Hvis jeg husker ret, handlede diskussionen, da bogen udkom i 1993, primært om Foghs provokerende tanker om, at alle danskere var blevet statsnarkomaner, der trængte til en kollektiv afvænningskur. Derimod var man på det tidspunkt knap så optaget af, at Fogh ikke i første omgang var interesseret i den fysiske afvænning fra velfærdsstaten, men snarere havde blikket rettet mod vores psykiske abstinenser. I sit forord skriver Fogh, at det var Murens fald, der satte ham i gang med at skrive bogen, fordi liberalismen efter 1989 ikke længere kunne begrundes i sin modsætning. I over 40 år havde selve Muren været begrundelse nok, men da den var væk, måtte der argumenter til. Eftersom Fogh ikke vil have hængende på sig - og liberalismen - at der ikke findes gode værdibaserede - frem for blot markedsøkonomiske - grunde til at holde af den, vil han frem til liberalismens etik, eller »frihedens etik«, som han besnærende kalder den. Hans ærinde med bogen er simpelthen at begrunde liberalismen etisk. Grundlæggende misforståelse Efter et kedsommeligt grundkursus i liberal filosofi med highlights fra John Locke, Adam Smith over Ayn Rand til Robert Nozick kommer man frem til etikken, og den er i mere end en forstand et kapitel for sig. Helt uden henvisninger til de gængse etikbegreber stiller Fogh to etiske principper op over for hinanden og kalder dem henholdsvis 'subjektiv etik' og 'etisk objektivisme'. Den 'subjektive etik' fører ifølge Fogh til »værditomhed eller absolutisme - fordi den er skabt af mennesker, som samtidig har ophævet alle absolutte værdier«. 'Etisk objektivisme', derimod, er et etisk regelsæt, der »er fastsat af en højere magt, guddommelig eller verdslig. Moralnormerne er givne og absolutte«. Hverken den første eller den anden af de skitserede etikker kan Fogh bruge til noget, hvorfor en tredje præsenteres. »Løsningen ligger i«, skriver Fogh, »at erkende, at der findes visse objektive etiske værdier (...) Der findes en autoritet uden for og hævet over mennesket, som giver grundlaget for etikken«... Forskellen mellem 'etisk objektivisme' og 'objektiv etik' er ikke åbenbar. Til gengæld er der vist ingen tvivl om, at Foghs 'objektive etik' er det, der normalt går under betegnelsen religion. Her afslører Fogh, at han grundlæggende har misforstået, at etik handler om forholdet mellem mennesker, ikke om menneskets forhold til Gud. Individet og Gud Samtidig med at han gør frihedsrettighederne til sin 'objektive etik', som slået sammen til ét ord fikst bliver til 'frihedsetik', og sætter friheden over alle andre værdier, mener han, at »vi har brug for etikkens absolutte krav for at skærme det enkelte menneske mod undertrykkelse fra andre mennesker, der vil ophøje sig selv til etiske autoriteter ...«. I tidehvervske termer ville det hedde, at mennesket ikke må gøres til Gud. Når Fogh taler om frihed, mener han altså den frihed, der sætter mennesket fri fra staten og fra kollektivet, men ikke fra religionen. Således står den enkelte kun til ansvar for sig selv - og Gud. De subjektive rettigheder findes ikke Subjektivitet har Fogh det svært med. Er noget 'subjektivt', har det med det mellemmenneskelige at gøre, og så er det per definition problematisk. Det gælder den 'subjektive etik', og det gælder de 'subjektive rettigheder'. I modsætning til frihedsrettighederne, som er 'naturlige' (fordi de følger af menneskets natur - Fogh ligger her i direkte forlængelse af den gamle naturretstænkning), er de 'subjektive rettigheder' skabt og vedtaget af mennesker. Fogh giver som eksempel, at en subjektiv rettighed f.eks. kan være ret til uddannelse eller bolig. Men subjektive rettigheder findes ikke i Foghs verden, kun »frihedsrettighederne som tilhører ethvert menneske i kraft af at være menneske«. Men naturretten overlevede af gode grunde ikke overgangen til moderne tid. For i vores tid begrundes retten samfundsmæssigt. Det er en af pointerne ved demokratiet. Og heldigt for 'det enkelte menneske', en størrelse, Fogh lægger stor vægt på. Åbenhed a la Dansk Folkeparti I et kapitel om 'Det åbne samfund', inspireret af Karl Popper, skriver Fogh: »Det enkelte menneske har en nationalitet, hvis dette menneske anerkendes af andre mennesker som tilhørende dette folk«. Man kan med andre ord stemmes ud af nationen, hvis det passer 'de andre'. Præcis her mødes naturretten og den nationale åbenhed i Foghs (og for den sags skyld Søren Krarups) optik: Etikken og dermed den liberale politik begrundes i et negativt mellemmenneskeligt forhold, den negative frihed eller retten til at blive fri for dem, der ikke kan anerkendes. De, der bliver tilbage, folket, »holdes sammen som folk af den fælles historie, myten om fælles afstamning, mentaliteten og fælles skikke«. Åbenhed a la Dansk Folkeparti. Den nationale identitet Værdifællesskabet med Dansk Folkeparti viser sig også i et andet kapitel, der skal forestille at handle om kunst. Da det liberale budskab kan koges ned til, at kunstnerne skal have indirekte i stedet for direkte statsstøtte, er der god plads til, at Fogh kan give den som smagsdommer om, hvad der er og hvad der ikke er kunst. Det konstruktive er, det destruktive er ikke. Kunsten - altså den konstruktive - kan imidlertid bruges til et opgør med det danske mindreværd: »Vi skal have modet til at værdsætte vor egen nationalitet og give udtryk for det«. Det skal give os et større selvværd at stå imod med, når vi i fremtiden bliver konfronteret med fremmede kulturer. Kunstens opgave er at hjælpe danskheden med at overleve. Som det hedder: »For at skabe, udvikle og vedligeholde den nationale identitet er det nødvendigt at skabe nationale præstationer, som folket kan identificere sig med og føle stolthed over (...). Vi skal udvikle og dyrke de nationale symboler«. I al sin tragikomiske indskrænkethed minder det kunstbegreb, ud over at lyde, som om det er sporten, der tænkes på, mest om et helt andet, svært uliberalt: nazismens. Etisk liberalisme Da 'Fra socialstat til minimalstat' udkom i 1993, var man i modtagelsen mest optaget af Foghs holdninger til statens størrelse. I dag er det spørgsmålet, om man på baggrund af den virkeliggjorte 'etiske liberalisme' i Foghs aftapning, som vi nu har kendt siden 2001, ikke snarere skal fæstne blikket ved de værdier, Fogh står for, end den stat, han stort set blot har videreforvaltet efter sine forgængere. Ikke for ingenting er den hårdeste kritik af Fogh kommet fra de ultraliberalister, der kan beskylde ham for at have glemt sin sociale minimalisme. Derimod kan de være tilfredse, som misundelige og forurettede har følt, at 'en kulturradikal elite' alt for længe havde bestemt i det her land. Småborgerlig snusfornuft Da Ikast-Danmark kom til magten, indskrænkede man ingenlunde staten. Man gjorde den i stedet til et nævenyttigt redskab i en såkaldt kulturkamp, en omvurdering af alle værdier i retning af nationalisme og småborgerlig snusfornuft. Hvor liberalismen forblev noget rent økonomisk, kronet af et populistisk, ideforladt skattestop, og etikken fik en på hatten med de mest uetiske, internationalt fordømte love for bekvemt at gøre et lille indvandrermindretal til syndebuk for samtidens undladelser. Undladelser, der grundlæggende består i at svigte sammenhængskraften i det samfund, socialstaten kunne være ramme for. Det kunne have været et værdigt mål for en 'etisk liberalisme'. Det kunne Fogh have skrevet en bog om. Eller kunne han?