0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mættet bog antyder, at Knausgård for alvor er på vej ud i det åbne og frie

Sidste bind i Knausgårds årstidskvartet viser, han er parat til det store spring ind i fiktionen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
 Bernd von Jutrczenka/picture-alliance/dpa/AP Images
Foto: Bernd von Jutrczenka/picture-alliance/dpa/AP Images

Knausgårds ’Om sommeren’ er blandt andet et farvel til hans børns mor og et goddag til friheden, der ikke er så ligetil: »At dræbe skylden, som det frie liv kræver, har jeg aldrig haft styrke til«.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det begyndte som et værk henvendt til hans dengang endnu ufødte datter, men det er endt som et farvel. I det afsluttende bind i Karl Ove Knausgårds ’årstids-kvartet’ siger han både farvel til sine børns mor og måske også farvel til de seneste mange års autofiktion.

Det sker på side 137, da fiktionen magtfuldt skærer sig ind i den hidtidige realisme. Væk er Knausgård selv, til syne kommer i stedet en norsk kvinde, som engang elskede en østrigsk soldat. Det sker inde i et dagbogsnotat, hvor Knausgård ellers skriver om sine bedsteforældre, og det lyder således:

»Mens ’jeg’ indtil nu i denne tekst har repræsenteret en syvogfyrre år gammel nordmand, bosat i Sverige, med sin kone og fire børn, repræsenterer ’jeg’, så snart denne sætning er slut, en tooghalvfjerds år gammel kvinde som sidder ved et skrivebord i en lejlighed i Malmø en sommeraften. Det føles uvant at sidde her, det er mange år siden jeg sidst skrev et brev, og dagbog har jeg aldrig ført. Hvad det jeg skriver nu er for noget, ved jeg ikke helt. Det er et brev tror jeg, til dig, Alexander, til dig min ven. Fortiden hjemsøgte mig nemlig i dag«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce