Man nærmer sig halvtreds, skavanker opstår ud af det blå, medicinglassene yngler, og venner falder skandaløst tidligt bort. Som menneske må man kunne navigere i tvivl og fortvivlelse – man har brug for et rum, som er større end ens individuelle kvaler, et højt og udstrakt reflektorium, hvor de bange anelser for en stund kan sættes i perspektiv, gives en mening, få et sprog.

Nogle går på druk, andre i kirke. Nogle udligner kontroltabet med transcendental meditation og rørende græsrodsvirksomhed, andre gør kroppen til et tempel og holder dødsangsten stangen med pulsure og rekordhøje iltoptagelseshastigheder.