En af de ’Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer’ skiller sig voldsomt ud fra de syv andre.
Som den eneste foregår ’Miraklet på Lorteøen’ på dansk grund. På »en snusket og noget bedaget bar på Amager, hvor stampublikummet i høj grad var det, de fleste vil betegne som ’udskud’«.
Alligevel er det her på Café Alstrup, at miraklet indtræffer.
En gruppe selvoptagede og småfordrukne danskere fra den kreative klasse og omegn finder en bums og beslutter sig for at hjælpe det stinkende og bevidstløse væsen på fode igen. I et eksemplarisk anfald af velorganiseret uegennytte går de systematisk i gang med projektet. Bumsen genopstår som afgiftet menneske med nye tænder i et dansk juleeventyr.
En kleppert af en bog, hvor de andre historier groft sagt handler om danske mænd, der rejser til byer i udlandet, hvor de får masser af både gratis og betalt sex, smager de bedste vine og forlyster ganen med lækre retter på absolut anbefalelsesværdige restauranter.
En slags asocialrealisme, som på alle måder ligger langt væk fra den beskrivelse af livet op ad ’radiatoren’, som Jan Sonnergaard gjorde berømt, da han i sin tid chokerede den danske litterære offentlighed ved at genoplive socialrealismen i sin mest kradsbørstige form på et tidspunkt, hvor den slags var alt andet end comme il faut.
LÆS OGSÅ »I de fem første bøger var jeg jo ond ved læserne. Den første om, hvor ualmindelig forfærdeligt der er på bunden, og hvordan man ikke engang kan sige, at de fattige i det mindste er søde over for hinanden. Den anden om kvinderne, som er nogle bitches over for deres mænd, der er nogle svin over for deres kvinder. Den tredje om den onde overklasse uden moral og den fjerde, hvor jeg sprænger hele kloden i luften. Så jeg tænkte, at nu ville jeg for en gangs skyld være sød ved læserne, der har holdt ud hele vejen igennem«, siger Jan Sonnergaard og smiler kerubisk i den svale internationale atmosfære i baren på Hotel Royal i København.
Så han besluttede sig for at undersøge, hvad en typisk læser godt kan lide.
Boghandlerne og forlagene sagde samstemmende, at bøger skal være tykke. Tjek. Læserne kan godt kan lide god mad og er med på den gastronomiske bølge. Tjek. Fremmede lande. Tjek. Og kærligheden, sagde alle. Kærligheden overvinder alt.
Kærlighedens imperativ
»Der er jo det udmærkede ved kærlighed, at det er et bredt emne. Jeg har i alle bøgerne prøvet at skrive om noget, jeg mente, litteraturen ellers ikke beskæftigede sig med. Hvad kærligheden angår, er den beskrevet mange gange i dansk litteratur, men det er som regel den romantiske kærlighed. Passion og kødelig kærlighed. Men tænk på, hvor meget der falder ind under kærlighedsbegrebet«, siger han og remser op.
Venskabet, volden, tilgivelsen, gavmildheden og jalousidrabet.
LÆS KRONIK
Sonnergaard, der »har en lille grad i filosofi fra engang for længe siden«, nåede frem til at vælge Kants kategoriske imperativ som motto og rød tråd. Ideen om den uegennyttige handling. At man handler således, at ens handling kunne være en universel lov, og at man aldrig bruger et andet menneske som et middel.
Så Kant er altså den usynlige stamgæst på Café Alstrup og ånden, der svæver over vandene i fortællinger om bordelbesøg og svigtede idealer, der måske ikke lige umiddelbart ser særlig ’opbyggelige’ ud.
Men som altid når det drejer sig om Jan Sonnergaard, skal det pålydende tages med et gran salt. Ironien er der altid. Hvad man sjældent kan føle sig sikker på, er, i hvilket omfang ironien er en del af pakken.
Som f.eks. i ’Uhyret i Villa Borghese’, hvor Sonnergaard leger ironisk med den p.t. så populære autofiktion ved at kalde samlingens mest usympatiske og luddovne danske hovedperson for Jan. En af mange danske mænd på flugt og udebane.
Farvel til den danske provins
»Aldrig har den danske provins været beskrevet så indgående som i de seneste år. Det er der ikke noget galt med. Men der har været en trend, og så snart der er en trend, får jeg lyst til at gøre det modsatte«, siger Sonnergaard.
Tværfløjten i den let jazzede musik flyder usynlig fra de skjulte højttalere i lobbyens barstemning på hotellet, der også namedroppes i Sonnergaards novellesamling.
Jan Sonnergaard rejste ud med nogle dogmer i kufferten.
I hver by skulle han bo mutters alene i mindst et kvartal. Historierne skulle skrives på stedet. Der måtte godt redigeres og skrives om bagefter, men historien fra den pågældende by skulle foreligge med begyndelse, midte og slutning, når han drog hjem. Et tredje dogme var, at han selv skulle have været alle de steder, der er beskrevet.
»Det har altid været princip hos mig. Det skal være minutiøst detaljeret, så jeg får baggrund for at lyve noget mere!«
Så alle de franske luksusrestauranter er blevet prøvespist af Jan Sonnergaard. I tilgift til gode historier får læserne forfatterens egen lille michelinguide med i købet.
