Jeg må sige, at det var herligt og kun lidt irriterende at stifte bekendtskab med tyske Thomas Hettche og hans roman ’Påfugleøen’. En roman, der kan byde på dværge i incestuøse sexorgier, havekunst og naturfilosofi i en underligt rørende og meget tysk kombination, der starter i 1810. Det hele foregår på en ø i Havelfloden lidt uden for Berlin.
Læg dertil 4 bavianer, 4 kænguruer, 27 tibetanske geder, 8 lamaer, 12 skotske får, 5 egyptiske får, 4 fedthalefår, 2 ræve, 2 slørugler, 8 vagtler, 4 vandhøns, 31 perlehøns, 4 storke, 15 guldfasaner, 2 sorte svaner, 63 påfugle, 5 bøfler, 25 dådyr og 1 papegøje – bare for at nævne en lille del af Påfugleøens indbyggere – og se det for dig.






