Klokken 15.15 er der to år tilbage af Syvårskrigen. Året er 1568, og Danmarks første børnebog er netop kommet på gaden. En time senere er der gået 399 år. Og Cecil Bødker har netop udgivet 'Silas og den sorte hoppe'. 400 års børnelitteratur er kogt ned til en times forelæsning i et stuvende fyldt auditorium. Hvor latteren går højere end bekymringerne for børnebogens vilkår i det nye årtusinde. 'Poetisk skyllevand' I går holdt den 59-årige professor Torben Weinreich sin afskedsforelæsning på Danmarks Pædagogiske Universitet. Et muntert sammenkog af 400 års børnelitteraturhistorie, som han stadig skriver på og udgiver næste sommer. Fra tidligere tiders advarsler mod bogormebørn, der »sjældent er livskraftige personligheder« over fabler, kobbertryk og håndkolorerede billedbøger. Forbi det hedengangne 'Adresseavisen for børn', der i 1700-tallet bragte meddelelser om navngivne børns slette og gode bedrifter og barske skildringer af børn, der havde mistet livet i københavnsområdet. Og frem til de moraliserende børnebøger, som Søren Kierkegaard frarådede, fordi han ikke mente, at børn skulle læse »poetisk skyllevand«. H.C. Andersen regerer stadig De første 250 år er nu hurtigt overset. Der kom nemlig kun i alt 200 titler. Eller mindre end én om året. »Børnelitteraturen var i flere hundrede år meget kropsfikseret. Lige fra den allerførste børnebog 'Børnespejl' fra 1568 af Niels Bredal, der gennemgår alle kropsdele«. »Og frem til slutningen af 1700-tallet, hvor der udkom en 322 sider lang bog om onani med advarsler og vejledninger om, hvordan man kunne se, om børn og unge onanerede. Det hed sig, at de blev blege og sygnede hen«, fortæller Weinreich. Og tilføjer: »Et stilfærdigt gæt er, at H.C. Andersen aldrig læste den«. H.C. Andersen er til gengæld ifølge professoren stadig og ubetinget det mest omvæltende, der er sket for den danske børnelitteratur. »Hans første eventyr kom i 1835 og blev en revolution, fordi han brugte børnenes eget sprog. Og folk blev jo rasende, fordi de mente, han lærte børnene dårlige vaner«, siger Torben Weinreich, der selv har leveret en stribe titler til det danske marked for børnebøger. Belærende spejderidealer Det næste store spring i børnelitteraturen kom omkring 1900, hvor børnene pludselig fik fritid og tid til at læse 'Flemming'-bøgerne, 'Peder Most'-bøgerne og 'Paw'. Og hvor spejderbevægelsen holder sit indtog både i samfundet og i børnelitteraturen. »Vi har en hel periode, hvor det er spejderidealerne, der påvirker børnelitteraturen. Men der har til alle tider været lidt belærende hensigter i børnelitteraturen, fordi den i vid udstrækning er skrevet af skolelærere«, siger den afgående professor. Torben Weinreichs kommende børnelitteraturhistorie slutter i 1967. Eller det år, hvor Cecil Bødker udsendte 'Silas og den sorte hoppe', hvor Ole Lund Kirkegaards første børnebog 'Lille Virgil' kom, og hvor Benny Andersens 'Snøvsen' og 'Cykelmyggen Egon' af Flemming Quist-Møller kom på gaden. »I 1964 udkom den sidste 'Jan'-bog, den sidste 'Puk'-bog og den sidste 'Sussi-bog. De triviallitterære bøger uddøde, og tre år senere udkom en hel stribe af de bøger, vi forbinder med moderne kvalitetslitteratur for børn«. En del af forklaringen er ifølge Torben Weinreich de samfundsmæssige strømninger og en ny bibliotekslov, der styrkede børne- og skolebibliotekerne, og som betød, at den børnelitterære købekraft flyttede fra familierne og over til det offentlige. »Det blev kastet en masse penge ind i systemet, og det blev lærerne og bibliotekarerne - folk med et mere bevidst forhold til børnelitteratur - der bestemte, hvad der skulle købes«. Den gode timing Torben Weinreich var også manden, der i fjor rejste debatten om en kanon for litteraturen i folkeskolen. Det havde andre gjort før ham. Men dybest set handler de fleste ting om timing. Og Weinreich ramte rigtigt, da han genlancerede tanken i januar 2004, hvor budskabet landede lige midt i den danske værdidebat. I bogen 'Nedslag i børnelitteraturforskningen 4' gav han sit bud på en børnelitterær kanon for folkeskolen. Derefter gik der ikke en arbejdsdag i de kommende fire måneder, hvor Torben Weinreich ikke talte med en journalist. Og i dag - halvandet år efter - er både folkeskolen og gymnasiet udstyret med en obligatorisk kanon i litteratur. Mens syv udvalg under Kulturministeriet stadig diskuterer, hvilke værker der skal med i den nationale kanon over billedkunst, litteratur, musik, film, arkitektur, scenekunst og design og kunsthåndværk. »Man må sige, at jeg fik afsindigt meget mere, end jeg bad om. Selv om børnelitteraturen næsten blev glemt i den obligatoriske kanon for folkeskolen, er folk begyndt at diskutere litteratur og alt muligt andet i kanonsammenhæng«. »Kanon er blevet en måde at tale om ting, der har værdi. Og det synes jeg er fint«, siger Weinreich, der selv takkede nej til at sidde i det litterære kanonudvalg. Helbredsproblemer Torben Weinreich blev i 1998 Danmarks første professor i børnelitteratur ved det nyoprettede Center for Børnelitteratur. Pensioneringen kommer en anelse før ventet på grund af helbredsproblemer. Nu glæder han sig til at skrive sin børnelitteraturhistorie færdig og til at skrive nogle flere børnebøger. Og når det gælder den offentlige debat, har Torben Weinreich heller ikke tænkt sig at lade sig pensionere foreløbig.