Det begyndte som et værk henvendt til hans dengang endnu ufødte datter, men det er endt som et farvel. I det afsluttende bind i Karl Ove Knausgårds ’årstids-kvartet’ siger han både farvel til sine børns mor og måske også farvel til de seneste mange års autofiktion.
Det sker på side 137, da fiktionen magtfuldt skærer sig ind i den hidtidige realisme. Væk er Knausgård selv, til syne kommer i stedet en norsk kvinde, som engang elskede en østrigsk soldat. Det sker inde i et dagbogsnotat, hvor Knausgård ellers skriver om sine bedsteforældre, og det lyder således:
