Frankrigs ældste og fornemste litteraturpris, Goncourt-prisen, blev i går under intens mediebevågenhed tildelt den 64-årige forfatter François Weyergans for bogen 'Trois jours chez ma mère' (Tre dage hos min moder). Weyergans overhalede med et mulehår (seks stemmer mod fire) den kontroversielle forfatter Michel Houellebecq, der var indstillet til prisen for sin roman 'La possibilité d'une île' - en fremtidsroman, der handler om kloning og eugenik. Skrøbelig I grunden er det temmelig besynderligt, at valget netop stod mellem disse to forfattere, som blev genstand for en veritabel afstemningsgyser blandt de ti jurymedlemmer I Goncourt-akademiet, der har uddelt den prestigiøse pris hvert år siden 1903. For i modsætning til Houellebecq er Weyergans et helt anderledes stilfærdigt, skrøbeligt og underspillet gemyt. Og hans bog ligeså. Den har været syv år undervejs, ja, nogen har sågar hævdet, at han slet ikke var begyndt at skrive på den endnu, men han nåede altså lige akkurat at få den sneget med i dette efterårs bogsæson. Hyldest til moderen Det lyder måske som en dårlig spøg, men 'Trois jours chez ma mère' handler rent faktisk om en forfatter - tilmed med det temmelig homofone navn François Weyergraf - som har store problemer med at færdiggøre en roman, og som hele tiden udsætter at tage ned at besøge sin gamle, elskede 90-årige moder, som bor alene i et hus i Alpes-de-Haute-Provence. Moderen bekymrer sig umådeligt om sin søn, som var han stadig en ung skoledreng i korte bukser og med vandkæmmet hår. Og heller ikke hér kan man rigtig skelne Weyergans fra Weyergraf. For det første, François Weyergans gjorde, da han havde fået prisen, var at ringe til sin moder ... på 91. »Hun blev meget glad og bevæget«, fortalte Weyergans den forsamlede franske presse efter uddelingsceremonien, der som altid fandt sted på restaurant Drouant i Paris. »For hende er det, som om jeg lige har fået 13 i studentereksamen«, tilføjede Weyergans. Selv understreger han, at forholdet til moderen er det vigtigste i bogen. »På den ene side er der historien om den lidende forfatter. På den anden en åben hyldest til moderen. Forfatterens problemer fanger et mindre vigtigt publikum end de problemer, der kan være mellem en søn og hans moder«, ymtede en smilende Weyergans. Den evige kandidat At han er glad, kan man godt forstå. Den 64-årige forfatter er nemlig for længst blevet udråbt til den evige Goncourt-kandidat, og mange litteraturkritikere mener, at han burde have fået prisen for nogle af sine tidligere - og ifølge anmelderne endnu bedre værker - ikke mindst den berømmede 'Le radeau de la Méduse' fra 1984. Men nu kan han altså endelig glæde sig over æren og samtidig se frem til et betragteligt mersalg. Goncourt-prisen øger nemlig i gennemsnit salget af en prisvinder med omkring 100.000 eksemplarer. Til gengæld må Michel Houellebecq endnu gang trække sig tilbage med uforrettet sag. Det er tredje gang, han bliver indstillet til prisen uden at få den - ifølge Le Nouvel Observateurs litteraturanmelder Jerôme Garcin, fordi jurymedlemmerne ganske enkelt ikke bryder sig om ham. »Weyergans er en stor og passioneret forfatter. Houellebecq er en forfatter, som alle elsker at hade, mens Weyergans, der er rørende og skrøbelig, og som ikke kan få gjort sin bog færdig, er en forfatter, som folk har lyst til at elske«, vurderer han i nyhedsmagasinet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Nationen betaler nu prisen for Løkkes egoisme
-
Trump glemte at fortælle, at Saudi-Arabien satte en kæp i hjulet
-
Planlægningen er i gang: Sådan vil Kreml beskrive »sejren« over Ukraine
-
Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes forsøg på at undersøge, om en midterregering kan blive en realitet igen
-
Han har det hele: Smuk kæreste, karriere, herskabslejlighed. Men han er også en lille smule psykopat
-
Oui, hvor er det herligt med et sommerhit på et andet sprog end engelsk
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes forsøg på at undersøge, om en midterregering kan blive en realitet igen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce






