Her er Lille Pil. Hun bor i Paris, og hun har ikke stemmeret, men derfor kan hun jo godt bestemme selv. I Lille Pils familie er hun omgivet af storskrydende brødre og en træt far, som kører taxa. Der er en tradition for, at man lægger arm eller brydes lidt om de huslige opgaver, så Lille Pil laver mad, rydder op og er træt af det. Egentlig ville hun gerne spille klaver, men for at komme frem i sin verden, det indser hun, bliver hun nødt til at tage hårdere midler i brug. Boksning er vejen frem.
Billedbogen om Lille Pil er ren og befriende retro. Tegningerne ligner noget fra metroplakater fra 1950’erne. Ordene kommer oppefra og ned (de havde ikke bestået ’feministprøven’ version 4.0), men meningen er den allerbedste: Man skal ikke give op. Man må lære at forsvare sig og slå igen, hvis man bliver slået. Og farverne! En ærkefransk blanding af sand og petroleumsgrøn, som skaber en koket og sofistikeret historie af gammeldags uskyld og nutidigt glimt i øjet. Rémi Courgeon er en postmoderne hilsen til Ungermann og Hanne Hansen.
