Brugte De vinterferien til at læse historien om det 17-årige engelske digtergeni Thomas Chatterton? Formentlig ikke, men Deres bedsteforældre læste den sikkert i sin tid. Den kunne nemlig læses i ugebladet Hjemmet i udgaven fra 15. oktober 1929, som Deres Bibliopat naturligvis lægger inde med. Det er en fantastisk historie skrevet af Sigurd Togeby, som ugebladet gav samme overskrift, som kan læses over denne klumme. Et forslugent dyr Chatterton er en besynderlig og tragisk skikkelse. Han tog sit eget liv et par få måneder, før han fyldte atten år, men nåede inden at skabe stor poesi, tilmed i et sprog, som lå tre århundreder tilbage. Som om det ikke var nok, indskrev han sig også i historien som en stor dokumentfalskner! Thomas Chatterton blev født i Bristol 20. november 1752, hans far døde tre måneder, før han blev født. Som helt lille var han ikke noget lys, men historien går, at de malede og forgyldte bogstaver på et gammelt nodehåndskrift på forunderlig vis tændte hans intellekt og fantasi. Han stavede sig gennem håndskriftet og begav sig fra da af ud i læsningens verden som et forslugent dyr. Hans anden store kærlighed var den nærliggende kirke, St. Mary Redecliffe. Her var hans onkel graver, og han viste Chatteron hver en krog og krypt i den store kirke, ligesom de to på kirkegården læste navnene på de gamle sten og talte om fortidens bysbørn. Den sære skrift Onklens fortællinger var med til at skabe en myldrende verden af figurer og personer i Chattertons hoved. Hvornår han begyndte at skrive selv, vides ikke præcist, men han lavede de første af sine berømte digte om munken Rowley i en alder af ni-ti år. Rowley er en mild og flittig digtermunk fra Bristol, som har en rig og mægtig ven og mæcen. Omkring dette par skabte Chatterton en mængde andre eksotiske skikkelser, og her kunne historien såmænd godt slutte, men Chatterton fik ikke afløb for al sin kreativitet gennem sin poesi. En dag fandt den sære dreng, ja, man skulle tro, det var løgn, nogle gamle kister i et lille rum over en af kirkens portaler. De viste sig at indeholde håndskrevne dokumenter fra gamle dage. Dem kastede Chatterston sig sultent over, og der gik ikke længere, før han kunne læse det fortidige engelske sprog og var i stand til at efterligne den sære skrift. Hjemmelavet middelalderengelsk Nu begyndte anden fase af Chattertons Rowley-skriverier. Han omskrev dem til engelsk fra det 15. århundrede. Vel at mærke på gamle pergamentark og med gammeldags skrift. Chatterton præsenterede det færdige resultat for sin lærer og fik herefter mod til at lade Bristols antikvitetshandlere se på sine 'gamle' dokumenter. De bed også på, og så var vejen banet for Chatterton, der hurtigt fik en pæn forretning op at stå gennem salg af sine velbevarede og letlæselige poesidokumenter - skrevet af ham selv på et hjemmelavet middelalderengelsk, som han krydrede med inspiration fra Geoffrey Chaucer og Alexander Pope. Drøm om berømmelse Eftertiden stemplede i hvert fald i første omgang Chatterton som en litterær svindler, men Sigurd Togeby stiller i sin store artikel spørgsmålet, om Chattertons svindel i virkeligheden var drevet af den unge mands ønske om at få sine romantiske digte i en så gammel klædedragt som muligt - både hvad angår sprog og medie. Chatterton fik også smag for journalistik og gik på jagt efter selv at finde en mæcen. Han kontaktede rigmanden og kunstkenderen Horace Walpole, der i første omgang lod sig narre af en 'Rowley-afhandling' fra 1400-tallet, som Chatterton selv havde lavet. På et tidspunkt begyndte Chatterton at interessere sig for politik og skrive til magasinerne i London, men han måtte også selv til storbyen, livet igennem var han drevet af en drøm om berømmelse. De kostbare Rowley-dokumenter Mødet med storbyen gik godt, men hans redaktører var målløse over at møde den unge splejs, der havde skrevet så mange artikler til dem. I London arbejdede Chatterton dag og nat, han skrev i de fleste magasiner og begyndte også at skrive sange og en enkelt komisk opera. 24. august 1770 gik Chatterton som sædvanlig op på sit værelse. Her rev han alle sine manuskripter i stykker og drak vand, som han havde blandet arsenik i. Næste morgen blev han fundet død. Det blev stort set ikke bemærket, kun få huskede ham og først og fremmest som finderen af de kostbare Rowley-dokumenter. En mester i versemål Siden er hans ry vokset. I vore dage fremstår han, hvad enhver kan forvisse sig om via nettet, som en pioner i engelsk digtning. Allerede Togeby satte ham i perspektiv: »Det var ham, der viste vejen væk fra det 18. århundredes pedantiske versemageri, han var den første, der indså middelalderens kunstneriske muligheder, og han var den, der påviste forbindelsen mellem musikken og poesien. Han forstod, hvordan sproget kan bøjes og moduleres efter de forskellige følelser, det skal udtrykke, og han mestrede det i alle versemål - i Rowley-digtene alene bruger han 57 forskellige«. Opdagelse er godt Thomas Chatterton, som vor læser med garanti ikke anede, hun skulle lære at kende i dag, blev begravet på en fattigkirkegård i London, hvor han ligger den dag i dag. Moralen? Well, den er utvivlsomt, at det er sundt for småbørn at blive kastet tidligt ud i læsningens under, og at det ikke skader at gå på opdagelse i gamle bygninger sammen med en voksen, der kan tilføre dybde til barnets sansning af den fysiske verden. Ja, vi spørger bare: Hvem ville ikke gerne have fundet en kiste med gamle dokumenter i et hemmeligt rum i en kirke? Siden vi kun var en bette pat, har vi her i hulen haft et godt øje til tårnkamre, skunkrum, kosteskabe og dybe skabe og altid, fordi der præcis dér godt kunne gemme sig en glemt stafet fra fortiden, en mønt, en pengeseddel, en tinsoldat, et fransk brev eller måske en naziskat som den, vi engang fandt i Grækenland og her på siden har berettet om adskillige gange, se også tidligere klummer på www.pol.dk. Næste uge: Med Mylius på Rådhuset! Quiz 1: »Whanne that April with his shoures sote/ The droughte of March hath perced to the rote«? Quiz 2: Ikke Flemming Rose, men tre gange blomsten på engelsk, hvem, hvad, hvornår? I sidste uge efterlyste vi romanen, hvorfra dette citat stammer: »Tomas åbenbarede sig for Tereza i hendes restaurant som den absolutte tilfældighed. Han sad ved bordet over en opslået bog«. Hvilken roman?Quiz 2 lød således: »The greatest trick the Devil ever pulled was convincing the world he didn't exist« er slutbemærkningen i en ret god film. Hvilken fransk digter er ophavsmanden til udtrykket?Kundera og og BaudelaireKære Bibliopat Quiz 1) Citatet om Tomas og Terezas første møde stammer fra 'Tilværelsens ulidelige lethed', Kunderas postmoderne singlelife-evangelium, som sjovt nok ikke - i disse singletider - vækker den samme genklang som i 1980'erne. Citatet er forkert, idet den bog, Tomas har foran sig, da han bestiller en cognac af Tereza, ikke er 'storslået' men blot 'opslået'. Storslået - og sindbillede på Terezas traumatiske fortid - er derimod den bog, hun læser i den pågældende dag, nemlig Tolstojs 'Anna Karenina'. Quiz 2) Filmen er jo 'The Usual Suspects'. Men citatet stammer fra Baudelaires tekst 'Le Joueur généreux' fra 'Parisisk Spleen', som roligt kan siges at repræsentere alt muligt andet end tilværelsens ulidelige lethed (dog lider Tereza en del af spleen). Citatet er i originaludgaven og fuld udstrækning: »Mes chers frères, n'oubliez jamais, quand vous entendrez vanter le progrès des lumières, que la plus belle des ruses du diable est de vous persuader qu'il n'existe pas!«. Flot, ikke! Salut fra Jens Bruno Hansen, Vallekilde Pondus fundet Til Bibliopaten! Jeg har et rimeligt pænt eksemplar af den i 'Bøger' 18.2. efterlyste bog om Pondus og lille Tine. Mine børnebørn på 3 og 5 år er indforståede med at bytte bogen bort for en anden god børnebog, meget gerne en af Astrid Lindgrens bøger om Lotte fra Spektakelmagergade, der desværre er udsolgt fra forlaget. Jeg håber, at Henrik Levin fra Vejle vil være interesseret i denne byttehandel. Med venlig hilsen, Amy Klinge, Holbæk Dengang på Østerbrogade Kære Bibliopat. Det har været rigtig spændende at læse om dit besøg hos Ebon Borg på Østerbrogade. Jeg har boet oppe under taget som ung og havde bl.a. tårnet som værelse. Det kunne dog ikke bruges til beboelse, men jeg kunne da gå en tur og beundre den flotte trækonstruktion. Der var dengang ikke trappe op til lejligheden, kun en elevator, så det har sikkert ikke været helt lovligt at bo der. Her mange år efter har jeg skrevet til de beboere, der bor på 4. sal, om evt. at leje loftslejlighederne til mine sønner, jeg ved, de står tomme, men jeg har desværre ikke fået noget svar. Med venlig hilsen Jens H. Dreyer Carl Barks Kære Bibliopat Angående sidste uges klumme: Du har helt misforstået den nye Carl Barks-udgivelse. Jeg troede, Bibliopaten gik ind for Carl Barks. Den nye udgivelse oversætter, hvad Carl Barks rent faktisk skrev på amerikansk - og ikke de danske oversætteres danske ordspil, hvad enten de er sjove eller ej. Prøv lige at tænke på konsekvensen af Bibliopatens ønske - altså at det er bedre at skrive noget pjat end at oversætte ... Det tror jeg ikke, nogen går ind for ... Mvh O. Knudsen