Mord, sex og politisk maskespil er ikke ukendte ingredienser for krimigenren. Tværtimod. Men hvad sker der, hvis man også kaster narkomaner, transvestitter, terrorister, sexsærlinge og forklædte nazister i gryden? Det er helt sikkert, at man får sig en heftig smagsoplevelse. Det er anmelderne enige om efter at have læst 'Om et øjeblik i himmelen', skrevet af forfatteren og højskolelæreren Christian Dorph og forlagsredaktøren Simon Pasternak. Derimod er der forskel på, hvor mange krydderier kritikerne foretrækker. Desorientering Informations David Rehling kunne godt have ønsket sig, at der var skruet lidt ned for blusset. Han mener, at fortællingen fortaber sig i en »heftig overdosering af virkemidler« og undrer sig, da den ene halvdel af duoen netop skulle være i besiddelse af en forlagsredaktørs disciplin. Rehling mener ellers ikke, at det skorter på gode ideer i romanen, problemet er snarere, at de findes i hobetal: »Som køkkenkunstnere, der vover at optræde hinsides kogebogens formaninger, må sande: Summen af alle krydderier er smagen af sæbe«. »Læseren hensynker efterhånden i lige mængder déjà vu og tiltagende desorientering - navnlig som romanen i sin anden halvdel hvirvler sig ud i et mord- og blodorgie, der er tæt på at ville fordoble den danske kriminalitetsstatistik«. Stor mundfuld Hans Larsen fra Ekstra Bladet har samme oplevelse af, at romanen gaber over alt for meget, og konstaterer, at de løse ender flagrer til højre og venstre. Han er dog ikke uden sympati for den store mundfuld: »Det er synd, for romanen er velskrevet. Men forvirringen sænker sig over læseren, jo længere man kommer i de alt for mange sider. Prøv igen - med lidt færre ambitioner«, lyder opfordringen. For mange bolde På bagsiden af krimien kan man læse, at bogen er »en stort anlagt fortælling om et årtis drømme og mareridt og om frigørelsens pris«. Men måske er det stort anlagte netop svagheden i projektet, bemærker Kristeligt Dagblads Mie Petersen, der fremhæver romanens yderst velskrevne karakter. Det er dog ikke til at komme udenom, mener hun, at 'Om et øjeblik i himlen' favner så vidt, at den er på nippet til at knække midt over: »Der er så mange bolde i luften på en gang, at det som læser kan være svært at få overblik over dem alle. Mord, voldtægt, pædofili, hård porno, vold, stoffer, økonomisk kriminalitet, ja, der er vel ikke den alvorlige forseelse, der ikke indgår i historien«. »Opklaringen af det, det hele starter med, mordene på familien, fortoner sig indimellem helt ud i periferien, så man næsten er nødt til at minde sig selv om, hvad det er, de to politifolk er i gang med, og hvad det er, man læser: en krimi eller roman om 1970'erne på godt og ondt - og i dette tilfælde så absolut mest ondt«. Klovnedragter og dyregebisser Der er i sagens natur ikke noget ondt i at krydre sit sexliv, men Weekendavisens Klaus Rothstein må erkende, at han ikke føler sig opstemt af romanens bizarre sexeskapader: »I løbet af et par meget intense dage dykker vi ned i en hidtil ukendt flom af skørlevned, som bl.a. omfatter så syg og grænseoverskridende sex, at det ikke engang er sjovt at læse«. »Helt ærligt: når den seksuelle anomali omfatter svedende mænd i klovnedragter med gebisser af dyretænder, så er grænsen for min erotiske nysgerrighed overskredet ganske betydeligt«. Rothstein må konkludere, at han aldrig helt kommer i himlen: »'Om et øjeblik i himlen' er en ambitiøs retrokrimi, som byder på noget af det mest dekadente og voldelige, jeg længe har læst«. »Det er underholdende og ulækkert, og der er sikkert også en dybere pointe, som jeg bare ikke helt fattede, medmindre det vigtigste da er rejsen ind i politifolkenes 'forvirrede sjæle' (som det hedder i bagsideteksten). I så fald er jeg ked af at sige det, men det virker altså som et forfatterpar i bekneb for litterær tyngde«. Ren ramasjang Politikens egen anmelder Bo Tao Michaëlis er slet ikke ked af det. Han virker i stedet meget begejstret over »den kalejdoskopiske handling« og mener, at persongalleriet er »ungefær lige så farverigt og flerstemmigt som i Leo Tolstojs 'Krig og Fred'«. Men ikke nok med det. Krimien er også »ren ramasjang«, på den fede måde, »med en klar ambition om både at fortælle en god historie og give os aspekter af den gang, middelklassen endnu ikke havde anparter i de (post)moderne tider. Spændende, endog burlesk og grotesk med scener af rå vold og slibrig sex, dirrende artikuleret med en egen artistisk nerve og stil, som aldrig lægger sig realistisk i kun et leje«. At romanen er lidt for lang og træder lidt ved siden af indimellem, må Michaëlis dog erkende. Men de afsluttende ord er ikke til at tage fejl af. Romanen falder helt i hans smag: »... et overbevisende indtryk af en fejende, artistisk og aldeles original thriller med mange tankevækkende tråde sirligt snoet til en sort og storslået sædeskildring«. Og forfatterne må for hans skyld gerne give den endnu én på krydderen: »Bravo - godt skrevet og gerne en fortsættelse«.