Rundbordssnak. Efter halvanden times intens diskussion står to spørgsmål tilbage: Hvem skriver den korte anmeldelse, og hvem sørger for kage til næste gang?
Foto: Peter Klint (arkiv)

Rundbordssnak. Efter halvanden times intens diskussion står to spørgsmål tilbage: Hvem skriver den korte anmeldelse, og hvem sørger for kage til næste gang?

Bøger

Reportage fra Politikens læseklub: Her taler ingen smagsdommerne efter munden

Læsegruppen var ligeglad med anmeldernes dom, da de diskuterede 'Svalens graf'

Bøger

De skulle næsten prøve det, de danske forfattere.

I en time skulle de have lov til at være en flue på væggen, når ti læsende mennesker siger præcis, hvad de mener om forfatterens nye bog.

Sent mandag eftermiddag handler det om Sissel-Jo Gazans nye storsælgende krimi ’Svalens graf’, og de ti bogglade læsere på Rødovre Bibliotek er åbenlyst ligeglade med, hvad aviserne har skrevet om bogen.

Jo jo, de har fulgt med i, hvad anmelderne har skrevet, men her taler ingen smagsdommerne efter munden. Heller ikke Politikens anmelder, som sagde, at »ekvilibristiske Gazan har gjort det igen«. Her er koret mere blandet.

LÆS ANMELDELSEN:

»En lidt træls affære«, siger den ene.

»Er det overhovedet en krimi?«, spørger en anden.

»Jeg kunne nu godt lide den«, siger en tredje.

»Det er ikke en vinder, for så skulle den være mere litterær. Men det er en god historie«, siger en fjerde.

Alle kommentarerne falder på Rødovre Bibliotek, hvor en læsegruppe hen over efteråret har udvalgt en række nye udgivelser, så gruppen kan give sit bud på, hvilke bøger de vil indstille som kandidater til Politikens Litteraturpris.

Gruppen har allerede læst Jan Sonnergaards novellesamling ’Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer’, og efter sidebemærkningerne at dømme har den ikke store chancer hos gruppen.

Der bliver gået til stålet
I denne uge er de kommet til Sissel-Jo Gazans krimi. Næste gange bliver det Anne Cathrine Riebnitzskys roman ’Forbandede yngel’, inden de slutter af med Yahya Hassans debutdigtsamling.

Deltagerne i læsekredsen er næsten mønstereksemplet på, hvem der holder den danske bogverden i live. Ud af de ti deltagere er otte kvinder, og de fleste i gruppen er i alderen 50+ eller 50++.

Alle er trænede læsere med en baggrund, som ofte befinder sig i området af skolelærere, bibliotekarer, akademikere eller børnebibliotekarer.

Når de har tilmeldt sig en læsekreds på biblioteket, er det ikke for at komme med høfligt indpakkede udsagn om udgivelsen. Overhovedet ikke. De siger, hvad de kan lide ved historien og bogen, og hvis forfatteren ikke lever op til forventningerne, er kritikken barsk.

Der bliver gået til stålet, som de siger i cykelsporten.

I sin indledende kommentar siger Pia Isert, at hun egentlig slet ikke gider læse krimier. Men hun ser dem på tv. Ofte er det lidt sværere bøger, hun tager livtag med.

Det er hende, der indleder med at sige, at ’Svalens graf’ er en lidt træls affære, og at det hele er lidt for tørt. Men hun indrømmer samtidig, at forfatteren faktisk skriver godt, og at historien er lidt af en pageturner.

Lige rigeligt
Lars Villinger er ret begejstret for historien, og han kan også godt lide, at historien har et plot, hvor det handler om, hvor giftigt det videnskabelige miljø kan være, når forskere bekriger hinanden, og hvor der kan flyde blod i yderste konsekvens.

Men også han har elementer, der trækker i den modsatte retning. Han synes, forfatteren får pakket lidt for meget ind i de enkelte kapitler.

På nogle måder har Kirsten H. Christoffersen samme holdning. Indimellem synes hun, at det hele er alt, alt for meget, og at de familiehistorier, der kører ved siden af krimi-intrigen, skulle have været skåret meget ned.

Hun kan ikke forstå, hvorfor en af bogens centrale personer skal stoppes ind i en familie, hvor alle er lidt specielle, for nu at sige det mildt.

»Vi har en doven og umulig far, en velbegavet, kunstnerisk mor og tre døtre helt forskellige døtre. Og i familien foregår der så det mærkeligste drama i baghaven. Genboen til familien er oven i købet gammel politimand, og politimanden, der skal opklare hele sagen, har endda været barnebarn i netop det hus«, siger Kirsten H. Christoffersen.

»Jamen, sådan nogle familier findes«, siger Else Marie Fiele.

»Jeg kender også dysfunktionelle familier, men det virker næsten, som om der er to romaner i en«, siger Pia Isert.

Delte meninger
Meningerne er tydeligt delte i læsegruppen, og man fornemmer, at medlemmerne her deler sig i dem, der er vant til at læse krimier, og dem, der sjældent bevæger sig ind i genren. De fleste er dog ikke entydige i hverken kritik eller ros.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis Sissel-Jo Gazan havde været til stede, ville hun under alle omstændigheder have kunnet finde læservurderinger, der ville varme, mens hun skrev sin næste bog.

Per Kahlen er dog noget kritisk. Han synes simpelthen, der skal være mere opklaring til ham som læser, og det er derfor, han retorisk spørger, om romanen overhovedet er en krimi.

Læseren som detektiv


»Jeg vil involveres i handlingen. Når en professor (der angiveligt begår selvmord, red.) skriver et afskedsbrev, vil jeg ikke have det refereret. Jeg vil selv læse, hvad han har skrevet. Jeg vil være med i opklaringen og lege, at jeg er Søren Marhauge«, siger han med henvisning til romanens politimæssige omdrejningspunkt.

Bibliotekar Signe Fogt Hansen er tovholder for læsegruppen, og hun vil gerne have dem til at forholde sig til, at ’Svalens graf’ er en videnskabskrimi.

»På den måde skiller den sig jo ud. Forfatteren har selv sagt, at den er en anden måde at formidle videnskab på«, siger hun.

Man kan fornemme, at mange af deltagerne i gruppen har fulgt tv-udsendelsen, hvor Sissel-Jo Gazan har fortalt om, hvordan ideen til romanen er opstået. At det var en professor på Serum Instituttet, der henvendte sig til hende, da hun havde skrevet ’Dinosaurens fjer’.

Professoren havde haft svært ved at nå ud med sine resultater fra vaccine-forskningen, fordi de samtidig fortalte, at nogle af WHO’s stort anlagte vaccinationsprogrammer ikke kun havde gode sider, men også nogle utilsigtede og katastrofale bivirkninger.

Som man kan se af Sissel-Jo Gazans krimi, risikerede man gennem vaccinationerne at slå tusindvis af børn ihjel hvert år.

»Ja ja, nu kalder de det så videnskabskrimi. Det kan ikke bare være en krimi længere«, siger Annette Elsby.

»Men hvor meget er egentlig rigtigt? Betyder det, at nogen ikke vil have deres børn vaccineret? Forfatteren siger jo, at hun bygger romanens historie på forskning«, siger Lene Fauerby.

Et forfriskende pust
De bekymringer fejer Pia Isert dog klart af bordet.

»Det er jeg helt ligeglad med. Hvis jeg var interesseret i vaccinationer, så ville læse helt andre bøger«, siger hun.

Til gengæld roser hun Sissel-Jo Gazan for at folde hele forskningsproblematikken ud, så hun som læser kan forstå den uden problemer. Hun er også imponeret over, at det lykkes forfatteren at holde et stort persongalleri i spil, uden at hun taber nogle af dem på gulvet.

Trods nogle indvendinger vil Kirsten H. Christoffersen anbefale andre at læse bogen. Hun synes, den er et forfriskende pust i genren, som også Sjöwall-Wahlöö var for mange år siden. Det er et plus for hende, at den bevæger sig ind på samfundskritikken.

»Men litterært og kompositorisk er den ikke et mesterværk«, tilføjer hun.

Denne del af kritikken går igen hos flere. Ja, forfatteren er god til at skrue en historie sammen. Den er måske rigeligt overbefolket af sære skikkelser, men den er også spændende.

Til gengæld er sproget ikke det mest spændstige, og flere spekulerer åbent over, om det måske er en afsmitning fra netop det videnskabelige.

»Det er irriterende, at man ikke synes, bogen er litterær, fordi den er nem at læse«, siger Oda Schilling, men det har Lene Fauerby en replik til. Hun har læst krimier, siger hun, hvor sproget er mere spændende end i ’Svalens graf’, så det er ikke der, problemet er.

»Sproget skal sørge for, at der er noget til fantasien«, siger hun.

Den litterære krimi
Kirsten H. Christoffersen er enig. Der er jo, siger hun, himmelvid forskel på en bog som Johannes V. Jensens ’Kongens fald’ og Gazans ’Svalens graf’, når det gælder sproget. Andre henviser til Kim Leines bøger.

»Men findes der overhovedet litterære krimier?« spørger Annette Elsby.

»’Rosens navn’«, siger Per Kahlen uden at tøve.

»Jamen, hvis ’Svalens graf’ havde været skrevet på et højlitterært sprog, var den ikke nået så langt ud, som den nu er«, siger Pia Isert.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den vurdering køber Bonnie Spliid nu ikke umiddelbart.

»Jeg synes, at nogle af bogens lange samtaler nærmest var trivielle«.

Herefter falder dommen bordet rundt. Laveste og højeste karakter falder prompte. Per Kahlen er hård og giver et ud af seks point. Annette Elsby giver fem. Alle øvrige giver tre eller fire point. Med bibliotekaren falder der i alt 11 domme, og det bliver et gennemsnit på cirka 3,5.

Til sammenligning gav Politiken uden tøven fem hjerter.

Bøger skaber ro

Men hvorfor læser de aktive medlemmer af læsegruppen alle de bøger? Er det underholdning, eller bruger de bøgerne som spejl for deres eget liv? »For mig handler det om to ting: At komme ud i nogle andre miljøer end mit eget og se verden fra nogle andre perspektiver. Eller også at jeg ser noget i sproget. Jeg giver altid bøgerne en chance på 50 sider«, siger Pia Isert. Lene Fauerby læser, fordi hun er nysgerrig. Hun vil gerne ind i andre folks hoveder, som hun siger. For Bonnie Spliid er bøgerne et helle i dagens medieverden. »Tv er blevet så amerikaniseret. I bøgerne får man et længere forløb. Bøgerne skaber ro«, siger hun.







Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce