Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Kødelige møder mellem to mennesker flettes sammen med både smerte og komik i Tine Høegs debutroman.
Foto: Lærke Posselt

Kødelige møder mellem to mennesker flettes sammen med både smerte og komik i Tine Høegs debutroman.

Bøger

Stilsikker debutroman er fuld af kejtet komik og øm minimalisme

Tine Høeg excellerer i det enkle i sin sjove og ømme debut om en ung gymnasielærers ulykkelige kærlighed.

Bøger

Hovedpersonen i Tine Høegs debutroman, ’Nye rejsende’ (som egentlig er en slags genrehybrid mellem roman og digt), pendler frem og tilbage med tog mellem København og Næstved og – med den derfor tilbagevendende transportscene som eksistentiel metafor – mellem at være ung og voksen.

Selv om pedellen på gymnasiet, hvor hun har fået sit første job som lærer, forveksler hende med en elev (og hun helt generelt er noget udfordret på voksenautoritet), er gymnasieeleverne mindst ti år yngre end hende. Manden, hun første skoledag møder i toget og indleder en affære med, er til gengæld ti år ældre og allerede indehaver af kone og barn. Hun er ligesom bare imellem.

Mens især det arbejdsrelaterede spor leverer romanens komik, løber oplistningen af de tos kødelige møder som et mere og mere smerteligt spor gennem romanen, i takt med at udviklingen fra rent akavet begær til skamfuld rutine registreres: »første gang jeg ser dig nøgen:// togtoilet// et sted mellem København og Næstved// jeg har ikke prøvet// at ville have nogen på den måde før« versus »tolvte gang jeg ser dig nøgen// kommer du i min mund// og tager hen for at se// Evy gå Lucia«.

Tine Høeg excellerer virkelig i det enkle. Men romanens grundlæggende minimalisme kommer ikke kun til udtryk i nedbarberet sætningslængde. Den ligger også i den sans for anspændt socialitet, for komikken i det penible, for alt det usagtes rungende tomhed og for det lurende realismebrud i gyset, som alt sammen leder tankerne hen på såkaldte 1990’er-minimalister som Helle Helle og Pia Juul, men som det også er tydeligt, at Tine Høeg deler med generationsfæller som f.eks. Lone Aburas og Johan Davidsen og, hvad angår akavet sex, ensomhed og populærkulturelle referencer, også Caspar Eric og hele den amerikanske alt lit-bølge (alternative literature) og dens skandinaviske aflæggere.

Når den primære kilde til kejtet komik ligger i de scener, der er henlagt til gymnasiet (hvor de andre lærere med en konkret minimalistisk reduktion kun kaldes ved deres lærerinitialer, STAR, EMO, LUST, BROM osv., og hvor den både står på introtur, studietur til Rom og en veritabel katastrofe af en gallafest), handler det måske især om, hvor pinagtigt myndighedsudøvelsen mislykkes:

»jeg tager svampen da eleverne er gået/ men mine noter vil ikke gå af// den tusch var ikke beregnet til whiteboards// jeg træder et skridt tilbage// vi har arbejdet med bandeord/ skældsord og slang// i midten med store bogstaver står der:// SÆDCONTAINER«.

Eller som det endnu mere underspillet kan gøres, om rundboldspillets hårde hierarki og lærerens nyttesløse protest: »folk rykker op foran/ og folder deres hænder til skåle/ når det er en af de dårlige der skal skyde// der er det flade bat og det runde bat// nej nej tag nu for helvede det flade/ råber Otto P. til Klara// hey siger jeg/ uden nogen hører det/ hey«.

Romanens force er, at den formår at skildre den hjerteskærende ensomhed, som kærlighedshistorien opruller, med samme usentimentale og underspillede ømhed: »du er ikke med toget// hit me like a ray of sun// tretten gange// kan man nå/ at høre Halo på strækningen«, står der, da forholdet begynder at falde fra hinanden, og på den næste side: »du er ikke med toget// jeg går fra stationen til gymnasiet// med åben mund i modvinden« og på den næste: »du er ikke med toget// jeg står ikke af i Næstved/ men fortsætter til Nykøbing Falster// de ringer tre gange fra gymnasiet// jeg kører tilbage til København// Nykøbing Falster// København// Nykøbing Falster«.

Det er ikke nogen stor og kompleks historie, der fortælles i ‘Nye rejsende’, og det er heller ikke vilde formeksperimenter, den udfolder. Det er bare helt enkelt: en sjov og øm minimalisme med en stemmeføring så sikker og en stil så stram, at man kun kan glæde sig til mere.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce