Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Jürgen Beck
Foto: Jürgen Beck

Dorothee Elmiger (f. 1985) delte vandene med sin debutroman, som bl.a. refererer til Ferdinand Bruckners vilde skuespil 'Syg ungdom'. I 2014 udkom Elmigers roman 'Schlafgänger'.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fem hjerter til schweizisk debutroman: Så rørende kan et ungdomsoprør tage sig ud

Schweizisk debutroman om to viljestærke unge kvinders erobring af verden er mere bevægende, end den måske selv vil være ved.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

To viljestærke unge kvinder, en hest og en skrivemaskine. Det er, hvad der skal til for at erobre verden! Fritzi og Margarete hedder søstrene, hvis længsel efter at kæmpe sig væk fra hjemmets mentale og reelle udørk ligner den, Tjekhovs kvinder nærer i skuespillet ’Tre søstre’.

Tjekhovs førrevolutionære kvinder drømmer sig til Moskva, væk fra den søvnige garnisonsby og tilværelsens stivnede rutiner, mens søstrene fra den udtjente mineby i Dorothee Elmigers debutroman fra 2010 sætter deres lid til drømmefloden Buenaventura.

»Ungdommen læser bøger og leder efter en flod. Ungdommen tænker på i fremtiden at mødes ved floden«, lyder de programmatisk enkle sætninger, Margarete tapper ned på sin gamle Remington, mens søster Fritzi udforsker landskabet til bens. Noget, noget bedre må findes!

Den konventionelle empati skyldes måske nok, at anmelderen hænger fast i en gammel verden

Men her hører ligheden med Tjekhov også op. I hvert fald har kritiske læsere af det prisbelønnede værk ’Indbydelse til vovehalsene’ – forfatteren selv inklusive – siden udgivelsen haft travlt med at demontere enhver konventionel forestilling om personer, handling, tid og sted.

Snarere er bogen, som kun er blevet kaldt ’roman’ i mangel af bedre, en slags optegnelse, stedet et ikke-sted, tiden nærmest tidløst postapokalyptisk, og Fritzi og Margarete – ja, hvad er de andet end stemmer, der nu og da stiger fra det gullighvide papir, andre gange blot og bart materiale fra dette ødemarkens golde, sært fascinerende landskab, der trues af en aldrig slukket minebrand?

Når Dorothee Elmiger vier en hel side til sætningen: »Vinteren bliver ved med at være en tom linje på det ark papir, jeg satte i skrivemaskinen«, mærker man den stille desperations aftryk på sidens forurenede snehvidhed. Men man hører også den materialebevidste danske digter Nanna Storr-Hansens poetiske krav om, at »se (bog)siden som et sted«.

Endelig ligner bogens landskab dem, danske klimapoeter og undergangsdigtere allerede har skrevet om og fra – Kristina Stoltz’ saneringsmodne Europa fra ’På ryggen af en tyr’ (2014) for nu at nævne et af de mest uhyggelige.

Med andre ord, Dorothee Elmigers debutbog forekommer, her i Selma Rosenfeldt-Olsens karske danske oversættelse, måske knap så ’ny’ som i 2010. Hvilket ikke gør den mindre insisterende i al sin udtørrede sanselighed.

Den lille intense sag forklarer ikke, hvordan to unge kvinder prøver at genskabe en ny verden ud af aske og vragstumper, den inddrager nærmere læseren i det ørkesløse og dog muntre arbejde: Kvinderne søger inspiration i litterære klassikere og, nok så rørende, i det bindstærke opslagsværk ’Vidundere fra hele verden’.

Margarete rapporterer med flid dagens indhøstede ’viden’, mens forfatteren selvfølgelig sætter et stort fedt postmodernistisk spørgsmålstegn ved det gamle verdensbillede, de opdagelsesrejsende forsøger at rekonstruere, i takt med at nyt land skal erobres. »Vi vidste meget lidt«, lyder en genkommende sætning, der både kan læses som en erkendelse af manglende historiebevidsthed, men også som en åbning mod ny erkendelse.

Selv om ’romanen’ stritter imod sin egen genre, har jeg svært ved ikke at gribes af den menneskelighed, der banker distant kødeligt i kvinderne, i romanpersonerne, Fritzi og Margarete, ’ungdommen’ slet og ret, når de skræller kartofler, griner eller mosler rundt i sneen med en hest og 100 ideer til, hvad man skal foretage sig ved flodbredden engang: »Tag pølser med til alle!/ Tag en varm sweater eller en vindjakke på!/ Kom cyklende på jeres cykler!/ Kom ridende på jeres hvide heste!«.

Denne konventionelle empati skyldes måske nok, at anmelderen hænger fast i en gammel verden, men derfor kan hun jo godt ønske vovehalse held og lykke med erobringen af en ny.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden