Da jeg for at finde nogle citater bladrede i de to sidste bind på henholdsvis 700 og 1.100 sider af norske Karl Ove Knausgårds seksbindsværk ’Min kamp’, faldt jeg i staver og begyndte at læse igen – uagtet det var mindre end et døgn siden, jeg med en blanding af lettelse og lurende nostalgi lagde den sidste fra mig efter endt læsning.
Om ikke andet bør dette være en anbefaling af denne uhørt ambitiøse selvbiografiske roman, der har sat nye standarder for, hvordan man kan skrive om hvad, og hvilken litteratur der kan komme ud af det. Autofiktion er den litteraturteoretiske betegnelse for tekster, hvor forfatteren både er selvbiografisk hovedperson, med deraf følgende moralske forpligtelser over for sandhed og sagesløse bipersoner, og samtidig den skønlitterære skrønefortæller, der kan springe op og falde ned på, hvad der skete i ’virkeligheden’ – som vi i den verden ikke kan nævne uden anførselstegn.
