Det ville være kættersk - og himmelråbende forkert - at påstå andet, end at Philip Seymour Hoffman yder en djævleblændt flot indsats i rollen som den kontroversielle, egomane og affekterede forfatter Truman Capote i Bennett Millers film 'Capote', som i disse dage lokker tusinder af folk i biffen her i landet og andre steder på kloden. Hans gestaltning af den fysisk lillebitte, überbøssede selviscenesættelseskunstner, der i slutningen af 1940'erne chokerede de amerikanske literati med debuten 'Nye stemmer, nye steder' ('Other Voices, Other Rooms'), er så kunstnerisk overlegen en præstation, at man har ham mistænkt for at have indgået en pagt med selve djævelen for at kunne levere den. Men det er næppe tilfældet; han er bare en forbandet god skuespiller - hvilket hans kunstneriske generalieblad da også beviser: I stort set alle de film, han har medvirket i, overbeviser han hinsides materialets kvaliteter. True crime Men når man overhovedet får mistanken om noget faustisk, skyldes det, at forfatteren i filmen - som baserer sig på Gerald Clarkes biografi 'Capote' fra 1988 - temmelig udtalt sælger sin sjæl og journalistiske integritet for at få sin historie om især den ene af de to småpsykopatiske drabsmænd ved først at hjælpe med retshjælp og moralsk støtte - så han får den fornødne tid til at vinde tillid og få historien fortalt - siden ved at standse hjælpen, så den rette afslutning, henrettelsen, kan finde sted. Under dække af at bedrive journalistik forklædt som roman medvirkede han til at iscenesætte forløbet af retssagen og mediernes dækning; men skabte til gengæld en ny genre, dokumentarromanen, som siden skulle gå sin sejrsgang som sensationskolporterende virkelighedstrivi under navnet 'true crime'. Tilbage til boghylden Bogen, der først blev publiceret som føljeton i det celebre magasin The New Yorker, udkom i 1965 og blev en litterær sensation. Anmelderne var begejstrede. The New York Times Book Review kaldte således bogen for et mesterværk og et bevis på, at der stadig kan skrives tragedier. Og andre medier holdt sig heller ikke tilbage. Publikum tog også den frygtelige redegørelse for mordet på en fredelig bondefamilie i Holcomp, Kansas, til sig. Oplag efter oplag blev flået ned af hylderne, og 'Med koldt blod' blev hurtigt oversat til alverdens sprog. Herunder dansk. Allerede i 1966 kunne Gyldendal præsentere sine læsere for en oversættelse ved Annabeth og Jens Kruuse. Og det var netop den udgave, denne signatur hev ned fra hylden efter om formiddagen at have set 'Capote'. For der er nemlig et sted i filmen, hvor man glemmer Philip Seymour Hoffmans præstation totalt. Og det er, da Truman Capotes forlægger, William Shawn, arrangerer en oplæsningsseance, så den litterære offentlighed kan få en smagsprøve på det værk, der har krævet så megen research, og som mange har talt om så længe. Oplæsningen Først introducerer redaktøren sin forfatter for en stopfyldt sal af forventningsfulde læsere. Så indtager den klejne, sirligt klædte bebrillede mandsling selv talerstolen, lægger manuskriptet fra sig og præsenterer sig. Hvorefter han med sin pibende, næsten drengesopranagtige stemme giver sig til at læse op og tryllebinder forsamlingen med sine ord. »Holcomp ligger mellem de højtliggende hvedemarker i det vestlige Kansas, et øde område, som andre i Kansas kalder 'derude'. Hen ved hundrede kilometer øst for grænsen til Colorado har landskabet med sin hårde blå himmel og ørkenklare luft en atmosfære over sig, der snarere er Far West end Middle West. Den lokale dialekt bliver skarpere af en præriesnøvlen, en slags kvægfarm-nasallyd, og mange af mændene går i snævre cowboybukser, stetsonhatte og højhælede støvler med spidse snuder. Landet er fladt, og udsigten er ærefrygtindgydende vidtstrakt; heste, kvæghjorte og en hvid klynge kornsiloer, der yndefuldt som græske templer rejser sig mod himlen, er synlige, længe før den rejsende når hen til dem«. Ordenes kraft bibeholdes De ord kørte rundt i hovedet på mig hele dagen med deres næsten taktile skarphed. Hård blå himmel. Ørkenklar luft. Jeg kunne se det for mig, og da jeg skulle i seng, nappede jeg, efter lidt søgen, den slidte, fedtede, engang hvide lærredsindbundne bog med titlen skrevet i blåt på ryggen med mig til køjs. For derefter at bruge de næste par timer på at læse, læse, læse og læse - for ikke at sige sluge forfatterens med vanvittig omhu udvalgte ord, som i dag, mere end 40 år efter affattelsen, og 25 år efter at jeg læste dem for første gang - jeg købte bogen for 6 kroner i et antikvariat på Enghave Plads - stadig står lysende klare. Og da jeg i de følgende dage så at sige spiste op, forblev læselysten intakt. Den seje, sprogligt virtuost orkestrerede fortælling vedblev, trods sin til tider næsten udmattende omhyggelighed, med at fascinere. Den sigende detalje Som journalistik er 'Med koldt blod' for længst overhalet af tiden. New journalism - altså det at bruge litterære virkemidler i journalistisk fagprosa - fik langt mere radikale, effektsøgende og underholdende fortolkere: Tom Wolfe, Hunter S. Thompson, P.J. O'Rourke. Og i moderne aviser kan man i dag ret ofte læse såkaldt narrativ journalistik, der i rigt mål - med større eller mindre talent - øser af arven fra 'Med koldt blod'. Hvad man derimod kun sjældent kommer ud for i moderne fagprosa er det suveræne blik for den sigende detalje, der præger Truman Capotes fremstilling. Overbevisende Og hans evne til at fortælle massevis af bittesmå historier, indlejret i den større. Eksempelvis i beskrivelsen af den på overfladen lykkelige familie Clutter fremhæver han deres lille tragedie, konens vedvarende depression og hendes standhaftige forsøg på at sætte sig ud over den. Eller når han fortæller om de mange svigt, den ene af gerningsmændene, Perry Smith, har været udsat for i sit liv - uden at etablere den mindste årsagssammenhæng mellem hans koldblodige og brutale gerning og hans sølle opvækst. Bogen hedder 'Med koldt blod', og hele projektet er - ved vi nu fra biografier, film og andre former for efterrationalisering - koldblodigt. Men prosaen er sgu ikke spor kold. Den er godt nok nøgternt registrerende og ambitiøs. Men fordi den etablerer et så overbevisende realistisk univers, er den også varm, nærværende, skræmmende og sine steder morsom. Koldt blod og bankende hjerte I kraft af forfatterens betydelige empati kommer man som læser også ind under huden på de mennesker, fremstillingen præsenterer en for. Man får ondt af Clutter-datterens kæreste, som aldrig før har oplevet noget frygteligt, men pludselig må se sig selv være på listen over mistænkte. Og det er svært ikke at få en klump i halsen over den tykke gamle hest Babe, hvis skæbne er uvis, fordi dens ejere er døde. Hvem skal nu give den æbleskrog? Selvfølgelig er det fuldstændig vanvittigt at påstå, at Truman Capote fremmaner et stykke virkelig virkelighed med sin bog. Sådan spiller erkendelsesklarinetten ikke, og enhver ved, at al fremstilling er redaktion. Men det føles altså sådan alligevel. Hvilket jeg siger med både koldt blod og bankende hjerte. Og for en gangs skyld føler jeg det ikke forkert at sige: Se filmen, læs bogen.