Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vil en teenager score, er det en god idé at købe en guitar. Eller en bas, som Peter Vuust selv gjorde.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Professor: Vil du ha’ et godt scoretrick? Så køb en guitar eller en bas!

Professor, musiker og hjerneforsker Peter Vuust forklarer i ny bog, der udkommer i dag, hvad der sker i hjernen, når vi lytter til musik. Det ligger tæt op af vores basale overlevelsesmekanismer – og hjælper os med at få sex.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Med moderne hjernescanningsteknikker er det for første gang blevet muligt at undersøge og forstå, hvordan musik påvirker vores hjerner. En af verdens førende forskere på det felt er jazzmusikeren og hjerneforskeren professor Peter Vuust, der leder grundforskningscentret Music in The Brain ved Aarhus Universitet.

I dag udgiver han bogen ’Musik på hjernen’, der forklarer, hvad der sker i vores hjerner, når vi lytter til musik – og forsøger at nærme sig en forklaring på, hvorfor vi mennesker i titusinder af år har brugt tid på noget så uproduktivt som at skabe, spille og lytte til musik.

En gennemgående pointe i bogen lyder, at musik er opbygget om forventninger – og på vores enestående evne til at forudse begivenheder netop på grund af det.

Peter Vuust, vi ved jo allerede fra musikteorien, at musik arbejder med forventning ved at opbygge spændinger og opløse dem, så hvad er egentlig det nye her?

»I de sidste 400 år har vi vidst, at musik hænger sådan sammen, men vi har ikke forstået, hvad der foregår i hjernen. I dag har vi redskaberne til at se, hvordan maskineriet fungerer. Vi er i langt højere grad end dyrene i stand til at forudse begivenheder på lang sigt, og det bunder i, at vores belønningssystem i hjernen er styret af netop forventninger. Det vil sige, at hjernen udløser dopamin, så vi bliver belønnet for at lære nyt, forstå sammenhænge og forudse fremtiden korrekt – for det er nødvendigt for vores overlevelse«.

Men har musik nogen betydning for menneskets mulighed for at overleve?

»Det kan man ikke svare på, men uanset hvad, så har musik nogle ekstremt gode egenskaber til at give os forståelse for, hvordan hjernen fungerer. Musik benytter sig af de samme mekanismer i hjernen, som er skabt til at sikre vores overlevelse. Mad belønner os med dopamin, og det samme gør sex – og så går musik også ind i de her systemer«.

En guitar er et godt scoretrick

Der er flere teorier, der forsøger at forklare, hvorfor det er sådan. Én lyder, at musikken ruster os kognitivt, så vi bliver bedre til andre ting – hvad der dog ikke er megen evidens for, forklarer Peter Vuust. En anden lyder, at musikken hjælper os til at eksistere sammen og simpelt hen er en måde at harmonisere det følelsesmæssige niveau i en gruppe – som vi for eksempel oplever med musikken til en begravelse – en teori, som han mener har en del mere for sig.

Og så er der også den mulighed, at det i virkeligheden handler om sex.

Når du står der med bumser og en grim velourtrøje, som din mor har købt, og tænker: »Hvordan skal jeg score?«, så er det at købe en guitar

»Musikinteressen topper i 18-20-årsalderen, hvor vi har allermest behov for at score«, forklarer Peter Vuust.

»Og når du står der med bumser og en grim velourtrøje, som din mor har købt, og tænker: »Hvordan skal jeg score?«, så er det at købe en guitar – eller en bas, som jeg gjorde – et godt og virkningsfyldt trick«.

Det er til at forstå, at hjernen udløser dopamin, når vi spiser mad eller dyrker sex, men hvor kommer vores evne til at forudse musikalske forløb ind det her?

»Det er et område, hvor forskningen har bevæget sig meget bare de sidste 4-5 år. Nu mener man, at dopamin netop bliver udløst af forventning. Du skal spise på en fin restaurant, men allerede når du parkerer bilen, bliver dit dopaminniveau boostet af forventningen. Den forventning er utrolig nødvendig for at få dig til at spise det her måltid – ellers gør du det ikke.«, siger han og begiver sig ud i en forklaring af et forsøg, som nogle forskere lavede på aber med elektroder i hjernen.

Overraskelsens glæde

En flok laboratorieaber fik hver dag serveret noget mad, de rigtig godt kunne lide. Her kunne forskerne måle, at abernes dopaminniveau steg. Så begyndte forskerne at ringe med en klokke inden måltidet og iagttog, at dopamin efterhånden blev udløst af klokkens ringen.

Og det er lidt det samme der sker, når vi hører et stykke musik, der bygger op mod et særligt fedt stykke, forklarer Peter Vuust: Det er på vejen hen mod vores yndlingssted i musikken, at dopaminen bliver udløst. I forventningen. Og her bliver det interessant.

For i abeforsøget gjorde forskerne nu det, at de ringede med klokken, men så gav aberne noget andet end det forventede – nemlig noget endnu mere lækker mad.

Først så man et lille fald i dopaminen i deres hjerner, og så kom et endnu større boost. Det er det samme, der sker, når musikken overrasker os.

»Det er den balance, som musik er ekstremt effektivt til at udnytte: Balancen mellem at give os noget, vi forventer, og noget, vi ikke forventer. Alle komponister ved det bevidst eller ubevidst – at de på et tidspunkt skal komme med den der akkord, vi ikke forventer, men som alligevel er fed«, forklarer Peter Vuust.

»Det er derfor, man kan tale om, at dopamin er et slags læringsstof. Det gør, at vi kan mærke, når noget er anderledes end forventet og registrere sammenhænge«.

Men når dopamin bliver udløst af et miks af forventning og noget uventet, hvorfor er der så så meget musik, som lyder ens?

»Der er en psykologisk mekanisme, som måske ikke hænger sammen med dopamin, som gør, at jo flere gange vi hører noget, jo bedre kan vi lide det. Det kalder man the mere exposure effect. Vi kan bedre lide noget, når vi har hørt det fem gange end første gang«.

Hvis man lytter efter trommelyden i ’Last Christmas’, vil man synes, at det lyder frygteligt i dag. Dengang den kom frem, var det den fedeste trommelyd i hele verden

Er det derfor, at et album vokser på en, når man hører det flere gange?

»Ja, men det er også, fordi vi finder overraskelserne, når vi lytter flere gange. Vi skal forstå modellen, før vi kan høre, hvornår det afviger. Bent Fabricius-Bjerre sagde de berømte ord: »Det handler ikke om, hvem der har skrevet nummeret, men om, hvem der har skrevet det sidst«.

Men det er kun den ene del af forklaringen, siger han. For selv om vi har hørt vores yndlingspassage i vores favoritnummer mange, mange gange, er vi stadig i stand til at få et kick ud af det – selv om vi ved, hvad der sker. Det er noget af det nye, som forskningen har lært os: Vores hjerner har forskellige typer af hukommelser.

»Hukommelse er et andet ord for forventning – at vi ved, hvad der sker. Vi har en skematisk hukommelse, der registrerer, hvad der plejer at ske. Når vi har lyttet til vestlig musik hele livet, så ved vi, hvordan den vil opføre sig i 70 procent af tilfældene – og uanset hvor mange gange du hører et nummer, så bliver en del af din hukommelse stadig overrasket, hvis der sker noget, der afviger. Samtidig opbygger din korttidshukommelse også forventninger op, ud fra hvad du hører lige nu – og den bliver også overrasket – selv om det er noget, som andre dele af hjernen kender godt«.

Fede trommer i ’Last Christmas’

I din bog går du uden om den del af musikken, som ligger i produktionen – at de samme musikalske bevægelser kan opleves vidt forskellige, alt efter hvordan det er produceret. Hvordan forklarer du det?

»Lyden i dag er enormt væsentlig, men den afhænger også af vores forventninger. Hvis man lytter efter trommelyden i ’Last Christmas’, vil man synes, at det lyder frygteligt i dag. Dengang den kom frem, var det den fedeste trommelyd i hele verden. Det er, fordi vi lærer, at en trommelyd lyder på en bestemt måde i en tid og en genre – og på et tidspunkt, bliver vi mætte af den lyd – og så kommer en anden lyd frem. Det er enormt interessant at tænke på, hvordan det kollektive øre ændrer sig«.

Hvad betyder det?

Annonce

»Noget af det, folk syntes lød fedt i 1965, lyder helt utrolig antikveret i dag, fordi det er i dur og virker nærmest lalleglad. Dengang var 80 procent af pop- og rockmusikken i dur. I vore dage er det kun lidt over 40 procent. Vi har flyttet os hen til et sted, hvor vi synes, at mol er normen.

Har I nogen forklaringer på, hvorfor det flytter sig?

»Det er noget, man ser i andre genrer også – bare tag wienerklassikken. Fra en genre opstår, til den når klimaks og dør ud, bliver musikken mere og mere kompleks. Mol er mere komplekst end dur. Både overfladisk, fordi det virker mere seriøst, og i musikalsk forstand, fordi du har flere skalaer i mol«.

Men sådan en som min far synes jo, at musikken var meget federe og meget mere kompleks, da han var ung?

»Vi kan ikke nødvendigvis høre kompleksiteten, hvis ikke vi forstår mønstrene. Det kræver utrolig meget lytning, og som man bliver ældre, har man ikke så meget brug for musikken – til at score eller socialisere eller finde sin egen identitet og blive en del af en gruppe. Derfor er man måske ikke så villig til at sætte sig ind i en ny stilart – og så lærer vi også hurtigere, når vi er unge«.

Kroppen sidder også i hjernen

Når jeg lytter musik eller er til koncert, så skelner jeg mellem, om noget er musik til hjernen eller musik til kroppen – kan man tale om det?

»Vores musikalske oplevelser er en rundtur i hele hjernen. Nogle passager lyser op i hørebarken og måske noget af frontallappen, hvor man tænker over, hvad man lytter til. Og så er der passager, der er mere nede i de følelsesmæssige og motoriske områder«, siger han.

»Men vores krop sidder også i hjernen. Det skal du ikke tage fejl af«.

Musik på hjernen’ af Peter Vuust udkommer på People’s Press i dag.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts