Da de amerikanske søndagsaviser i sidste uge markerede 3-års dagen for USA's invasion af Irak, var det ikke med triumferende trut i trompeten, men med undersøgende artikler om, hvordan det dog var endt så galt. Nu forsøger en ny bog, 'America at the Crossroads', sig med et svar, og den har fået de nykonservative tænkere op ad stolen - ikke så meget pga. dens svidende kritik af Bush-regeringen, men fordi den kommer fra et sted blandt deres egne rækker. Det er nemlig Francis Fukuyama, der har forfattet bogen, og han er i USA kendt som en af landets mest prominente nykonservative tænkere med en fortid i viceforsvarsminister Wolfowitz' tænketank, 'Project for the New American Century', og en studietid hos filosofiens mesterlærer, Leo Strauss. I Europa er Fukuyama mest kendt for sin tese om 'Historiens ende', der hævder, at med afviklingen i 1989 af de kommunistiske styrer og indsættelsen i stedet af demokrati, frihed og markedsøkonomi er Vesten nået derhen, hvor det ikke kan blive meget bedre. Mister kontakten til de historiske rødder Men fedt ser det jo ikke ud for tiden, og det er Fukuyama den første til at indrømme. Han er også den første af de nykonservative til at indrømme, at man i USA tog fejl, da man valgte at invadere Irak i 2003. Det er gået alt for stærkt og alt for militært til, skriver han i 'America at the Crossroads', og USA må for alvor til at lægge kursen om, hvis landet skal fortsætte som verdensmoralens flagskib. I en historisk oversigt over den nykonservative bølge - fra 1950'ernes grundlæggere som Leo Strauss og Irving Kristol til George W. Bushs rådgivere, Paul Wolfowitz og Williams Kristol (Irvings søn) - viser han, hvor præcis det gik galt, og det var faktisk lige omkring den tid, hvor historien nåede sin ende. For her gik den amerikanske succes de nykonservative til hovederne, så de mistede ikke bare jordforbindelsen, men også kontakten til deres historiske rødder. Koldkrigstænkning Ligesom deres forgængere mener nutidens nykonservative, at USA har en moralsk pligt til at blande sig i internationale anliggender og sprede demokratiske idealer kloden rundt, ligesom de indenrigspolitisk set nærer stor skepsis for statskontrollerede velfærdsprogrammer. Men med 'Operation Iraqi Freedom' har Bushs rådgivere udvist en næsten barnlig tro på utopiske samfundsrevolutioner - eller 'regimeskifte' - pointerer Fukuyama, ligesom de med dæmoniseringen af Mellemøsten og deres 'forebyggende krig' har overdrevet den trussel, islamistiske ekstremister faktisk udgør for det amerikanske imperium. Det er en 'os-imod-dem'-mentalitet, der stammer fra tiden under den kolde krig, men som i dag er en anakronisme uden hold i virkeligheden, mener Fukuyama, der også ser tidens europæiske antiamerikanisme som tegn på, at USA har handlet helt ude af takt med resten af verden - og med historiens gang. For demokratisering er ikke noget, der ifølge Fukuyama kan påduttes en nation udefra, når nationen er så tilbagestående, som Irak, ifølge hans tidsregning, er. Demokrati er noget, der i Fukuyamas filosofi vokser organisk frem og blomstrer, når tiden er moden til det - som da kommunismen faldt sammen og visnede, hurtigt og lydløst og helt naturligt. I stedet for den aggressive form for udenrigspolitik, som Bush-regeringen har ført i de nykonservatives navn, mener Fukuyama derfor, at man bør holde lidt igen med den militære udbredelse af de demokratiske idealer i Mellemøsten og i stedet tage en tålmodig og samarbejdsvillig approach til problematikken. Nykonservativt genmæle Mens venstreorienterede aviser som New York Times har klappet i hænderne over Fukuyamas politiske omvendelse, har der ikke overraskende været misfornøjede miner i den nykonservative lejr. I The Weekly Standard kritiserer William Kristol Fukuyama for at stikke halen mellem benene og »sende store dele af verden ad helvede til - i en håndtaske, der kan sprænge i stumper og stykker, hvad øjeblik, det skal være«, mens Christopher Hitchens tager til genmæle på Slate.com. De nykonservative havde ikke »hovedet i skyerne«, men tværtimod fødderne solidt plantet i historien, da de rådgav Bush til at invadere Irak, skriver han og henviser til de gange i det 20. århundrede - under Anden Verdenskrig og krigen i Kosovo sidst i 1990'erne - hvor USA's intervention var perfekt timet. Forsøg på at redde nykonservatismen Men før andre kritikere kaster sig ud i en diskussion med Fukuyamas øjensynlige omvendelse, bør de lige overveje, hvor meget hans tænkning faktisk har ændret sig, skriver Adam Kirsch i New York Sun. For selv om Fukuyama gør sig til talsmand for, at amerikanerne skal slå bremserne lidt i, så tror han dog stadig på historiens fremskridt og mener, at USA skal føre det videre. 'America at the Crossroads' er derfor ikke så meget et 'opgør' med nykonservatismen som et forsøg på at redde den - og Fukuyamas filosofi - ud af de historiske ruiner efter den endefuld, Historien har givet dem med den fejlslagne invasion af Irak. Og den svider ikke kun i Fukuyamas ende.