0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Anmeldelse: Kompromisløs bog er en lille knap knytnæve

’Det er et jeg der taler (Regnskabets time)’ er en vred bog. Men der er ikke tale om en vrede, der har tabt forbindelsen til virkeligheden. Tværtimod. Det er en vrede, der er forankret i en konkret politisk virkelighed.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mo Maja Moesgaard/fra bogen
Illustration: Mo Maja Moesgaard/fra bogen
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Så kom den endelig, den bog, jeg ikke vidste, at jeg havde gået og ventet på, Lone Aburas’ ’Det er et jeg der taler (Regnskabets time)’. Sådan her gøres regnskabet op et sted i denne lille knappe knytnæve af en bog: »Nogen burde smage deres egen medicin: forrykte folkevalgte, fucked up på ministercoke, kommer og inspicerer campen: Hvis jeg var flygtning, siger hun, ville det vigtigste være at have livet i behold og ikke, om jeg skulle bo i mursten eller i telt. Nordens lille Nauru. Inspirationstur til helvedes nederste kreds, hvor seks selvmord om dagen i off-shore detentionen her i altings ingenting ikke er ualmindeligt, en måde at sige fra over for institutionaliseret inhumanitet på ubestemt tid på«.

På baggrund af sådanne episoder med Inger Støjberg og mere personlige erfaringer med og erindringer om racisme folder teksten sig ud som ét sammenhængende vredesudbrud i prosaform. Her langes der ud efter en unavngiven person i det litterære miljø:»Og dig, litteraturens udenomsparlamentariske vidunderbarn, hvis navn jeg heller ikke nævner, der omtaler fremmedhadet som identitetspolitisk fnidder på linje med parforholdsproblematikker, partikulært menstruationslyrik: Kære dagbog, jeg blegede mit hårløse røvhul i dag«.