Anmeldelse: Kompromisløs bog er en lille knap knytnæve

Så kom den endelig, den bog, jeg ikke vidste, at jeg havde gået og ventet på, Lone Aburas’ ’Det er et jeg der taler (Regnskabets time)’. Sådan her gøres regnskabet op et sted i denne lille knappe knytnæve af en bog: »Nogen burde smage deres egen medicin: forrykte folkevalgte, fucked up på ministercoke, kommer og inspicerer campen: Hvis jeg var flygtning, siger hun, ville det vigtigste være at have livet i behold og ikke, om jeg skulle bo i mursten eller i telt. Nordens lille Nauru. Inspirationstur til helvedes nederste kreds, hvor seks selvmord om dagen i off-shore detentionen her i altings ingenting ikke er ualmindeligt, en måde at sige fra over for institutionaliseret inhumanitet på ubestemt tid på«.

På baggrund af sådanne episoder med Inger Støjberg og mere personlige erfaringer med og erindringer om racisme folder teksten sig ud som ét sammenhængende vredesudbrud i prosaform. Her langes der ud efter en unavngiven person i det litterære miljø:»Og dig, litteraturens udenomsparlamentariske vidunderbarn, hvis navn jeg heller ikke nævner, der omtaler fremmedhadet som identitetspolitisk fnidder på linje med parforholdsproblematikker, partikulært menstruationslyrik: Kære dagbog, jeg blegede mit hårløse røvhul i dag«.