HEMMELIGT GRAVID. Forfatteren Chimamanda Ngozi Adichie gik stille med, at hun var blevet mor. Men har man pligt til at fortælle sine læsere om graviditet og fødsel? Arkivfoto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

HEMMELIGT GRAVID. Forfatteren Chimamanda Ngozi Adichie gik stille med, at hun var blevet mor. Men har man pligt til at fortælle sine læsere om graviditet og fødsel? Arkivfoto: Thomas Borberg

Bøger

Kommentar: Vi kræver forfatterens hoved på et fad

Den sky forfatter har det svært på et bogmarked, der ikke længere har nok i selve bogen.

Bøger

Claus Clausen formulerede det ganske præcist, da han i efteråret kiggede tilbage på den branche, han har været en del af siden 1970’erne, da han grundlagde forlaget Tiderne Skifter:

»Dengang var interessen meget værkorienteret. Hvad vil og kan bogen. I dag er man voldsomt optaget af forfatterens person. Forfatteren skal i dag stille op til meget mere end tidligere for at skabe opmærksomhed om sit værk, se ud på en bestemt måde, have noget smart at sige. Hvis ikke forfatteren kan det, er hun eller han på spanden«, sagde Clausen til Politiken.

Hvor har den drevne forlægger dog ret. Og hvor er konsekvenserne af opmærksomhedsforskydningen fra værk til afsender vidtrækkende. I dag er det vel nærmest kun bestsellerforfatteren bag Napoli-romanerne, Elena Ferrante, der kan slippe af sted med at skrive under pseudonym. Hele hurlumhejet, der blusser op, hver gang ’hun’ udgiver noget nyt, bekræfter kun medierens, læsernes og forlagenes stærke interesse i gerningsmanden eller -kvindens persona. Hvem er forfatteren, hvornår bliver vi inviteret indenfor i hendes hjem, hendes liv, hendes hoved?

»Jeg har allerede gjort nok for denne roman: Jeg har skrevet den«, koketterede Ferrante tidligt i sin karriere. Og lod resten af forfatterstanden om at posere for den stadig mere glubske offentlighed. En offentlighed, hvor det f.eks. skaber postyr, når en verdensberømt forfatter som Chimamanda Ngozi Adichie går stille med den ’nyhed’, at hun er blevet mor. Da Financial Times-journalisten opdagede det i sommer og spurgte til Adichies tilbageholdenhed med at dele sit privatliv med verden, svarede Adichie, at hun havde brug for at gemme sig, fordi vi lever i en tid, hvor »det forventes, at kvinder performer deres graviditet«. At undlade at investere sit eget moderskab i den feministiske debat, Adichie deltager i sideløbende med sit skønlitterære forfatterskab, kan selvfølgelig også være et statement. Men er det virkelig nødvendigt at give journalisten svar på alt?

Forfatterrollen sat i perspektiv

Måske forventes det ikke ligefrem af danske forfattere, at de ’performer’ deres graviditeter, men at interessen for forfatteren er vokset, og at det har omkostninger, forstår man af Rolf Højmarks fremragende bog ’Forfatterstafetten. En samtalekreds’(Forlaget Spring, 2016). Her stiller 13 danske forfattere – modigt nok! – op til en dialog om blandt andet det.

Pia Juul afslører, at hun eksempelvis har det svært med dagbladenes forfatterinterviews: »Ofte har man lokket forfatteren til at fortælle, hvad han eller hun gerne vil med sin bog. Det, synes jeg, er virkelig ærgerligt, for det lukker læsningen! For mig har det slet ikke noget med litteratur at gøre, hvis forfatteren skal være fødselshjælper for sin egen bog«.

Adda Djørup fortæller til gengæld, hvordan hun har forsøgt at agere ’reklamebureau’ for sin egen bog på Facebook, og selv om oplevelsen ikke var ubetinget dårlig, sætter det da forfatterrollen i perspektiv. Eller udvider rolleregistret, skulle man snarere sige, for ud over at lege Holger Fortolker af egen tekst og være sin egen sælger vil vi også gerne se forfatteren som samfundsdebattør.

Stadig flere forfattere tage rollen på sig, skriver kronikker eller blander sig på de sociale medier. »Litteraturen og kunsten som felt er en meget væsentlig del af en samfundsdebat«, siger Adda Djørup favnende.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Giv os en luns

Men vi vil have mere endnu. Vi vil have lunser af levet liv, personlige referencepunkter til den bog, vi er i gang med at læse. Og det er forfatterne jo ret beset selv ude om, autofiktionsdille eller ej. Igen har Pia Juul en pointe, når hun lidt drillende konstaterer: »Det er nok smart at kalde hovedpersonen mit eget navn, for det gør alle nu (ler!). Det kan jeg ikke forstå, at de gør – for mig at se begrænser det dem også«.

Tilbage står spørgsmålet om, hvor mange roller en forfatter kan overkomme at spille

I hvert fald gør selvrepræsentationen – fingeret eller reel – det sværere for skribenten at gemme sig. Den autenticitet, som kommer af at lade levet liv skinne gennem teksten, gør det en del lettere for journalister og læsere at gå i fælden og sætte det berømte (og trælse!) lighedstegn mellem fortællerjeg og biografisk jeg.

Men det er vel en del af realitytiden, længslen efter det ægte, det virkelige? Eller som Kristina Stoltz formulerer det i ’Forfatterstafetten’: »Autenticitet sælger, uanset om det er syltetøjsglasset i supermarkedet, som sælges på at være hjemmelavet, eller om det er Karl Ove Knausgårds såkaldte autofiktion«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tilbage står spørgsmålet om, hvor mange roller en forfatter kan overkomme at spille. Og hvor ægte vi forventer, ja, kræver, de bliver spillet. Performanceforfatteren Madame Nielsen har valgt sin helt egen strategi ved at insistere på, at »et menneske er i og for sig er navnløst og er ikke andet og mere end en potentialitet«. Og at Madame Nielsen altså blot er en mulig identitet blandt mange.

Om den strategi gør det lettere at spille forfatter, er uvist, det gør i hvert fald ikke journalistens interviewarbejde enklere! Men heri ligger vel også en pointe. At vi skal lytte lidt mindre til de gestikulerende forfattere og lidt mere til teksten.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce