængeligt i en dansk litterær kanon. Frits Andersen fremhæver rejsebeskrivelserne som et hovedværk i verdenslitteraturen, intet mindre, og ligesom sine anmelderkolleger undlader heller ikke han sammenligninger med nutidens mediebillede af den kultur, Carsten Niebuhr drog igennem med alle sanser åbne. Både tolerance og kritik »Mens vi således siden Herder og romantikken har vænnet os til at betragte sæder og skikke hos mennesker, der lever andre steder på Jorden, som sammenhængende kultursystemer, vi enten kan beundre eller tage afstand fra, så ligger Niebuhrs beskrivelse og metode før kulturrelativismen«. »Det kan derfor også pege ud over de blindgyder, som vi for tiden hver dag bliver lokket ind i, når vi åbner avisen eller tænder for fjernsynet, og vi hører om julefrokostpolitik i Ikea, tørklædestriden i Frankrig eller bomber i Basra. I sin rejse- og jordbeskrivelse forholdt Carsten Niebuhr sig til sæder og skikke på samme måde som til det landskab, han har som sin hovedopgave at kortlægge og opmåle«. »Han søger præcision og fakta, og han tager så mange koordinater og pejlinger som overhovedet muligt«, skriver Frits Andersen og noterer, at Niebuhr er lige så omhyggelig med at beskrive arabernes måde at sidde på, den persiske mandegymnastik eller indiske kvinders brystfutteral, som han er med at beskrive deres politik, byplanlægning og militær. Som anmelder mener han, at Niebuhr evner at se både fordomsfrit og kritisk på den kultur, han møder. »Over for medieglobaliseringens billedstrøm, der hævder at fortælle nye historier om disse gamle steder, men i realiteten fastholder dem som fortidige, virker Niebuhrs beretning, som om denne verden bliver født på ny«, skriver han. 200 års venten Bjørn Bredal er ikke mindre begejstret i Politiken, og han mener, værket har været værd at vente på. »Carsten Niebuhr undskylder i sin 'forerindring', at 'udgivelsen af dette værk har trukket så længe ud'. Han har været lidt overvældet af opgaven: 'Eftersom jeg allerede i begyndelsen af 1764 mistede alle mine rejsefæller, måtte jeg foretage hjemrejsen fra Indien over Basra til Aleppo helt alene'«. »Alt forladt. Siden trak det jo også lidt ud med at få den danske oversættelse befordret - godt et par hundrede år som sagt. Men vi har jo længe kunnet læse den dramatiserede version af rejsen hos Thorkild Hansen. Og nu er Niebuhrs egen version her altså, begge bind i den fantastiske beretning om en dansk-tysk landmålers møde med Arabien og andre morgenlande«, skriver Bredal.