Ida Marie Hede lader i sin fantasifulde prosa ånd og stof, levende og døde pleje omgang med hinanden.
Foto: Sofie Amalie Klougart

Ida Marie Hede lader i sin fantasifulde prosa ånd og stof, levende og døde pleje omgang med hinanden.

Bøger

5 hjerter: Ida Marie Hede skriver bedårende om kropsvæsker, bakterier og døde

Det poetiske kammerspil 'Bedårende' sprudler af humor og stof til eftertanke, når biologiske begreber omdannes til fantasifuld prosa.

Bøger

Ida Marie Hede interesserer sig for materie og sjæle. De menneskerester, der undslipper eller trænges ude af normalbevidstheden: hår, negle, bakterier, døde. Den krop, der er alt for materielt nærværende til, at vi kan kapere det, de kroppe, vi forsøger at kapere i deres fravær. Mikrobiologi og dødekult, tankernes omgang med det, vores normale opmærksomhed ikke perciperer.

Hedes nye bog er et kammerspil for mor, far og lille datter: »B er en voksen kvinde, hun har en rombeformet røv.// Q er en voksen mand, han har en firkantet røv.// Æ er lille«.

Vi følger udvekslingerne mellem dem, og mellem dem og omverden – udvekslinger af bakterier, kropsvæsker og andre afsondringer. Æ glider ud ad fødselskanalen og smøres ind i beskyttende bakterier. Æ rulles hen ad metrogulvet og afgiver spyt, hudflager, sved, mens hun modtager jord, cigaretskodder og fluevinger. Men Æ udskiller også sin egen skygge – noget immaterielt, der ikke desto mindre tildeles samme status af restprodukt, overskud, affald, som kroppens materielle udsondringer.

Sammenhængen mellem alt det vi er og gør

’Bedårende’ er en bog om kontinuiteter, ikke bare mellem det sjælelige og det materielle, men også mellem menneske og omverden, det materielle og det imaginære, de levende og de døde.

Kontinuiteten mellem det sjælelige og det materielle: et skænderi, der hænger slattent i gardinets hvide stof. At få et nyt temperament overført gennem bakterierne fra et andet menneskes lort. Kærligheden som en telefonisk fysisk energi.

Kontinuiteten mellem den materie, mennesket er gjort af, og den materie, som dets omverden er gjort af: moderen, der betragter sin lille datter og ser »Et uforudsigeligt landskab. Sandbunker gennemvædet af saltholdigt vand, den slags landskaber, der er lyserøde selv om vinteren«.

Kontinuiteten mellem det materielle og det imaginære: En nedsynken i materien kan blive til en nedsynken i fantasiens mytiske underverden. Når B og Q synker ned i sofaen, synker de ned i tis og gråd og lagkagerester, eller de synker ned i et drømmelandskab af mosegrund, opløst træværk og dukkelignende menneskekroppe. Kontinuiteten mellem de levende og de døde: Vi får at vide, at »der er indrettet et rum i Bs hjerne til de døde.// Her er de døde animerede« – og dette rum bliver til et eget tekstrum i bogen, et ’Dødeessay’, der breder sig over 50 sider. Det handler ikke mindst om den døde far, om at internalisere den døde far. Og igen gøres den mentale operation til noget fysisk: at begrave liget i kroppens krypt, at få det ind i sine tarme. Ånden er stof; livet efter døden er bakteriernes evige videreliv; krypten er både kødelig og luftig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Skønhed i tis og lort

Det er ikke bare poetisk og filosofisk, når Hede i sin lige så præcise som fantasifulde prosa lader ånd og stof, levende og døde pleje omgang med hinanden, det er også morsomt: »Villavejsidyllen har ingen røv, men hvis den havde, ville det være en udspilet én«. »Er gæsterne alle sammen døde ligesom kroppen her, skal de lige have deodorant på?«. »Jeg ved at min fars lig har en tvivlsom status for kvinderne herinde«.

I bedste forstand, i hele ordets spændvidde, er også bogens egen prosa

Hvad med titlen, ’Bedårende’? Ordet forekommer to steder i bogen: Bedårende er den sovende mand for det forelskede natteblik, der ser ham ligge lig, opløst i øjenvipper, hud og hår. Bedårende er den lille datter for det moderblik, der betragter hende som lyserødt landskab. Noget af det stærkeste i bogen er portrættet af barnet som et væsen, der boltrer sig uhæmmet i lige dele materie og fantasi, udklædningstøj og beskidte Disney-leggings, på én gang ulækker og yndig, bedårende og en lille dåre, med snottet hængende ud af porcelænsnæsen og science fiction emmende fra fingrene. Med dette pigeportræt leverer Hede et smukt bidrag til »det gurleske«, den aktuelle opvurdering af det pigede som en legering af yndigt og ulækkert, pailletter og snot, glimmer og kraft.

Sat på spidsen formår Ida Marie Hedes prosa at vise os, at tis og lort og snot og lig og bakterier kan være bedårende. På en måde så vi også mindes om ordets betydning af at gøre til dåre, at hensætte os i en tilstand uden for normalbevidstheden. I bedste forstand, i hele ordets spændvidde, er også bogens egen prosa bedårende. En på én gang mikrobiologisk og spiritistisk seance.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce