Der kan være god jubilæumsmening i at udsende Jakob Knudsens roman om den store reformator Martin Luther netop i år. Det er 100 år siden, Jakob Knudsen døde – det er 500 år siden, mener vi, at Martin Luther grundlagde reformationen med opslaget på kirkedøren i Wittenberg med de 95 teser mod pavedømmet og afladshandlen i den katolske kirke.
På Luthers tid herskede den senmiddelalderlige folkefromhed, hvor aflad spillede en stor rolle i menighedslivet og sikrede de pengestærke den tilgivelse, de betalte for. Luther var imod! Han er i det hele taget et af den europæiske histories mest betydningsfulde mennesker – fast, ubøjelig, myreflittig, en munk og teolog og forfatter, som vandt held til et opgør med den katolske kirke og i Nordeuropa grundlagde den evangelisk-lutheranske tro, som også den danske folkekirke er støbt på. Paven var Antikrist. Luther ændrede på et tidspunkt af sit liv navn fra ’Luder’ til Luther – en tysk form af det græske ’eleftheros’ – den befriede. Og hvis vi ikke kan erindre andet, kan vi måske huske hans skelsættende ny bibeloversættelse af Det Ny Testamente (1522) fra græsk til tysk.
