0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

John Knarvorn Fowles

John Fowles' efterladte dagbøger fortæller historien om en mand, der afskyede berømmelsen og den moderne verden. Salman Rushdie, Michael Caine, anmelderne, hustruen, Martin Amis. Få finder nåde for hans blik.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Da forfatteren John Fowles døde forleden som 79-årig, fortalte de fleste nekrologer, at den berømte forfatter af 'Troldmanden' og 'Den franske løjtnants kvinde' dybest set ikke brød sig om at være et kendt ansigt og derfor var flygtet ud på landet.

Når man læser de dagbogsnotater, som den britiske avis The Guardian offentliggjorde lørdag, er man ikke i tvivl om udsagnenes rigtighed.

Den litterære verdens glimmer er ham inderligt imod, og han bryder sig meget, meget lidt om de kolleger, der elsker spotlyset.

Rushdies rolle
Da han i 1989 til en middag hos Fay Weldon møder den fatwa-ramte forfatter Salman Rushdie, skriver Fowles i sin dagbog, at han dybest set ikke har ændret opfattelse af kollegaen, siden de mødtes sidst.

» ...han prøver at være kvik, skarpsindig og morsom, uden at han rigtig er det«, noterer Fowles, der også mener, Rushdies forfængelighed er større, end godt er.

Og at han har en frygtelig fornemmelse af, at Rushdie dybest set nyder sin nye rolle som islams og Khomeinis modsætning.

Har brug for nattens mørke
»På en måde er Rushdie ikke, hvad man kunne kalde et værdigt offer, forstået på den måde, at han ikke har fortjent, hvad der er sket. Man er i den absurde situation, at man har ondt af ham, fordi det faktisk er sket, og samtidig tvivler man, fordi han ikke er en bedre forfatter«, skriver John Fowles i 1989.

Til middagen med Rushdie har han og hustruen Elizabeth ladet sig overtale til at forlade huset på sydkysten, men allerede i 1965 betror han sin dagbog, at han hader byen.

I januar 1965 siger han ja til at skrive filmmanuskriptet til sin roman 'Troldmanden', men kun fordi han ikke behøver forlade huset på landet.

» ... den sikre bevidsthed om, at jeg har et sted, hvor jeg kan udelukke glimmertilværelsen, jagten på succes. Jeg har brug for havet, nattens mørke; selv kulden, fugtigheden, alle skavankerne, dette skrummel af et sted præsenterer en for«, skriver Fowles, der få uger senere noterer, at hustruen Elizabeth netop hader stilheden, pladsen, tomheden.

»Alle de ting jeg elsker, desværre«.

Ikke rigtig en lykkelig eneboer
Dette skriver han i februar 1966, men det er ikke første gang, ægteparrets trængsler finder vej til dagbogen. I december 1965 skriver han:

»... hun hader landet, hun hader huset, hun hader mig og oven i det hele hader hun også sig selv. At bo her er blevet som at bestige et bjerg med et lig på nakken«.

Men er han hellere fri? Da hun har været væk hjemmefra i ti dage i oktober 1966, skriver han:

»Det kan ikke være sundt for mig, jeg går i beskidt tøj, vasker mig ikke, spiser lidt på forkerte tidspunkter, lader køkkenet blive til bunker af rod og beskidte tallerkener, strejfer rundt på markerne og lader dem blive en del af mig, som naturen (...)«.

»Men jeg er ikke rigtig en lykkelig eneboer. Jeg må være to, måske tre eller fire, hvis sandheden skal frem. Jeg kan ikke savne Eliz, som hun er, men jeg savner hende hele tiden, som hun var«, skriver Fowles.

Eddikesur
Da han i maj 1966 får udgivet 'Troldmanden', forsøger han at tage anmeldelserne oppefra og nedefter. Kritikeren Penelope Mortimer får skudsmålet, at hun afleverer en helt forudsigelig anmeldelse - 'eddikesur'.

»Egentlig er jeg ret ligeglad, anmeldelser går mig meget mindre på, end de burde; og i en syg verden føles det på en måde sundere at blive afvist end at blive anerkendt«.

Tre uger senere skriver han i dagbogen:

»Stadig ingen breve fra en engelsk læser, hverken godt eller skidt ... Heller ikke selv om bogen har ligget på bestsellerlisten i en måned«, skriver Fowles i 1966. Jo, forfatteren vil gerne klappes på ryggen. Når det altså passer ham.

Aldrig naturligt forhold til at være berømt
Hans egne møder med berømtheder får også ord med på vejen. Forfatteren Martin Amis får skudsmålet, at han får sin far (den ofte spydigt-ironiske Kingsley Amis, red.) til at virke som en hjertevarm humanist til sammenligning, og skuespilleren Michael Caine har han heller ikke meget tilovers for.

»Han er en gennemført utiltalende ung mand«.

Selv får han aldrig et naturligt forhold til at være berømt. I et interview i 2003 siger han til The Observer:

»De vil møde dig og tale med dig. Og de indser ikke, at det ofte går en på nerverne«.

Få Politiken leveret alle julehelligdagene

Få Politiken leveret hver søndag i en måned + alle julehelligdagene. Du får 8 aviser for 99 kr.

Kom i gang med det samme

Annonce