Man kalder det boogie-woogie-alderen. Et skridt frem og et skridt tilbage.
Den ene dag snakker Mira med sin bamse. Den næste bliver bamsen puttet ind i skabet, fordi der kommer gæster til fødselsdagen. Miras veninde svigter hende. Miras veninde kommer tilbage. Skal vi lege? Mira er de der 11-12 år, hvor æggeskallen skal brydes.
Det kan gøre rigtig ondt.
Det er den historie, Sabine Lemire fortæller med Rasmus Bregnhøi ved sin side. Det kaldes en ’grafisk roman’.
I gamle dage ville man kalde det en tegneserie. Og hvis der er noget, tegner Bregnhøi er rigtig god til, er det klarøjede børn og en stregmund, der går opad. Så han falder godt ind med ordene, der er påpasselige med ikke at tegne Miras verden alt for dyster, selv om hendes mor er en søgende sjæl i en livsglad krop. Alene i år er Mira oppe på 5 potentielle papfædre.
Billedbogen om Lille Pil er ren og befriende retroOg så er der den svigtende veninde at være trist over.
Noget af det smukkeste i denne turbulente boogie-woogie-periode er venskabet imellem en dreng og en pige.
Det er ofte beskrevet i børnebøger. På tærsklen til ungdomslivet opstår de ømmeste relationer, som netop ofte ikke kan gå over i kys og kæresteri – fordi man kender hinanden for godt. Sådan en ven er Louis. De to børn er dybt forbundne i legen og fantasien. De bygger ting og sager såsom robotter og et bur til Miras nye kanin.
Det er ikke til at stå for, så hvis man skulle indvende noget, er det, at historien måske er for sød, men det gør jeg ikke.
fortsæt med at læse
