Det er sådan set business as usual. Den kongeblå mursten om de kendte danskere lander og ligner et eksakt opslagsværk. Hardcover og tolvhundrede tætskrevne sider. Man skimmer listen af nytilkomne og undrer sig alligevel en anelse. Hvorfor er koryfæerne Steffen Brandt og Povl Dissing først med i år - samtidig med ynglingen Tobias Trier. Giver det mening at blåstemple Reimer Bo og ikke Anna Bro? Og hvorfor har pensioneret oberst Bendt Bertelsen en plads, mens DR 2-redaktør Mikael Bertelsen er vejet og fundet for let? Mangeårigt medlem af redaktionskomiteen og redaktør på Den Blå Bog Jørgen Pedersen svarer: »Vi udtaler os ikke om enkeltpersoner. Men internt diskuterer vi det kraftigt«. Tvangsindlæggelse Meningen med bogen er ellers ifølge redaktøren at være et spejlbillede af det øvrige samfund. »Det er ikke Kraks Blå Bog, der tegner et billede af det samfund, vi ønsker os. Det er samfundet, der bestemmer, hvordan Kraks Blå bog ser ud. For mange år siden var det f.eks. fuldstændig utænkeligt, at sportsstjerner var med. Men samfundet har vist, at der er mere og mere fokus på sport, underholdning og tv-mediet«. En af de nye kendte har dog i år valgt at undslå sig - uden held skal tilføjes: »Hvert år er der et par stykker, der ikke ønsker at være med. Det accepterer vi i den udstrækning, at det ikke alvorligt skader Kraks Blå Bogs redaktionelle linje. Men hvis vi mener, at det ville være en reel mangel, at vedkommende ikke er med, sidder vi det overhørigt. Personen, som jeg taler om, har vi taget med mod vedkommendes vilje. Vi har så at sige tvangsindlagt vedkommende«. Hvem det er, vil redaktør Jørgen Pedersen ikke afsløre. Men ældre eksempler er der nok af. Indtil år 2000 lykkedes det filmmanden Erik Clausen at stritte imod, ligesom også Politikens tidligere arkitekturanmelder Henrik Sten Møller nægtede at deltage indtil midtfirserne med henvisning til, at han ikke kunne få opført sin samlever, organist Jens E. Christensen. De er nu begge med, og 'registeret partnerskab' er således blevet blåstemplet. Morten Olsen og Wilbek Men hvordan skiller redaktionen skæg fra snot eller Kent Kirk fra Katja Kean? Hvad er kriteriet for at være en anerkendt offentlig person i det danske samfund. Jørgen Pedersen henviser til en både intern og ekstern komite med fagkonsulenter, der hvert år indstiller de nye navne: »Det er rent subjektivt. Der er ikke er nogen faste kriterier. Men man skal være kendt inden for det fagområde, man nu repræsenterer. Og man skal være kendt i en god mening«. Kendt i en god meningHvad er det at være kendt i en god mening? »Det er utrolig vanskeligt at sige. Man kan ikke måle det«. De tre journalister Jes Dorph, Kurt Strand og, Reimer Bo er kommet med, fordi de er »tv-personligheder«, som I skriver i jeres pressemeddelelse. Er de kommet med på grund af deres faglighed, eller fordi de er kendte i en god mening? »Det er selvfølgelig, fordi de både er offentligt kendte, og fordi de er kendt for noget fagligt positivt. De er respekterede blandt deres ligemænd«. Landtræner Morten Olsen er med i år. Hvorfor nu og ikke tidligere? »Det har nok noget at gøre med den træghed, der er i samfundet. Morten Olsen blev godt nok nationalhelt nogle få minutter, hver gang han havde scoret et mål for Danmark, men det er først i de senere år, at han er blevet respekteret«. Man kunne jo indvende, at Morten Olsen netop det sidste år har æren for, at vi ikke er med ved VM. Det er vel ikke særlig positivt? »Det er jo ikke over et enkelt år, vi vurderer den slags ting. Den slags lader vi os ikke påvirke af. Vi ser på folk over en årrække«. Selv ganske uinteressantSå er der landstræner Ulrik Wilbek. Han har tidligere været træner for kvindelandsholdet og vundet guldmedaljer ved EM, VM og OL i 1990'erne, men er først kommet med i år, hvor han er blevet landstræner for mændene. Var han ikke fin nok, da han var træner for kvinderne? »Jo, absolut. Vi holder meget af kvinder, og vi gør, hvad vi kan for at hjælpe jer. I 1910 i den første Blå Bog, var kun ca. fem procent kvinder, i denne udgave er 13 procent kvinder, og blandt de nyoptagne er godt 20 procent kvinder«. Er det godt nok? »Set fra mit synspunkt er det ikke godt nok. Men det er jeres egen skyld. I kan bare markere jer noget bedre i samfundet på alle ledder og kanter«. Er du selv med?

»Nej, det er jeg ikke. Jeg er ganske uinteressant i den sammenhæng«.